19 december 2008

Top 10 listen - Sydamerika

Denne liste for Sydamerika er lidt af en mundfuld, da den dækker 4 lande - så det er ikke alle punkter der gælder alle steder. Men næsten da. Der er iøvrigt et par punkter fra Centralamerika listen man snildt kunne overføre til visse steder i Sydamerika; de står nederst.

1. I Brasilien er der luft i toiletsæderne !? Vi ved ikke helt hvorfor, men det er noget specielt, at når man sætter sig, så lyder der et lidt "pfffffftt". Vi har kun oplevet det i Brasilien, og vi gruer for, hvordan de skurer de toiletsæder RIGTIG rene, når nu de er lavet af en slags "sofalæder". Hmm.

2. Maden i Argentina er fantastisk når det gælder kød, vin og desserter. Det er helt klart noget af det bedste vi har oplevet; at deres is kan give italienerne baghjul er lidt af en præstation. DERIMOD burde de blive skudt offentligt for at forsøge at lave pizza og pasta retter; det går bare helt galt, og vi endte med at sværge en ed om ikke at spise mere af den slags før vi forlod kontinentet (det holdt næsten).

3. Busrejser og kollektiv transport. Det var også på centralamerika listen, men fortjener en gentagelse. At køre med bus i specielt Argentina er lidt af en oplevelse, og generelt er det virkelig godt organiseret. Man mærker stort set ikke 1.000 kilometers tur i bus. Derudover er "Collectivos" (deletaxaer) i Chile virkelig også smart og billigt. Der kommer stort set en forbi hver 5. minut, og hvis man bare ved nogenlunde hvor man skal henad, kommer man langt for et par kroner. Generelt er offentlig transport meget billig, og man sidder lidt og tænker over, om det kunne virke bedre i lille Danmark.

4. Venlige og åbne .. Her er der virkelig noget vi danskere kan lære. Man skal ikke stå særligt længe på et gadehjørne eller busstoppested og se fortabt ud, før man uopfordret bliver hjulpet af andre mennesker. Vi har kørt gratis med bus fordi vi ikke lige havde lige penge, vi er blevet kørt omveje af en collektivo for at vise os rundt - og mange andre oplevelser. Dejligt.

5. Der er en kronisk mangel på enten ordentlige VVS'ere eller lysten til at lave ordentlige badeværelser i Sydamerika; nu kan det jo være fordi vi er bedre vant, men der virkelig været nogle K3'ere rundt omkring. Vandhaner der løber konstant (og toiletter), vandskader, mærkelige rørføringer, mangel på varmt vand (!), håndvaske med vandlommer, osv. osv. Efterhånden vænner man sig til det, men det er nu stadigt mærkeligt - for det må ødelægge en del "nedeunder".

6. Bilalarmer i Ecuador. Vi har rundet emnet før på bloggen, men synes den skal med, efter at vi har talt med andre rejsende der har fuldstændig samme oplevelse : bilalarmer der går igang - om natten - , og som først slukker efter en times tid eller når batteriet dør. Suk ! gad vide hvor mange turister der får ødelagt nattesøvnen i Quito ?

7. Argentina har lidt udfordringer med strømmen. Der har flere steder været særdeles store klumper i strømmen, og i Ushuaia forsvandt den ofte et par timer, for derefter at dukke op igen. De fleste steder var der dog ingen problemer.Hvis man lige husker hvilke overskrifter det gav, da Danmark små 5 år tilbage havde strømsvigt en eftermiddag ..

8. Frisklavet juice af bl.a. æble, hindbær, jordbær og andet godt - og hvor der er et stort indhold af frugt. Specielt i Chile har det været en del af den faste diæt, og noget der helt sikkert skal eksperimenteres med når vi er hjemme igen.

9. En pudsighed vi stødte på næsten alle steder : på stort set alle spisesteder er der stillet servietter frem, som ikke kan tørre. De minder lidt om gammeldags toiletpapir med en glat overflade; så sidder man der med fedtede fingre ! Og så rengører de bordene ved at give dem et sprøjt "vinduesrens", og en hurtig klud.

10. Og den sidste : I Brasilien har de et væld af restauranter hvor man spiser efter kilo. Det vil sige, man udvælger sin mad, vejer den og betaler derefter. Det findes også andre steder - men at man også kan det samme med kager og desserter ! se det har vi kun oplevet i Brasilien. Nok godt det samme, for man kan vist hurtigt få et par kilo ekstra på den facon.

Og så lige et par gentagelser fra Centralamerika listen som er værd at nævne igen, da de har været meget udtalt :
- #3 vilde hunde bander (Argentina og Chile)
- #5 manglende byttepenge (Argentina)
- #9 ingen krydderier i maden (Argentina og Chile)

Ingen kommentarer: