Uge 17 - Punta Arenas og Tierra del Fuego

Efter et cirka 3 timers bustur fra Puerto Natales, ankom vi tirsdag til Punta Arenas, der er den sydligste chilenske by på det sydamerikanske kontinent. Der findes nogle byer lidt sydligere, men de ligger på Tierra Del Fuego (som er en ø). Første prioritet var at finde et sted at bo, så vi sprang på et tilbud ved busstationen, hvor vi kunne bo i "Elys House" til små 160 kroner i døgnet. Det gav os både en dobbeltseng og eget toilet/bad - meeeeeen, det var så heller ikke det bedst byggede "udhus" vi blev indkvarteret i. Det bar rimeligt meget præg af, at der er bygget på, og på, og på - i flere omgange, efterhånden som der lige skulle et værelse eller to mere på. Det var dog rimeligt rent, og for et par nætter er det fint nok.

Næste prioritet var at finde et erstatningskamera, så vi brugte en halv dags tid i det nærliggende "told-fri-zone-område", og fik genanskaffet samme type kamera til ca. 4.300 kroner (uden den ekstra linse); lidt bittert når nu man ved det går for under 3.000 kroner på nettet i USA, men sådan må det være. En ekstra linse er indtil videre udskudt, til vi når Australien eller Hong Kong. Vi prøvede vi at skille den våde linse lidt ad for at se om den kan repareres, men nej - den blev istedet smidt i den nærmeste skraldespand.

Der har dog også været tid til lidt fornøjelser; vi tog dagen efter en tur til Seno Otway, som er en pingvinkoloni, der ligger en times kørsel fra Punta Arenas. Her kunne man komme rimeligt tæt på pingvinerne, som dog ikke er den "store" slags man kender fra f.eks. Antarktis, men den mindre Magellan-pingvin. Lidt fjollede væsener, der ser meget ugraciøse ud, når de bevæger sig på land; i vandet går det noget bedre. Køreturen frem og tilbage var også lidt af en "oplevelse", da bilen ikke var heeeelt tæt, og vejen var meget støvet. Så der blev stoppet hvert 10 minut for at lukke støv ud af kabinen. HOST, HOST !



Torsdag stod vi på bussen til Ushuaia (som ligger Argentina), og mødte iøvrigt en del af de samme rejsende, som vi har set de seneste 10 dage. Køreturen var små 10 timer, og den sidste (!) lange tur vi har. Bussen gjorde frokosthold på et sted hvor "JP Explorer" var forbi for 10 år siden, så stedet havde en hel avisside hængende på dansk, som beskrev stedets fortræffeligheder. Det var gået lidt ned af bakke for stedet i de forløbne år. Gryderetterne var blevet afløst af dårlige sandwich!! På færgen over Magellanstrædet nåede vi lige at skimte et par delfiner, men ellers var det en køretur som de fleste andre, og hvor vi ankom ca. 19.00 om aftenen. I Ushuaia havde vi booket 6 overnatninger på et B&B over nettet, men - det viste sig så at vores sted ikke havde eget toilet; så efter at have været der 2 nætter, skiftede vi til et andet sted - lidt mere centralt, og kun en smule dyrere, hvor vi har de sidste 4 overnatninger.

Og så er der vores destination : Ushuaia. Verdens ende. Den sydligste by i verden. Altså - ifølge indbyggerne, for der er jo lige Puerto Williams, der ligger lidt sydligere, men som ifølge beboerne i Ushuaia "jo ikke er en rigtig by" (?!) Hmmm. Så kald det dog Argentina's sydligste by, som det retmæssigt er. Ushuaia er ikke så synderligt spændende. Den ligger ganske pænt ned til vandet, og med bjerge rundt om - men der har været lidt for mange turister og krydstogsskibe igennem byen, som gør at man lige så vel kunne befinde sig i en by i Spanien .. eller Danmark. Der er ihvertfald langt imellem de lokale - og de lokale tilbud, og det hele er pakket pænt ind til turisterne.
Nåh ! - bøfferne er stadig store, og til at betale - så vi har været både på en spis-alt-det-kød-du-kan restaurant, og en temmelig dyr fiske/kød restaurant, hvor Henrik fik prøvet kongekrabbe. Heldigvis tog de kreditkort, for vi havde kun 500 kroner med i kontanter. Vi har også været mindre heldige på "El Turco", som serverede pizza og lasagne i en udgave, som ville udløse en dødsdom fra den italienske mafia. Indtil videre har vi aftalt at vi ikke rører pizza/pasta, før vi kommer til et land, hvor de kan finde ud af at lave det,(så det bliver heller ikke i Chile !). Det er et underligt paradoks, at de fleste restauranter har en eller anden pastaret på menuen, men de laver den i en lokal variant, som de fleste europæere har svært ved at genkende!! Selv i Buenos Aires.

Tiden er gået med lidt forskellige aktiviteter; vi har været en tur på det lokale fængselsmuseum, som også indeholder en del andre udstillinger. Vi var lige ved at gå igen på grund af den høje pris på indgangen, men gik alligevel ind - og endte med at bruge mere end 4 timer derinde. Så det var pengene værd. Derudover har vi været på en 4 timers sejltur rundt omkring Ushuaia, hvor vi også trekkede en times tid på H-øen. Ekstremt kold og blæsende, hvor 4 lag tøj ikke rigtigt var nok - men vi fik da set søløver igen, samt en del forskellige fugle. Derudover har vi været ud og se på bjergene og naturen; dels ved at tage en hel dag til Tierra Del Fuego nationalparken og vandre, og dels ved at tage en halvdagstur optil El Martial gletcheren (den skuffede lidt, efter at have set Perito Moreno gletcheren sidste uge). Der skulle egentligt have været bævere i nationalparken, men bortset fra deres dæmninger, så vi ikke det store til dem.



Ellers er der gået lidt tid med at være forkølet (Henrik), lede efter nogle billige spisesteder (de findes vist ikke her), checke forskellige ting ud på nettet, og så blive blæst godt igennem af kulden hernede. Derudover har vi haft fornøjelsen af, at strømmen flere gange er gået - i hele byen. Godt nok er den vendt tilbage efter et par timer, men alligevel ..

Imorgen onsdag, slutter vores tur gennem Argentina, hvorefter vi flyver "opad" til Puerto Montt i Chile - hvor vi har små 20 dage, inden vi forlader Sydamerika. Totalt set er det blevet til ca. 6.400 km busrejse fra Sao Paolo til Ushuaia - eller vistnok hvad der svarer til København - Paris. Retur. 2 gange.

Uge 16 - Sydlige Patagonien

Vi starten denne uges beretning med et lille quiz spørgsmål : Hvor mange grader bør man maskinvaske et digitalt spejlreflekskamera ved ? Svaret følger længere nede ..

Efter at være taget afsted fra Puerto Madryn mandag eftermiddag, ankom vi til El Calafate tirsdag aften - med et skift af bus i Rio Gallegos, og 4 timers venten på næste bus. Det blev til en tur på ialt 27 timer, før vi kunne checke ind på MarcoPolo Inn, og få et velfortjent bad. 4 overnatninger har vi dette sted, og det har vist sig at være ganske godt. Hver aften serveres der hjemmelavet mad og en tilhørende øl/glas vin for 20 pesos (ca. 38 kroner) - og så kan man trille lige i seng bagefter eller tage et slag billard. Så det har vi udnyttet nogle gange, og det har været helt rart ikke at skulle søge efter endnu en restaurant eller spisested hver dag. At det også er et rimeligt nyt hostel - med badekar (!), varme i gulvet og en god udsigt - skader jo heller ikke. Lidt dyrere end nogle af de forrige steder, men også meget bedre.

Det meste af onsdagen fik vi hurtigt brugt på at købe "gear" og udstyr til at trekke i - og til at kunne holde varmen i. Nu hvor vi har bevæget os ca. 1.000 kilometer yderligere sydpå, er det blevet lidt køligere og det har primært været de lange bukser og trøjer der har været brug for.

Torsdagen blev brugt på en tur, arrangeret af vores hostel, til Roca Lake, som er et smukt område, der ligger mellem El Calafate og nationalparken, og som mest besøges af de lokale. Så her havde vi lidt tid til at trave rundt og vi fik også spottet et par rovfugle undervejs (måske endda en kondor ?). Derefter kørte vi over til Perito Moreno gletcher, som er den primære årsag til at El Calafate er overrendt af turister. Det er en relativ stor gletcher der ender i vand, og som "kælver" isstykker fra ca. 50 meter over vandoverfladen; den flytter sig ca. 2 meter dagligt, så det er en del is der skal "afleveres". Når man stod i nærheden af den, kunne man høre den sprække og "vride" sig konstant. Ganske spektakulært, omend vi ikke så de helt store stykker vælte ud i vandet.



Fredag var afsat til den helt store (og dyre !) aktivitet : at trekke rundt på gletcheren. Det startede med afhentning kl. 07.00 om morgenen, en tur ud og se på gletcheren (igen), og derefter en kort sejltur over til den første base. Her fik vi udleveret udstyr, og gik derefter 1 times tid, før det var tid til at komme ud og gå på gletcheren. Til formålet fik vi spændt is-sko udover vores sko, så vi kunne trave rundt uden at falde og vi fik påmonteret sikkerhedssele(!) så vi kunne blive reddet, hvis vi skulle falde i en spalte. Det var en temmelig speciel oplevelse at være på gletcheren; den har nogle meget stejle og dybe sprækker rundt omkring, som fremstår i klare blå farver - og som man så går på tværs af, når de er smalle nok. Og så løber der vand i "isfloder" rundt om en, selvom hele gletcheren ikke er ved at smelte. Isen er også ekstrem "solid" og hård, så man kan stå helt ude på kanten og kigge. Virkelig en oplevelse. Efter at have indtaget frokosten ved en sø (på gletcheren), og gået i lidt over 3 timer, nåede vi tilbage til "fastlandet". Det hele blev sluttet af med et glas whiskey - tilsat Perito Moreno is - med gletcheren som baggrund.


Dagen efter stod vi tidligt op og sluttede vores ophold i El Calafate; vi tog en "kort" bustur til Puerto Natales på 6 timer, som tog os over grænsen til Chile. Denne mindre by er typisk udgangspunktet for ture til den nærliggende nationalpark Torres Del Paine, så den er også rimelig præget af turisme. Ved ankomst til byen var det ved at være tid til at få vasket tøj igen, så vi gik direkte til nærmeste vaskeri og afleverede vasketøjssækken. Da vi senere på aftenen afhentede vasketøjet, fik vi også lige udleveret vores kamerataske med ordet "Mojado !". Det fangede vi ikke lige til at starte med, men nu vil vi altid huske, at det betyder "våd" på spansk - og indeni fandt vi vores dyre kamera/linse, som ikke lige havde overlevet en kilovask på 60 grader. Det tog os lige et par timer at komme os over den oplevelse, specielt når man reflekterede lidt over hvad man kunne få for ca. 6.000 kroner. Og - nu var vi så kun udstyret med et lille, almindeligt kamera; ikke helt det bedste når nu Torres Del Paine, med sin fantastiske natur, var næste sted vi skulle hen. Nå - trods alt er det kun penge og døde ting, men dog stadigt superærgeligt. Beskyt aldrig dine elektronik dimser ved at pakke dem ind i vasketøjet !

Søndag/Mandag brugte vi på en tur til Torres Del Paine. Den er berømt og berygtet blandt trekkere, og de lidt mere rutinerede tager en 4-5 dages tur ind i parken, hvor man kan trekke "W-ruten", som tager en til de primære højdepunkter og steder rundt omkring i parken. Man kan så enten vælge at campere eller at sove indendørs på 8-12 mandsstuer. Vi var lidt mere beskedne, så vi tog først en 10 kilometers tur til et udsigtspunkt hvor frokosten blev indtaget. Derefter tog vi tilbage til start-punktet på W-ruten, og gik de ca. 15 kilometer, som tog os til El Chileno refugiet, hvor vi fik aftensmad og en seng at sove i. Ikke så ferie-agtigt at sove i 3-lags køjesenge og fælles bad, men vi faldt dog hurtigt i søvn, efter en lang dags vandring. Set i bakspejlet var 24-25 kilometer nok liiige i overkanten for et par utrænede hikere som os - også selvom vi kun har en lettere oppakning med.

Næste morgen stod vi op kl. 05.00, fik lidt morgenmad og gik derefter afsted igen med vores små rygsække. Efter 2 timers vandring, nåede vi op til toppen af Mirador Del Torres - som er et fabelagtigt syn; og som nok er højdepunktet for mange trekkere i parken. De sidste 300 meter er mere en klatretur end en hikingtur og man klatre over klippestykker, temmeligt stejlt, men man belønnes med synet af "Las Torres", som spejler sig i en smeltevandssø, når man når op på toppen. Kl. 14.30 var vi tilbage hvor vi startede, trillede tilbage til Puerto Natales - lidt trætte - og kunne checke ind på vores hostel igen, og få et velfortjent bad - samt en god seng at sove i.



Så en uge med masser af store naturoplevelser - og lidt mere erfaring om at vaske. Næste stop er Punta Arenas (Chile) og Ushuaia (Argentina).

Uge 15 - Buenos Aires og Puerto Madryn

Vi var ganske veludhvilede da vi ankom til Buenos Aires lørdag, så efter at have afleveret vores bagage på vores hostel, drog vi afsted mod byens kirkegård. Den er berømt for sine marmormausolæer(staveplade!) og det er også her at Argentinas berømte Evita, Eva Peron, er begravet. Et noget specielt sted,i forhold til en almindelig dansk kirkegård. Der var ikke rigtigt noget med "De Ukendtes Grav" - man er mindre beskeden i Buenos Aires (ihvertfald denne kirkegård). Der var mindesten i flere etager, med mandshøje engle og små private kapeller man kunne gå ind i. Kirkegården var endda så stor, at der var gadenavne, for at man kunne finde rundt.



Generelt har vi brugt dagene i Buenos Aires på afslappet sight-seeing. Nationalhistorisk museum var desværre lukket pga renovation, men til gengæld var møntmuseet åbent!! Noget nørdet sted, men de havde eksempler på pengesedler fra de perioder hvor Argentinas inflationen løb løbsk (1.000.000 Pesos sedler), og der var gratis adgang... Et par af de andre steder vi ville se var også lukket, så det har mest af alt været et par traveture rundt i byen, der har fristet os.

Vi overværede også et tangoshow, mens vi var der, med både dans og sang - bestemt bedre og mere underholdende end forventet. Vi så katedralen, hvor landets berømte befrier, José de San Martin, er stedt til hvile samt trillede en tur med metroen, som stadig havde de oprindelige vogne! Det blev også til et besøg på en fregat i havnen, et flydende museum for Argentinas første flådeskoleskib. La Boca var vi også lige forbi, et underligt område, som angiveligt var noget at det mest oprindelige Buenos Aires, men den store turistmølle havde været og slettet det meste af det ægte og fordoblet priserne i forhold til resten af byen. Så efter 30 minutter var vi retur igen.

Menuen har stået på voldsomt meget kød!! Generelt er mængden af kød større end man er vant til og der er ikke så meget tilbehør. Vi besøgte en restaurant med fri buffet, fri salatbar, fri vin og dessert til DKK 100,- Så tænker man Jensens bøfhus, men kvaliteten på både kødet og vinen var lysår fra Jensens. Det var virkeligt godt; der stod 6-8 mand konstant og passede grillen, og så var det bare at fylde tallerkenen igen.... Vi spiste alt, alt, alt for meget og brugte dagen efter på at fordøje det (og pleje lidt milde tømmermænd)

Efter fire dage i Buenos Aires drog vi videre mod Puerto Madryn, endnu en laaang køretur, 18 timer, med natbus. Byen er udgangspunkt for besøg i Peninsula Valdez Nationalpark, hvor man kan se hvaler, pingviner og søløver. Stedet er berømt, fordi blandt andet den Sydlige Rethval, en bardehval, bruger bugten til at yngle i. Store flokke af hvaler kommer hvert år, for at føde unger, inden de drager videre mod Antarktis. Vi er her i slutningen af den sæson, men der er stadig hvaler - man skal bare ud i båd for at se dem; ihvertfald tæt på, for til tider kunne vi se dem fra land selvom de var lidt langt væk. Vi har været på to ture. På første tur så vi to hvaler, en moder med unge, som lå og legede i vandet; det var ganske fantastisk, og vi syntes det var en stor oplevelse. Et par dage efter blev vi enige om at vi vist ikke havde set os helt færdige på de der hvaler, så vi tog afsted igen. Og anden gang var vi så heldige at hvalerne svømmede helt tæt på båden, og nærmest ind under den. Vi stod i stævnen af båden, og kunne se dem ganske tydeligt. Meget store hvaler, meget stor oplevelse - faktisk så stor at Mette glemte at trykke på kameraet, så vi måtte købe en DVD med filmoptagelserne!



Derudover besøgte vi Trelew, som har Dinosaurusmuseum. Meget spændende, meget store skeletter, de fleste fundet i den provins (Chubut) vi er i. Samme dag tog vi til Gaiman. Vi havde læst i Lonely Planet, vores lille bibel, at det skulle være en lille, spændende by, oprindeligt grundlagt af walesiske immigranter, og der skulle stadig være spor af disse i sprog og bygningsstil. Vi forestillede os noget "Solvang i Argentina" men det var det langt fra. Der var ikke meget gang i den by. Der var dog et te-hus, som serverede eftermiddagste på den walesiske måde, med 10 forskellige slags kage og brød (sikkert lidt i stil med sønderjysk kaffebord). Vi spiste næsten op ! Vi nåede lige at runde en "junk-park" med mærkelige figurer lavet af genbrugsmaterialer inden vi fik slæbt os tilbage til Puerto Madryn, og kunne tømme hovedet for alt den sand, der havde hvirvlet rundt i Gaiman hele dagen.

Mandag d. 10 November stiger vi på bussen igen - og næste stop er El Calafate i det sydlige Patagonien. Endnu en laaang køretur på over tyve timer.

Uge 14 - Tilbage i Sydamerika og vand i lange baner

Efter at have brugt uge 13 i Danmark, var det tid til at komme tilbage til Brasilien, og genoptage vores tur.

Vi stod op søndag morgen 2.45 (!) for at hente Torben kl. 04.00, så vi kunne være i lufthavnen inden 04.30; fløj fra København til Amsterdam 06.00, skiftede fly imod Sao Paolo kl. 10.00 hvor vi så landede ca 18.30 lokal tid. Delte en taxi med nogle brasilianere ind til Barra Funda busstationen, hvor vi fik købt billetter til Foz de Iguazu. Her stod vi så på 20.15, og ankom meeeeeeeeeget trætte mandag kl. 11.30, efter at have været på farten i små 36 timer.
Vi fik fundet vores hostel efter en lille gå tur - nogle OK værelser selvom der er lidt larm pga. ombygning. Men til 150 kroner er det fint. Vi fik lige et par timer på øjet, før vi tog en tur rundt i byen og fik lidt at spise. Vi endte på et meget lokalt sted hvor vi for 50 kroner (!) fik en ret hver og noget at drikke. Vi sov RIGTIGT godt til dagen efter.

De næste par dage stod i vandfaldets tegn. Vi har besøgt Iguazu vandfaldene, og set dem fra både Brasilien og Argentina. Det er helt fantastisk, meget store vandfald med masser af vand i (timingen har været helt rigtig i forhold til regntiden). På Brasilien-siden har de bygget en platform ud i vandet, så man står nærmest på kanten af et fald og kigger ned. I Argentina har de Djævelens Svælg, hvor vandet falder ned i en kæmpeslugt. Vi har taget en million billeder, men det er svært at gengive hvor fantastisk stort, imponerende og larmende det er.



Udover selve vandfaldene besøgte vi også en dæmning, Itiapu Dam, som p.t. er verdens største hydro-dam - betydeligt større end f.eks. Hoover Dam i USA, men også meget nyere. Vi tog den lange 2 1/2 times tur, hvor vi bl.a. kom helt ned og så en af turbinerne, samt den næsten 1 kilometer lange turbine hal. Vældig imponerende. 50/50 ejet af Brasilien og Paraguay, men sidstnævnte bruger kun 8-9% af strømmen til at dække 90 % af deres forbrug; resten sælges tilbage til Brasilien.



Det er et meget frodigt område vi er i. Alting er meget grønt, og det regner hver eftermiddag, styrtregn, men vi har været heldige, at det har holdt tørvejr, mens vi kiggede på vandfald. Vi har set helt utroligt mange sommerfugle, men de er lidt svære at fotografere! Vi har ikke set så meget andet dyreliv, der er for mange mennesker ved vandfaldene formentligt, så vi valgte at besøge et Wildlife Rescue Center, som tager skadede, nødlidte dyr ind, og evt. genudsætter dem, hvis de kan overleve. De havde en del fugle, også rovfugle, som de opdrættede, hvilket er lidt af en præstation, da de er svære at få til at yngle i fangenskab. Vores guide talte engelsk med så tyk accent at vi forstod ca. 30% af hvad han sagde, men det var okay interessant alligevel !

Sidst på eftermiddagen fredag afrejste vi mod Buenos Aires, en lille bustur på cirka 17 timer. Vi havde valgt luksus businessclass bus, fordi prisforskellen var så lav på de forskellige klasser og vores første bustur fra Sao Paolo havde ikke ligefrem været behagelig. Og luksus var det, vi fik serveret mad og vin og det var helt vilde sæder, de kunne lægges helt ned, og fodstøtten kunne hæves så man lå helt udstrakt. Man fik udleveret et lille tæppe og pude, og så var det ellers afsted til drømmeland.