Uge 27 - Kaikoura, Christchurch og Auckland

Denne uges helt store buh-ord har været : sandaler !

Vi lagde ugen ud med at ville gå en tur på 3 timer rundt langs kysten i Kaikoura, som var vores første destination; den skulle være flot og der skulle være mulighed for bl.a. at se sæler og en del fuglevildt. Det var også her, at Mette's nye sandaler skulle prøves af. De var blevet købt et par dage før, i Nelson, længere nordpå og skulle være afløsere for et par veludtrådte Ecco Cosmo, som har klaret sig godt de seneste 10-12 år. Den første halve time gik fint, men efterhånden som der kom belastning på skoen, så gik hælkappen løs. Og igen. Og igen. Og igen. Efterhånden kunne vi kun gå 1-2 minutter, så skulle vi stoppe op, sætte hælkappen fast, og kunne gå et kort øjeblik igen. Skoene var lige ved at ryge en tur ud over klippen i bare ærgrelse. Tilbage i Kaikoura fandt vi en butik i samme kæde som hvor vi havde købt skoene; talte med importøren, som fik sendt et nyt par til Christchurch. Super service. Men - da vi et par dage senere (denne gang i Auckland) skulle gå tur, skete præcist det samme. Hælkappen går op igen, og igen, og igen. Så nu har vi et par 600 kroners sandaler (og et par gamle Cosmo), som holder til, at man går i dem i ca. 2 minutter ad gangen. ARGH !

Nåh - fodtøj er bare noget møg at købe på tur; så har vi da (håber vi) efterhånden lært den lektie (der røg jo også et par hiking støvler i Chile, og de hiking sko Mette tramper rundt i er ved at gå op i limningen!). Iøvrigt har vi i denne uge måtte indkøbe ENDNU et par solbriller til Henrik, efter at par nummer 3 revnede. Og - efter at have gået med dem et par dage, er der nok snart behov for endnu en udskiftning.

Ellers er denne uge, som nævnt, startet i Kaikoura, som ligger ud til vandet langs New Zealands østkyst (på sydøen). Det helt store tema for området er "vand" og marine liv - hvaler, delfiner, albatrosser - og så et væld af fisk/skaldyr på menuen; vi syntes dog at vi allerede havde set en del til hvaler, så vi besluttede os for at bruge en dag i Kaikoura på at tage på en delfintur.
Vi valgte en tur allerede klokken 05:30, fordi vejrudsigten lovede blæsevejr senere på dagen. Men det betød at vi skulle op allerede kl. o4:oo, der var det stadig mørkt udenfor. Den turoperatør vi havde valgt tilbød både "kig på delfiner" og "svøm med delfiner". Vi syntes ikke, vi behøvede ligefrem at svømme rundt mellem delfinerne, men det viste sig, at de fleste andre på båden havde valgt at gøre dette. Der var ligefrem venteliste for at få lov, selv klokken kvalme om morgenen! Vi stævnede ud i 3 mindre både for at finde såkaldte "Husky" delfiner; efter cirka 20 minutters sejlads dukkede de første op, og lidt senere fandt vores både en gruppe på 200-300 delfiner. Det var noget af et syn. Huskydelfiner har ry for at kaste sig op i luften, så der var næsten hele tiden en eller flere delfiner oppe i luften - så det var med at være vågen og klar med kameraet. Det blev til 300 billeder på ca. 2 timer, hvoraf 95% blev slettet igen, fordi de mest viste et plask og ingen delfin :-)
For svømmerne var det også noget af en oplevelse, men vi synes nu, vi fik en masse valuta for pengene, specielt fordi vi havde båden for os selv det meste af tiden og fordi der skete en masse "over vandet". Mette endte iøvrigt med at få en dukkert på dækket, ved at stå lidt for tæt på stævnen samtidigt med at en sø ramte os skævt. Så det blev lidt koldt sidst på turen; vejret holdt nogenlunde, men blev dog så meget forværret, at det kun var vores tur som blev gennemført den dag; de resterende ture blev aflyst. Så alt i alt var det bestemt værd at stå op kl. 04.00 om morgenen for at opleve (og heldigt).



I Kaikoura kom vi også forbi en Bed & Breakfast, som havde et lille fåreklippershow, et par gange dagligt. Vi fik demonstreret teknikken (2-3 minutter om at klippe et får), kigget lidt på vædderen, og blev lidt klogere på uld-produktion - bestemt ikke noget der er særligt mange penge i. Det var dog ganske underholdende og informativt. Henrik fik også prøvet at spise Crayfish, som er en slags hummer, men uden kløer. Den blev indtaget på en lille "mobil-restaurant", som var slået op langs vandet, så man kunne nyde udsigten; samtidigt kunne man medbringe sin egen mad, så Mette fik en gang Thaikylling istedet for fisk/skaldyr.

Efter Kaikoura kørte vi længere sydpå til Christchurch, som også er der, vi skal indlevere vores lejebil. Her afholdt man den årlige gadegøgler-festival, så der har været en del underholdning at vælge imellem. Første aften valgte vi at gå til standup show, sammen med 400-500 andre, for næsten ingen penge (man betaler hvad man har lyst). Det var generelt ganske underholdende, MEN nogle af dem var også MEGET specielle; vi vil nok altid have et lidt andet forhold til banan, efter at have set to personer "spytte" stumper til hinanden og gribe dem igen med munden. MEGET ækelt - men, det var bare med at klappe, for ellers blev stumperne spyttet efter en.
Vi brugte også en dag på at køre til Akaroa, som er helt fantastisk flot beliggende, på en halvø, der i tidernes morgen er skabt af flere store vulkanudbrud. Her tog vi en halv dag i en lidt ældre kajak (vi er efterhånden bedre vant), og padlede ud for at se delfiner. Men, ingen delfiner idag. Kun en masse fuglevildt og så en flot natur; det rækker nok også.

Fredag fløj vi fra Christchurch til Auckland, hvor vi har haft 1 1/2 dag til at kigge lidt rundt, og været en tur på museum. Derudover har vi kigget på KÆMPE både langs havnen. Auckland er kendt som "City of Sails", og der er i øjeblikket Louis Vuitton Ocean Race, og det tiltrækker nogle MEGET store både. De "små" 55-80 fods sejlskibe ligner joller, sammenlignet med de 120-180 fods sejlere, der ligger ved siden af. Så store private både har vi bare ikke i lille Danmark.

Ellers har vi mest af alt brugt tiden i både Christchurch og Auckland på at løbe små ærinder, fået købt forskelligt slags tøj, sende pakke hjem, osv. Der har også været tid til en klipning af Henriks lange hår - det klares på 10-15 minutter og for 45 kroner. Sådan ! Rent madmæssigt har vi brugt en hel del flere penge denne uge, end de forrige uger; i Auckland fik den hele armen på en italiensk restaurant (vistnok første gang vi fik 3 retter med både vin og portvin?). Og på en mexicansk restaurant måtte Henrik sende sin "spicy" ret tilbage til køkkenet, fordi han ikke kunne mærke sin tunge (der gik vist noget galt i køkkenet, håber vi).



Denne uge markerer også afslutningen på endnu en verdensdel, inden at vi søndag flyver til Hong Kong i Asien - hvor de sidste 3 måneder skal tilbringes. Australien har været en OK oplevelse, men New Zealand har helt klart været et større højdepunkt og et dejligt land at rejse i. Det er mere præget af England end af USA, og det synes vi egentligt er positivt. God mad, flinke mennesker og fantastisk natur.

Uge 26 - South Island

Mandag d. 19. januar lagde vi ud med at krydse over fra Nordøen til Sydøen via færge - en tur på små 3 1/2 time. Vejret havde været rimeligt skidt de foregående dage, men heldigvis lagde vinden sig og det blev en pæn tur. Man sejler ind igennem et sund med masser af fjorde det sidste stykke; det minder en smule om turen ind i bunden af Oslofjorden. Velankommet til vores hostel i Picton, fik vi både adgang til gratis internet (dejligt !) og en gang chokoladekage/budding med vanilieis - som de serverede gratis på dette sted hver eneste aften. Vi nøjedes dog med at deltage en enkelt gang - virkelig en kaloriebombe og så var det store portioner ...

Ugen har været præget af en hel del outdoor aktiviteter. Onsdag og torsdag brugte vi på det såkaldte Queen Charlotte Track, som er en lille gåtur på 71 kilometer, der tager mellem 3 og 4 dage at gennemføre - vores mål var dog kun de første 51 km fordelt på 2 dage. Ruten snor sig i nærheden af fjorde og vandet hele tiden, så man kan meget bekvemt blive transporteret til forskellige steder via en vandtaxi. Vi startede ud fra "Ships Cove" kl. 09.00 og traskede derefter små 27 kilometer til vores overnatning på Mahana Lodge, hvor vi ankom ca. klokken 17.00. Stedet var lidt dyrere end hvad vi plejer, men til gengæld var beliggenheden ubetalbar. Lige ned til vandet og med udsigt over fjorden. Værterne lavede selv den 3-retters menu, der blev serveret om aftenen, med ingredienser fra køkkenhaven, hjemmebagt brød og lokal hvidvin. Vi var lidt kede af, at vi allerede skulle afsted næste morgen! Bevæbnet med hjemmesmurt madpakke, og med fyldig morgenmad i maven, begav vi os ud på næste stræk på turen. Her galdt det 24 km frem til Portage, men de sidste 11 km var lukket pga. jord-ejerens ønske om at regulere vilde grise (eller hunde?). Det sidste stræk foregik derfor på en meget lidt spændende landevej, og cirka halvvejs tog vi imod et lift de resterende kilometer. Lidt snyd, men på det tidspunkt var vi også plagede af vabler og varmeknopper - så det fortrød vi ikke. Henad 17.00 torsdag var vi retur i Picton, og tog et dejligt langt bad. Selve turen var ganske pæn - meeen, dog ikke på samme niveau som Tongariro i sidste uge (den var nok også helt i særklasse).



I Picton fik vi også stiftet bekendtskab med kunsten at ro en havkajak. Vi havde købt os en heldagstur i kajak på Marlborough Sounds, som er det sund, der ligger op til dele af Queen Charlotte Track. Det viste sig, at vi var de eneste to den dag, så for små 600 kroner havde vi en ganske underholdende guide med os i 6 timer - samt både frokost og nylavet kaffe. Super tur ! Vi blev placeret i en 2 mandskajak med ror (bagerste mand styrer med fødderne), og så er det egenligt bare at padle afsted. Vores guide fortalte lidt om området, samtidig med at han lærte os lidt om teknikken. Eneste bekendtskab med en rigtig kajak var fra Torbens polterabend nogle år tilbage, så Henrik var godt tilfreds, da han ved dagens slutning kunne konstatere, at man ikke bliver specielt våd (det blev vi til polterabend), og at vi ikke tiltede rundt (ditto på polterabend). Overarmene var dog temmelig slidte, så det summede lidt dagen efter.

Senere på ugen skiftede vi Picton ud med Motueka som overnatningslokation. Den primære attraktion er den nærliggende Abel Tasman National Park. Den udforsker man typisk enten til fods (stadig vabler; nej tak) eller fra søsiden via en kajak. Og da vi jo efterhånden er helt erfarne kajakroere (ehmm!), så blev det på den måde i Abel Tasman. Vi valgte denne gang at leje en kajak uden guide (små 350 kroner), fik lidt instruktion samt et kort - og så var det bare afsted. Det er jo egentligt heller ikke sværere at ro kajak end som så, bare man lige er informeret om f.eks. tidevand, som i Abel Tasman kan skifte med 4 meter på bare 6 timer ! Vi tog en tur op til Anchorage Bay, hvor vi fandt vores egen lille private strand og fik spist frokost, samt badet lidt, inden turen gik hjemad igen. Vi så lidt forskelligt fuglevildt, og en enkel sæl-unge som lå og tumlede i vandet. Det var en god dag med et flot område at padle rundt i, perfekt vejr med lidt god vind til at bringe os tilbage til vores udgangspunkt - som så pga. tidevandet var en lille kilometer længere ude end hvor vi startede :-)



Inden at vi søndag forlod Motueka, fik vi lige købt lidt ind på det lokale marked. Så her blev der handlet hjemmebagt rugbrød (!), tysk pølse og skinke (med tyk, tysk accent fra sælgeren), en god lagret gouda ost samt en masse grøntsager. Vi kom også igennem vinområdet ved Blenheim, hvor vi fandt en god flaske vin, og så var aftensmaden på plads. Det var nu lækkert at få et par "flade" pålægsmadder, om aftenen, på vores hostel i Kaikoura.

Uge 25 - North Island (New Zealand)

Denne uge har været en blanding af at piske rundt til forskellige aktiviteter og god gedigen afslapning på cafeer .. en god kombination, men også en, der presser budgettet lige vel rigeligt :-)

En af de lidt større udfordringer var at gennemføre "The Alpine Crossing" hike på 23 km i Tongariro nationalpark. Vi blev hentet kl. 07.30 om morgenen af en shuttlebus, og startede vores hike ca. 45 minutter senere. Den tog os igennem et landskab bestående af mere-eller-mindre aktive vulkaner (mindre udbrud for ca. 1 år siden); en af vulkanerne er ligefrem blevet "berømt" som Mount Doom i Ringenes Herre- filmene og den er da også noget af et syn, cirka midtvejs på vores hike. Vi lagde en lille ekstra 3 km tur ind i ruten, som tog os til toppen af Mount Tongariro - og derfra kunne vi nyde en fantastisk udsigt. Landskabet er meget specielt, idet det er præget af røde/gule/grønne farver, fra de forskellige aflejringer fra vulkanerne - og søerne i området er også helt specielle. De sidste 6 km nedad foregik i rimeligt rask tempo (for at nå vores kl. 16.00 bus), hvilket gjorde, at benene var godt ømme dagen efter. Men en god tur og et par velfortjente øl om aftenen på den lokale pub !



En anden aktivitet har været en-dags kanotur ned af Whanganui floden; man kan her vælge alt fra 22 km (vores tur) til +100 km padling (4-5 dage). En af udfordringerne ved denne tur (og specielt det stykke som vi skulle sejle på), er de små vandfald ("rapids") som er undervejs på turen. Det er ikke kategori 3-5 rapids som man kender fra Riverrafting, men dog nok til at give lidt uro i mellemgulvet efterhånden som man nærmede sig. Der var ca. 50 af slagsen, så vi var godt beskæftiget den dag. Det gik dog ganske fint, og bortset fra at vi en enkel gang måtte på land og tømme kanoen for vand efter en lumsk bølge, samt en enkel grundstødning, klarede vi os igennem i fin stil. Undervejs gjorde vi stop på en lavendel farm/cafe, som lå yderst godt placeret - og som godt kunne få en til at overveje at emigrere til New Zealand !



Derudover har vi brugt en dag i Rotorua, som mest af alt er kendt for Maori kulturen og for et par geysere, der hver halve time sprøjter vand og damp op ad jorden. Ganske spektakulært. Det hele blev vist frem i et "kulturcenter", hvor vi først fik 45 minutters koncert/opvisning på Maori (underholdende), og derefter 1 1/2 times guidet tur, med en alt for stor gruppe. Turen bød også på mudderpøle, der spruttede og et par Kiwier (fugle) i et nattebur. En lille detalje ved byen er, at fordi der er så meget termisk aktivitet i området, så lugter det hele lidt af "prut" .. godt man ikke bor der til dagligt.



Vi har også været forbi Waitomo Caves, som dels er grotter hvor der er drypsten, og dels er (nogle andre) grotter indeholdende såkaldte "glowworms" - altså orme/maddiker der lyser i mørket. Vi blev først vænnet lidt til mørket, derefter placeret i en gummibåd, fik forbud mod at tænde lys - stille og roligt dukkede der så lysende pletter frem i mørket, efterhånden som vi bevægede os længere ned ad en flod i grotten. Ormen er iøvrigt ganske mærkelig; den bruger 7 måneder som puppe, udklækker derefter som en slags moskito, for derefter at dø indenfor 3-5 dage, forinden skulle de gerne have forplantet sig, og lagt æg. Det er dens bagkrop som lyser for at tiltrække insekter (deriblandt dens egen slags), som den så spiser. Underligt dyr.



De sidste dage denne uge har vi brugt i Wellington, som er hovedstaden i New Zealand og som ligger helt sydligt på nordøen (modsat helt nordligt på sydøen, hvor vi bor næste uge !). Modsat nogle af de bittesmå byer vi har boet i indtil videre, og hvor der kun har været få spisesteder, der har været åbne, så er Wellington fyldt med masser af restauranter og cafeer. Og det har vi så udnyttet, hvilket har gjort lidt af et indhug i madbudgettet. Vi har været indlogeret på et lidt slidt ældre hotel, men i et værelse med HØJT til loftet - og gratis internet ! Ganske tæt på centrum, og til kun 70 dollars. Tiden er blevet brugt til en tur forbi nationalmuseet, for at dyrke lidt historie / kultur, og så har vi endnu en gang taget en tur i en gammeldags kabelbane; der var også et museum, som viser nogle af alle de private kabelbaner, der findes rundt omkring det meget bjergrige Wellington.

Mandag går turen fra Nord til Syd med færgen; små 3 timer - og vi håber på godt vejr !

Uge 24 - Canberra og New Zealand

Efter en halv dags kørsel er vi nået til Canberra (hovedstaden), som er sidste stop i Australien. Lige som i USA har Australien en række attraktioner i deres hovedstad som er ganske gratis, og det har vi benyttet os en hel del af - specielt efter at have været udsat for Sydneys prisniveau (København er nu ikke meget bedre, er det værd at tilføje).

Vi har været en tur forbi Parlamentsbygningen, der er ganske speciel, fordi den er bygget i nyere tid (indviet i 1988). Både gratis entre og guidede ture. Her kunne vi bl.a. se de to forskellige kamre/sale som er hhv. røde og grønne - lige som i Storbritannien. Det blev også til en tur på Nationalmuset og "Australien War Memorial", et museum bygget op omkring de krige Australien har deltaget i. Det var ganske interessant at få en anden vinkel på f.eks. Anden Verdenskrig. De havde guidede ture på 90 minutter, og det var en meget interessant og vidende ældre herre der viste os rundt. Derudover har vi brugt tid på at få et visa til Nepal, når nu vi var i en hovedstad; så er det ihvertfald på plads (Cambodia og Kina mangler stadig). Og - så gælder det om at tælle sit undertøj grundigt, så man ikke løber tør .. igen! så man skal ud at købe, inden man får vasket. Vi kørte også en aftentur, i et område hvor der var nationalpark, og minsandten om ikke der lige pludselig stod en flok kænguruer og kiggede skeptisk på os. Helt fantastisk, vi har rejst rundt og kigget efter kænguruer i tre uger, og kun set ganske få, og nu var de lige foran os.



Vi havde egentligt besluttet os for at overnatte den sidste nat i Australien, i Wollongong, en lille kystby cirka 50 kilometer fra Sydney, men vi havde ikke bestilt værelse på forhånd, og det vi kunne få, var lidt for dyrt til vores budget. Så vi besluttede at køre lidt op langs kysten, og se om vi ikke kunne finde et lille listigt sted. I højsæsonen.... ved kysten.... Ikke nogen klog disposition!! Så tilsidst måtte vi køre ind i landet, og endte på et skummelt motel, i en meget lille by (Appin); værelset lugtede af støv og "Old Spice", men det kostede kun 65 AUD,- så det var dagens bedste bud. Og vi sov ganske udmærket.

Vi kom vel afsted fra Sydney næste morgen, og landede 8. december om eftermiddagen i Auckland, New Zealand.

Velankommet til lufthavnen hentede vi nøglerne til vores lejebil, som allerede var booket. Men - intet automatgear ! En ting er at køre i venstre side, men at skifte omvendt gear med venstre hånd - nej tak. Nu havde vi både checket vores bestilling på nettet OG ringet til biludlejningsfirmaet først, for lige at sikre os at bilen ville være med automatgear, men det hjalp åbenbart ikke. Og da vi så ringede op til firmaet, kunne de ikke rigtigt hjælpe os (klokken var jo over 17.00), så de smækkede røret på. 10 minutter senere havde vi booket et andet firma med hjælp fra lufthavnsinformationen (1 dollar dyrere om dagen, men en større bil), så vi kunne få afbooket den eksisterende bestilling og komme afsted. Efter lidt aftensmad på vejen, og lidt udfordring med at komme på den anden side af Auckland, ankom vi til vores Bed & Breakfast i Leigh, hvor vi havde 3 overnatninger. Et meget venligt værtspar i midt-50'erne som boede alene i et stort hus (ungerne var vist fløjet hjemmefra); vi delte en flaske vin med dem og trillede i seng. Det viste sig iøvrigt at de var professionelle fotografer, og faktisk havde taget billeder til den udgave af Lonely Planet vi slæbte rundtt på.

De 3 dage i Leigh / Goat Island Marine reserve er primært gået med, at Henrik har skulle være på dykkerskole det meste af dagen. Og - fordi han ikke kunne nå den første ud af de fire kursusdage (der fløj vi), har der været en del ekstra arbejde, bl.a. i form af at skulle læse en hel teoribog til dagen efter; informationen om at man skulle købe og læse bogen INDEN kurset var ikke lige nået frem. Den første dag gik med at lære forskellige færdigheder i en swimmingpool (med fuld udrustning), mens de to sidste dage er foregået ude i havet. Man skal LIGE vænne sig til øvelsen med at tage sin maske af på 16 meters vand, undgå at trække vejret gennem næsen, masken på igen, tømme den ved at blæse ud gennem næsen, og derefter give OK signal til instruktøren. Når man så også har kontaktlinser på og skal gøre det med øjnene lukket - ja, det er lige vel grænseoverskridende. Nå - alt er gået ganske godt, og selvom der er slugt lige vel rigeligt med havvand, blev kurset overstået i fin stil og med et certifikat som "Open Water Diver" - laveste grad, men nu med mulighed for at dykke uden instruktør til 18 meter (det er rigeligt for nu !).



Mette har brugt tiden på at udforske området i bil, læse ved stranden, en tur på hesteryg (også langs stranden) og ellers ikke lave det helt store. Så nu er det vist tid til lidt fælles aktiviteter den kommende uge. Efter at have afsluttet dykkerkurset trillede vi søndag eftermiddag imod Rotorua (sydøst for Auckland), hvor vi kunne checke ind på det næst-mindste værelse til dato (rekorden haves af vores værelse i Castro i Chile). Kontrasten føles nok lidt større, når nu vi har boet 3 dage i et KÆMPE værelse i Leigh med egen indgang, og hele pivtøjet.

Uge 23 - Nytår i Sydney og Blue Mountains

29. december ankom vi til Sydney - sammen med en MASSE andre turister, og checkede ind på vores hotel .. hvor vi hurtigt blev "jaget" ud igen for at finde noget billigere internet adgang. 12$ for EN times internet. Hold da ferie ! Alle andre steder var det 1,5 - 3$. Man kan mærke man er kommet til storbyen. Men OK - indrømmet, det var lidt skønt at være på et hotel, hvor ens seng bliver redt hver morgen og man kan få friske håndklæder ...

Dagen efter blev brugt på bl.a. en rundtur i Sydney Operahouse, og hele historien omkring byggeriet, Jørn Utzon (som jo døde lige inden jul), osv. Ganske imponerende byggeri, selvom 140 kroner pr person for 1 times rundtur er ekstremt pebret ! Og så er det et byggeri, de er ganske stolte af. Bagefter blev det til tur henad og op i pylonen på Sydney Harbour Bridge. Derudover blev der brugt lidt tid til at spejde efter nogle potentielle nytårsaftens-restauranter. Vi endte nu kun med at finde en enkelt, mens vi pløjede os gennem Sydney downtown, så det tegnede ikke så godt. Aftenens menu blev lidt indkøbt pålæg, ost og grønt som blev skyllet ned med en flaske vin på hotelværelset - næsten som at spise picnic!



Dagen for Nytårsaften oprandt, og vi brugte formiddagen på at besøge Sydney akvarium - som nok er sjovere når man er 6-12 år, eller medlem af en børnefamilie, men vi fik da noget ud af det alligevel. Nu har vi jo både snorklet på Great Barrier Reef og været til ReefTeach, så en del fakta begynder at hænge fast. Og så er det lidt sjovere, når det er "real life". Vi fik dog også set en masse hajer, og det var jo rart de var i tanke! Akvarierne var bygget, så man kunne gå under fiskene, og det var en sælsom oplevelse at blive svømmet over af en kæmperokke.

Nå - klokken nærmede sig 15 stykker, og vi vendte tilbage til hotellet til et bad og noget nyt tøj, og så gik jagten ind på et sted hvorfra vi kunne se nytårsfyrværkeriet. Mette havde researchet på internettet, og man skulle tilsyneladende være ret tidligt ude, for de mest populære udsigtspunkter blev lukket for adgang, når man vurderede, at de var fyldt op. Vi tog toget til havnen .. og efter 15 minutter var vi sammen med 6-10.000 mennesker lukket ind på operahus området. Hva' søren ! - det kunne ikke blive meget bedre, det gik jo meget nemt. Men efter 1/2 times tid (og klokken var nu ca. 16.30), begyndte vi at spejde efter de madboder der skulle være. Hmm .. Man kunne købe hotdogs ! nytårsaften !? efter at have stået i kø i 1/2 time for at få et glas vin, opgav vi vores "prime location", og listede ud igen. Der skulle noget ordentligt mad til, så godt kan fyværkeri vel heller ikke være!! Så - vi traskede ned til byområdet "The Rocks", gik hen til den ene restaurant vi havde spottet dagen før - og jo, de havde da et bord til os. Super. Rigtigt godt vin-sted, hvor maden også var god. Henrik fik en "tastingmenu", med 3 små hovedretter og 3 forskellige glas rødvin; Mette fik en god bøf og god hvidvin. Til desserten tog Mette revanche og fik her 3 små desserter med 3 forskellige dessertvine, mens Henrik forelskede sig i deres portvin. Der skulle lige et ekstra glas til. Efter lidt kaffe og en samlet regning på lige over 500 kroner (billigt !) var vi nytårsklare.

Vi travede ned til vandet, mens vi hele tiden frygtede at møde en afspærring, men der var masser af plads. Vi fandt en god plads på "bagsiden" of Harbour bridge, hvor vi kunne sidde ned også, ... men ingen øl (!). De er lidt strikse med "druk på offentlig vej" i Australien. Vi skulle dog vente små 4 timer på fyrværkeriet, men tiden gik nogenlunde. Klokken 21 var der et "lille" fyrværkeri, for børnenes skyld, og derefter var der opvisning i selve havnen, med skibe, pyntet med lyskæder, der sejlede forbi. Og vi havde rigtigt godt udsyn til fyrværkeriet klokken 24, som var ganske imponerende. Meget stort, flot og larmende. Og det var så det ! Så travede de fleste hjemad (lod det til). Vi indtog en enkelt øl på en pub og traskede så ca. 45 minutter hjemad til vores hotel. Sov lææææænge dagen efter, selvom det ikke var nødvendigt og fik henad 14.30 spist en blanding mellem morgenmad og frokost, og brugte noget tid på Museum of Sydney. Et lidt underligt bymuseum, med en særudstilling om kæledyr(!)



Fredag 2. januar havde vi så bestilt bil hos Hertz .. klokken 10.00 .. sammen med 500 andre. Der var helt vildt laaaaang kø, og vi fik først vores bil kl. 13.00. Afsted mod Blue Mountains hvor den første time gik med at prøve at holde bilen i den rigtige side af vejen - igen sammen med de andre turister. Det meste i bilen er spejlvendt, så vi havde meget morskab ud af at aktivere vinduesviskerne, hvergang vi skulle bruge blinklyset. Nu havde vi hørt en del om Blue Mountains fortræffeligheder, så vi stoppede ved nogle af de første udsigtspunkter, hvor vi kunne se - et industrikvarter ! Temmeligt skuffende. Vi fandt vores Fawlty-Towers lignende indkvartering i Katoomba og spiste denne aften på en restaurant, hvor vi kunne slæbe vores egen vin med (for 15 kroner i "proppenge" til restauranten).

De par dage vi har haft i Blue Mountains, er blevet brugt til naturoplevelser. Vi har været en tur til Wentworth Falls, hvor vi var klædt på til den helt store tur : National Pass. Den burde tage 4-5 timer, ifølge vores brochurer, og oveni det havde vi så lagt en lille time til at komme retur til parkeringspladsen; købt frokost, müesli bars, masser af vand - og så afsted. Da vi 2 1/2 time senere var nået rundt OG havde spist frokost var vi lidt skuffede. Ikke længere ? Men - turen var nu god nok; vi kørte også forbi Echo Point og "3 sisters", et udsigtspunkt, hvor man kan se 3 klipper, der ifølge legenden er tre unge piger, forvandlet til sten af en ond troldmand. Klipperne var såmænd nydelige nok, men der var tonsvis af turister. Buslæsfulde, de havde simpelthen bygget udsigtsplatformen sammen med vejen, så man max. skulle gå 15 meter. Godt for kørestole, men det fjerner noget af charmen ved den "uberørte" natur. Istedet kørte vi til Megalong Valley, hvor vi fandt et udsigtspunkt, der var mere isoleret, og vi kunne se solen gå ned over dalen, i stilhed, bortset fra kakaduerne! Derudover har vi brugt en dag på Jenolan Caves, et meget stort hule-system, der bl.a. har en vej igennem en af hulerne, meget imponerende, men igen meget turistet. Der var dog en rigtig god guide på vores rundvisning, som skal have 23 point for stor tålmodighed (ja, nogle børn kan godt skrige 60 minutter i træk). Sidste overnatning for denne omgang blev i Bathurst, på den lokale pub - billigt og så var der ikke så langt fra aftensmaden til sengen ..




Imorgen kører vi mod Canberra hvor vi har et par dage, inden vi rejser fra Australien.