tirsdag, marts 24, 2009

Uge 34 - Laos og Nord Vietnam

Efter at have indledt ugen med en halv dags kørsel i bus, ankom vi til Vang Vieng. I følge vores tur-beskrivelse fra GAP skulle det være en pittoresk lille by, med charme og lækker flod. Det viste sig at være et meget turistet party sted, hvor de lokale rent faktisk er fraflyttet, så "byen" består af lige dele restauranter og barer. Restauranterne viser amerikanske film og komedieserier hele dagen, og barerne har hash på menukortet. Det er muligvis yngre rygsækrejsendes yndlingssted, men der er ikke meget Laos lokalkolorit tilbage. Det blev ikke bedre af, at vi ankom på Skt. Patricks day, så folk drak sig helt i hegnet, og løb bikiniklædte rundt i gaderne. Pludselig føler man sig meget gammel! Grunden til overhovedet at besøge dette sted, er de nærliggende limstensklipper og floden. Man kan vælge at glide ned ad floden i en oppustet gummiring, stoppe undervejs på de strategisk placerede barer, alle udstyret med fantasifulde gynger, så man kan svinge sig ud i vandet, efter at have indtaget rå mængder alkohol. Der havde været flere dødsfald på den konto i denne sæson, og vi var ikke helt vilde med ideen med at blande sprut og vand på den måde, så vi valgte at melde os til klatring istedet. Man kunne købe en hel dags begynderklatring for bare USD 17, inklusiv frokost! Det viste sig dog at Henriks fødder simpelthen var for store; de havde ikke klatresko i hans størrelse. Så han måtte blive i byen, mens Mette drog afsted med vores guide Tricia, som også klatrede for første gang, og vores cypriotiske rejsefælle, som var erfaren klatrer. Det viste sig at være fantastisk sjovt, og udfordrende. Det blev til 6-8 ture op af bjergvæggen, på baner med forskellige sværhedsgrader, mellem 10 og 16 meter over jorden, med kun minimale skrammer(hjelm påbudt) ..

Sidste stop i Laos har været hovedstaden, Vientiane, en by der bærer tydeligt præg af, at den er opbygget af den franske kolonimagt. Her er meget brede alléer, og flotte palæer. Vi besøgte blandt andet Pha That Luang, angiveligt det smukkeste og mest betydende buddhistiske symbol i Laos. Meget imponerende, med meget guld - også selv om man ser det i silende regn. Vi så præsidentpaladset, den lokale Triumfbue (fra 1969), og vi besøgte Nationalmuseet, som var meget gammeldags i sin opbygning. Der er en del kommunistisk censur, og historien bliver fortalt noget ensidigt, blandt andet benyttes udtrykket "The imperial army and its puppet soldiers" om USA. På sin vis meget interessant. I Vientiane gik vi for en gangs skyld på en fransk restaurant. Vi har ellers mest spist laotisk mad, men der kommer et tidspunkt, hvor man meget gerne vil have oksekød. Ihvertfald var Mette lidt træt af vegetarmad, så hun fik en velhængt pebersteak, og Henrik fik and. Ovenikøbet fik vi 3 desserter! Vi bestilte en æblekage, det viste sig at en af vores rejsefæller havde fødselsdag, så det blev fejret med en lagkage med lys, og vores guide havde bestilt chokoladesouffle til alle, fordi det var stedets specialitet, så det syntes hun lige, vi skulle prøve. Så vi kunne trille hjem.




Efter Vientiane er turen gået videre til Hanoi i Vietnam, med fly, og for en gang skyld var flyet forsinket. Vi har ellers 7-9-13 været rimeligt heldige indtil nu, men vi måtte tilbringe et par timer med skakspil og læsning, inden vi endelig kom afsted. Vi ankom meget sent, så aftensmaden blev indtaget på Hanois svar på McDonalds, Noodle 24/7, hvor man kunne få billig nudelsuppe kl. 22.00 om aftenen. Franchise finder man alle steder. I Hanoi har vi haft en enkelt hel dag, som vi bl.a. brugte på at stå et par timer i kø for at se et lig (Tidligere præsident Ho Chi Minh) i 30 sekunder sammen med et par tusinde andre lokale og turister. En lidt speciel oplevelse; de har simpelthen balsameret hans lig, og udstiller det, som om han sover. Mausolæet er lukket hvert år i november, for der er hans lig til renovering, så det kan holde endnu et år. Og det faktisk på trods af hans ønske om at blive kremeret. Køen var 600 meter lang, så det tog ca. halvanden, meget varm, time at nå frem til sarkofagen. Efter den oplevelse myldrede vi til Temple of Litterature, en slags universitet, cirka 1000 år gammelt, hvor der blev undervist og filosoferet blandt konger og mandariner. Vi besøgte også den katolske katedral, og sidst på eftermiddagen var vi til "Vanddukke Show". Meget traditonelt vietnamesisk, opstået i rismarkerne. Dukkeførerne står i vand til livet bag et gardin, og fører dukkerne på lange stave. Historien bliver fortalt via sang, på vietnamesisk. Meget interessant at overvære, det tog cirka en time, hvilket var meget passende.

Samme aften skulle vi holde afskeds/velkomstmiddag, fordi der var et par stykker der forlod turgruppen, og der kom et par nye. Men på vejen til restauranten bankede Mette sit hoved ind i et meget lavthængende vejskilt, og lavede hul i hovedbunden! Det blødte rimeligt meget, så vores guide mente, at det var bedst at tage på skadestuen, som heldigvis lå rimeligt tæt på. Sygeplejersken blev nødt til at barbere noget af håret af, for at vurdere skadens omfang, men det blev dog ikke nødvendigt med sting. Lidt lim og et ret stort stykke plaster blev sat på - hvilket forklarer, hvorfor Mette render rundt med hat eller tørklæde de næste 5 dage - og så tog vi afsted igen, for at mødes med de andre, og få noget sen aftensmad. Vi endte på en karaoke bar, hvor det hurtigt viste sig, at man ikke behøvede at kunne synge for at deltage - men det var rimeligt underholdende. Vi valgte dog at tage hjem omkring midnat for at hvile Mettes forslåede hoved.



De sidste 2 dage i Nord Vietnam brugte vi på at tage til Halong Bay, cirka 3 timers kørsel fra Hanoi,hvor vi skulle på et lille cruise med en junke. Vi havde nok forestillet os noget primitiv indkvartering, lidt værre end Galapagos-båden, men vi blev glædeligt overraskede. Kahytterne var rummelige, med nydeligt bad og toilet, og maden var helt i top. Henrik fik skaldyr og fisk både til frokost og middag; Mette havde meldt sig som vegetar, og det var faktisk også fantastisk mad. Desværre var det noget overskyet og tåget, så man kunne ikke se særligt langt, og kameralinsen blev ved med at dugge til. Den første dag sejlede vi i 4-5 timer, før vi ankrede op for natten. Undervejs besøgte vi en limstensgrotte,som var meget stor, men også meget "slidt". I mange år har de lokale brugt grotten som udflugtsmål, og overnatningssted, så selvom der var sat afspærring op for 10 år siden, var skaden sket. Vi ankrede op ud for en klippe med en tunnel, som vi roede igennem, i en lille bambusflåde, og på den anden side var der en meget smuk lagune. I vores program var der lagt op til at man badede i det "krystalklare" vand, men det er vist nogle år siden, at vandet i indre Halong Bay har været krystalklart! Man fik ikke lyst til at bade overhovedet. Der er mange lokale fiskere, som bor på deres både, med hele familien, og der er ikke spildevandstank på en vietnamesisk bambusbåd, så både køkkenvand og toiletvand ryger udenbords. Næste morgen var det klaret noget op, så man fik bedre indtryk at bugten, og bedre billeder. Vi lagde til ved en af klipperne, og vandrede op til et udsigtspunkt cirka 100 meter oppe, og sejlede derefter tilbage til fastlandet. Efter endnu en overdådig fiskefrokost tog vi tilbage til Hanoi, fik klippet Henrik (smile, pege og satse på de forstår) og gjorde os klar til endnu et nattog sidst på eftermiddagen, denne gang 13 timer sydpå til Hue.

Vietnam og Hanoi har som sådan været en positiv oplevelse, på trods af skrammer i hovedbunden. Hanoi er millionby med en masse motorcykler, masser af indbyggere og noget mere støjende, end byerne vi har besøgt i Laos. Men, den er ganske "civiliseret" og udstyret med gode spisesteder, cafeer og hvad man ellers som turist efterspørger. Når man drejer væk fra hovedgaderne møder man en masse meget lokale fortovsrestauranter/køkkener, vandrende frugtsælgere (med 2 kurve spændt på en løftestang) og muligheden for at få stort set alle varer meget billigt. Der er rigeligt med liv, maden er fortræffelig og indbyggerne virker venlige. Det tegner godt.

Den kommende uge tilbringer vi også i Vietnam.

onsdag, marts 18, 2009

Uge 33 - Thailand og Laos

Denne uge lagde vi ud med (mandag) at møde vores nye turgruppe, som består af 14 personer, inklusiv os selv, samt en kvindelig guide ved navn Trisha. Det er, som næsten altid, lidt af en blanding aldersmæssigt og landemæssigt. Det spænder fra et engelsk ægtepar i midt-60'erne til unge omkring de 20, og vi ligger nogenlunde i midten denne gang. Første aften gik med en introduktionsmiddag på et rimeligt pænt sted (ingen kulturchock på dag 1), og dagen efter blev vi guidet rundt i dele af Bangkok. Først en times sejltur rundt på nogle af de mange kanaler i byen, og derefter besøgte vi Wat Pho, som er det største og ældste tempelområde i Bangkok. Her så vi en masse templer og stupaer, samt den "liggende buddha" som er 46 meter lang - temmelig imponerende. Bagefter tog vi selv videre til Grand Palace i nærheden, som også havde en del arkitektur at byde på. Templerne i Thailand er meget anderledes end i Indien/Nepal, idet de bliver vedligeholdt (og genopbygget) mere intenst og så er stilen også mindre "rå".



Sidst på eftermiddagen gik turen til jernbanestationen, hvorfra vi tog vores 12 timers nattog til Chiang Mai nordpå. Nattoget var pænere, end det vi har prøvet i Indien, og med mulighed for at bestille mad ombord. Men, hvor Henrik fik en god nats søvn denne gang, fik Mette ikke rigtigt sovet, så hun var godt træt da vi ankom til Chiang Mai. Her brugte vi dog en halv dag på at gå rundt og se på flere "Wats", som ligger spredt ud over den gamle bydel - og er en af de primære attraktioner her. Sidst på eftermiddagen tog vi i samlet trop med turgruppen til toppen af et bjerg, hvor der lå endnu en Wat, og hvor vi overværede en slags buddistisk gudtjeneste - eller ihvertfald starten på den, og blev velsignet af en munk. I Chiang Mai var Henrik også på Thai kokkeskole, som startede kl. 09.00 mens Mette sov længe denne morgen. Der var 4 retter der skulle laves, så det blev til rejesuppe, ristet kylling med cashew, rød thai-karry og hjemmelavede forårsruller. Man var godt fyldt op da kurset sluttede kl. 12.30. Så må vi håbe, at det er til at huske, når man kommer hjem igen.

Efter Chiang Mai, gik turen yderligere nordpå, hvor vi efter en enkelt overnatning, krydsede Mekong floden ind i Laos, og gik ombord på en større turbåd. Her har vi brugt 2 dage på at sejle nedad Mekong-floden, med masser af tid til at slappe af og hvor vi undervejs overnatter i Pak Beng. Tiden er gået med at spille kort, en lille skakturnering, dase i liggestolene - og så har vi besøgt et par primitive landsbyer på vejen. Vi har ikke helt fornemmelse for, hvor tit de får besøg af turister, da der er en del både, som vores, der lægger til i ny og næ. Men de var ihvertfald meget nysgerrige og børnene fulgte os, mens der blev taget flittigt med fotos af dem. Vi "donerede" lidt penge til dem, ved at købe noget af deres håndværk - sikkert til voldsom overpris. På den sidste dag på båden nåede vi også forbi nogle buddha-grotter, hvor der godt nok var en masse små buddha statuer, men ikke så meget grotte at det gjorde noget - vi er dog glade for at det blot var et 20 minutters stop på vores rute, fremfor en halvdagstur derud fra Luang Prabang, som vores guidebog anbefaler.

Sidste stop denne uge har været i Luang Prabang, som er en historisk by, hvor de tidligere kongelige i Laos har haft et palads. Her har vi været en tur rundt på Royal Palace, der nu er museum, og hvor det var lidt af en udfordring at få vores guide til at forklare, hvad der lige skete fra 1959, hvor den sidste konge døde, og frem til idag - enten fordi han ikke ville eller ikke kunne. Men det gav da grobund for en del spekulative diskussioner bagefter imellem os andre. Derudover har vi været en tur forbi nogle nærliggende vandfald, hvor køreturen tog en time - i en tuc-tuc. Bestemt ikke behageligt. Vi kravlede op til toppen af faldene, hvor man bliver belønnet med en udsigt ud over ... tåge og røg ! I marts måned, viser det sig, brænder bønderne gamle rismarker og områder af i det meste af Laos, hvilket gør at man konstant er hyllet i lejrbålsrøg, og ikke kan se ret meget længere end 500 meter. Så spørg os ikke om hvordan Laos ser ud; vi har ingen ide. Den ENESTE fordel er, at solen heller ikke kan komme igennem røgen, så temperaturen er noget lavere end forventet. Inden vi smuttede fra vandfaldene, fik Mette sig en MEGET kold dukkert sammen med halvdelen af turgruppen (og fik krampe i et par tæer), mens Henrik holdt sig sikkert på land.




Resten af tiden i Luang Prabang er gået med bl.a. en hjemme-middag hos en Laos familie, hvor vi først blev budt velkommen med små hvide armbånd, og derefter fik en masse forskellige retter; bl.a. tørret søgræs, tørret bøffel, grøn karry, kødboller, friturestegte grøntsager, salat og frugt. Vi har også prøvet en smagsmenu på en restaurant, som gav nogle af de samme retter, samt andre Laos specialiteter. Vi brugte også en halv dag på at leje cykler, og prøve at cykle ud til nogle af de håndværker-landsbyer der skulle ligge omkring Luang Prabang, dog med begrænset succes. Vi fandt frem til en smedelandsby hvor man dog ikke rigtigt kunne se på noget og et udviklingsprojekt for forskellige håndværk, men fik dog en OK tur ud af det alligvel. Istedet har vi kastet vores penge på det lokale marked, der bliver stillet op og pillet ned igen, hver eneste dag mellem 17 og 22. Sidste aften i Luang Prabang gik med en tur i det kongelige teater, hvor vi så en række forskellige danse og ballet, med farverige kostumer og masker; ialt en lille time hvilket var ganske passende.

Vores rejse fra Thailand til Laos viser en rimelig stor forskel på madoplevelsen i de to lande. Maden I Thailand er meget mere krydret og mere velsmagende, hvor den i Laos er OK - men slet ikke på samme niveau. Det minder lidt om Indien/Nepal. Derudover har vi visse steder i Laos skulle vente temmeligt længe på maden, og det er ikke altid, at det helt er det rigtige, man får på sin tallerken. Det skal man lige vænne sig til.

Den kommende uge er vi fortsat i Laos nogle dage, hvorefter vi flyver til Vietnam.

mandag, marts 09, 2009

Uge 32 - Kathmandu og Bangkok

Efter i denne uge at have taget den LANGE tur tilbage til Kathmandu fra Pokhara, var vores plan at bruge det meste af tiden udenfor Kathmandus kaos, og derfor havde vi udset os Bakthapura og Bodnath som to destinationer, hvor vi ville bruge et par dage hvert sted. Det viste sig dog rimeligt hurtigt, at vi havde "overfortolket" vores guidebog. Bakthapura har et par pæne centrale pladser med store templer, som er afspærret for trafik (tak !), men efter at have brugt et par timer på dem og set på butikker, var der ikke umiddelbart det helt store tilbage at bruge tiden på. Det var ikke rigtigt muligt at gå ind i hverken templer eller paladser, og så er vi nok efterhånden lidt "mætte" når det gælder hindu-templer. Derfor blev det kun til en enkelt overnatning, før vi hyrede en taxi til Bodnath. Det havde også lidt at gøre med, at vi ikke kunne få vasket tøj i Bakthapura (det ville tage 2 dage pga. strømmangel).

Bodnath byder primært på tibetansk kultur, og indeholder en kæmpe stupa, samt en række klostre som dog lige var lukket da vi var forbi. Byen viste sig dog at ligge temmeligt tæt på Kathmandu, så den i realiteten er en forstad til byen, hvilket ikke helt fremgik af vores guidebog. Så istedet for at overnatte her, endte vi med at trille tilbage til vores velkendte Hotel Fuji i Kathmandu, og checke ind for de kommende 3 nætter. Så meget for at prøve noget nyt. De sidste 2 dage i Kathmandu gik derfor istedet med at få fulgt op på diverse hængepartier på bloggen og mailen, få bestilt hotel i Bangkok, læst, og iøvrigt slappe lidt af. Den sidste dag blev det dog til stor-shopping af souvenirs, hvor vi næsten løb tør for penge inden vi fik vores sidste middag i byen.



I Kathmandu er alt ved det "gamle" hvilket betyder, at strømmen bliver tændt og slukket af elværket efter en plan, som giver 4 timer med strøm, 8 timer uden, 4 timer med strøm osv. Det gør så, at byen liver op/ned med strømmen, bortset fra alle de butikker / restauranter / hoteller, som har anskaffet deres egen generator, der så står ud på gaden og pulser løs. Og det er en, del skal vi hilse og sige. Så når først strømmen ryger f.eks. kl. 24.00, så vækkes man af hotellets generator, der starter op for at give nødstrøm. Det betyder, at man kan få en enkelt pære tændt i sit værelse, men resten virker ikke. Ret besynderligt og ekstremt irriterende når nu ens computer og kamera er lav på strøm.

6. Marts gik turen videre til Bangkok (i Thailand). Vi havde en rimelig smertefri tur ud af Kathmandu og ind i Bangkok. Efter at været kommet gennem utallige checks af os selv og vores bagage, samt fået talrige stempler på vores billet, ankom vi kl. 13.00 til Bangkok. Her er der virkelig en forskel til Indien og Nepal. Bangkok er ligesom f.eks. Hong Kong en meget mere "velorganiseret" storby, hvor man ikke rigtigt mærker, at man er i en anden verdensdel. Eller rettere : man mærker ihvertfald, at man ikke længere er i Delhi ! De første par nætter har vi booket os ind på et lækkert hotel (50$ pr. nat) i et kæmpeværelse med kingsize seng, overdådig morgenmadsbuffet, gratis, trådløst internet - og så er der STRØM hele tiden.

Vores 3 alene-dage i Bangkok har vi primært brugt på at shoppe. Resten af fredagen gik med at piske imellem 100-vis af kamerabutikker, som alle havde masser af billige Nikon og Canon kameralinser (ja, det emne er oppe igen) - men INGEN havde Sony. Vi blev sendt rundt imellem alle de forskellige butikker, som bestemt mente at oppe/nede på næste etage, da havde de hvad vi ledte efter - for det her med at sige "nej" ligger ikke rigtigt i blodet. ENDELIG lykkedes det at finde en Sony kamera butik, og Henrik fik brugt 3.000 kroner på 2 minutter; men så er vi også udstyret med samme kombination, som da vi rejste hjemmefra for 7 måneder siden. Lørdagen gik med at tage ud til et lokalt marked med - vistnok - 15.000 stande (!). 20 minutter holdt vi til, og så var vi på vej tilbage til et airconditioneret indkøbscenter istedet, hvor det ikke blev til det store indkøb, men vi blev dog kølet ned. Søndagen gik lidt bedre, idet vi brugte en halv dag på at shoppe diverse ting-og-sager i MBK centeret. Henrik fik sit 4. eller 5. par solbriller og Mette fandt en vinke-kat (?!), efter at have talt om en i ugevis.

Maden i Bangkok har været lidt af et skift, og bestemt i den bedre ende, sammenlignet med Nepal. Vi har spist thai-mad alle dage, og det er dejligt at få noget velkrydret mad igen og til fornuftige penge. Vi bliver sikkert træt af grøn karry kylling og stir-fried kylling på et tidspunkt, men lige nu er det ganske lækkert. Og så er øl og frugtdrikke også værd at skrive hjem om.

Mandag skal vi mødes med vores nye turgruppe, som vi har 29 dage sammen med - lidt af en mundfuld. Så vi håber at de er OK at rejse sammen med (eller at de ellers hopper af halvvejs i Hanoi).

onsdag, marts 04, 2009

Top 10 listen - Oceanien

Så er det blevet tid til en ny liste (lettere forsinket) - denne gang dækkende Australien og New Zealand; de to lande minder til en vis grad om hinanden men der er også en række forskelle. Generelt er Australien mere "Amerikansk", hvorimod New Zealand virker mere britisk/skotsk.

1. Hvis man i Australien går ind i en bagerbutik risikerer man kun at finde .. toastbrød ! Mange forskellige varianter, men nogle gange KUN toastbrød. Det virker yderst besynderligt, når man (synes vi) i Danmark vel nærmere bruger toastbrød som en sidste udvej, når alt andet har lukket og noget man henter nede på tanken. Men her kan man finde store brød på hylderne i hele bagerforretningen.

2. Nu vi er i det kulinariske hjørne : BYO alkohol .. eller løst oversat - medbring dit eget alkohol. Masser af restauranter i Australien og New Zealand serverer ikke øl og vin, så istedet medbringer man det man selv vil drikke (til supermarkedspriser), og så betaler man 10-15 kroner i "proppenge". Det findes nogle meget få steder i Danmark, men her er det nærmest mere regelen end undtagelsen. Dejligt koncept, som gør at prisen for en middag for to, med en god flaske vin, ikke bliver ekstremt høj. Generelt er priserne dog på f.eks. øl i Australien betydeligt højere end i Danmark (i niveauet 12-14 kroner pr. flaske)

3. Og så en af de virkeligt positive : Bestilling af en "flat white", vil få tjeneren til at bringe en rigtig god kop kaffe med en smule pisket mælk - og typisk for en rund 10'er. Det var virkelig noget man kunne lære af derhjemme, hvor en kop på en cafe hurtigt er på den anden side af 25 kroner. Man kan endda give et par kroner ekstra og få en hel suppeskål med kaffe. Uhhhhmmmm. Nu skal vi passe på med at udråbe en "kaffe-vinder" før rejsen er slut, men vi tror prisen går til New Zealand (næste bedre end i Italien !). Generelt har priserne i New Zealand, på mad og drikke, været yderst rimelige og man får virkelig god kvalitet for pengene.

4. Fluer ! - for pokker hvor er de bare irriterende. I Australien var vi virkelig plaget af fluer, specielt i Alice Springs området. De nøjes ikke med at kravle rundt på en. Næh - de kravler op i øjnene og i ørerene. Vi smågrinede lidt, af de første par turister vi så, med fluenet på deres hat (!), men efter en halv dag var vi klar til at købe noget lignende. Og så har varmen i Australien heller ikke hjulpet. Puha.

5. En lidt anden plage har været sandfluer i New Zealand, som typisk findes ved vandet; men, modsat danske sandfluer, så finder man dem også andre steder, og så bider/stikker de RIGTIGT meget, man mærker det bare først, når det er for sent. Man kunne nogle gange betragte sine fødder, mens de bare begyndte at bløde pga. stik/bid. De gange vi f.eks. har været ude med kajak, har det været noget af en plage at være i nærheden af vandet, indtil man fik sit dækken på kajakken. Og det har så resulteret i massevis af bid, og meget lidt søvn i en hel del dage, for biddene kradser naturligvis i 3-4 dage (!)

6. Velankommet til engelsktalende lande, så tror man jo, at der ikke er problemer med at forstå indbyggerne. Men jo. Der er en del der taler, som om de har en kartoffel i munden; når man tredie gang må bede om, at de gentager, tror de jo man ikke forstår sproget. Så åben dog munden for pokker ! Måske er det ikke så forskelligt fra Danmark når man tænker over det .. Jysk ?

7. Lige som i England, kører man i Australien og New Zealand i venstre side af vejen. Så - det skal man lige vænne sig til når man triller rundt i sin lejede bil - specielt i rundkørslerne har man en tendens til at glemme det, fordi man bare triller ind. Men - det som lige overrasker er, at man også skal huske at "holde til venstre" når man er fodgænger; man tænker ikke over det derhjemme, men når først man er gået ind i et par stykker, så vænner man sig til det.

8. På New Zealand har de nogle pænt mærkelige stednavne (typisk meget lange), fordi de oprinder fra Maori'erne som kom dertil fra 1200 år og fremad. Det morsomme er dog, at lokalbefolkningen til tider opgiver at udtale dem, fordi det er for svært ! Så omdøb dem dog for pokker ..

9 og 10 : Nej, der er faktisk ikke flere synderlige forskellige at berette om, uden at det bliver meget søgt .. så det er jo faktisk kun en top 8. Ikke så overraskende er der istedet rigtig mange ligheder med lille Danmark og specielt New Zealand, hvilket jo nok skyldes den sene engelske kolonisering og så en rimelig indflydelse fra skandinavien. Man finder sig temmeligt hurtigt "hjemme" på den anden side af jorden - og det kan jo også være ganske rart.

søndag, marts 01, 2009

Uge 31 - Nepal og trekking

Denne uge startede i Kathmandu, hvor vi brugte noget tid på indkøb af bl.a. lidt erstatningstøj for stumper, der ikke længere hænger sammen. Da vi samtidigt har besluttet os for at gennemføre et flerdages trek, er pengene blevet lagt i butikker med (håber vi) rigtigt trekking tøj; resterne donerede vi til en indsamlingskasse for brugt tøj, så det forhåbentligt kommer lokale trængende til gode. Herefter er vi taget tilbage til Pokhara med bus (7 timer for at tilbagelægge 180 kilometer), hvor vi har booket et 5-dages trek, som skal tage os tæt på bjergene. Efter lidt diskussion frem og tilbage blev vi enige om at booke en kombineret guide/porter, som dels tager os turen rundt i området, og dels bærer noget af vores bagage, som dog er holdt på et absolut minimum. RIGTIGE trekkere bærer vel deres egen bagage, men nu er vi jo heller ikke rigtige .. endnu ihvertfald.

Vores trek startede onsdag morgen, hvor vi blev mødt af KB, som havde solgt os turen, og Kaji, som skulle være vores guide de kommende dage. Kaji var en høj, ranglet herre med et stort smil, og han talte rimeligt engelsk. Han kunne også et par tyske fraser, men det var vist mest for underholdningens skyld. Han virkede temmelig glad for at skulle afsted, sikkert også fordi det jo giver smør på brødet; ingen treks - intet smør (eller ris for den sags skyld).

Vores trek startede og stoppede i Naya Pul, som ligger lidt over en times kørsel fra Pokhara - noget længere, hvis man punkterer, som vi gjorde på hjemvejen.. Ruten tog os fra Naya Pul til Tikedungha (4 timer), til Ghoropani (6 timer), til Tadapani (5 timer), til Ghandruk (3 timer), og retur til Naya Pul igen (4 1/2 time), så det var ikke meget lange dage, vi havde, men det var dog nok til, at man blev pænt træt henad 20.00 stykker om aftenen, og sov rimeligt godt natten igennem. Dagene startede med morgenmad, derefter et par timers trek, med te-pause, en frokostpause på omkring en time, og som regel ankom vi til vores overnatningssted omkring klokken 14-15:00. Der lå en hel del små "restauranter" hvor man kunne spise frokost, langs med ruten, ligesom der også var rigeligt med "te-huse" hvor man kunne overnatte. Det var altsammen rørende billigt, men også temmeligt rustikt. Det var fantastisk, at man ikke behøvede at sove i telt, eller at slæbe sin egen mad, så gjorde det ikke så meget at soverummet var uopvarmet, og der var rimfrost på dynen om morgenen. Vores kontaktlinsevæske var så kold om morgenen, at det krævede lidt overvindelse at putte linserne i øjet. Jow, man har kuldefølere i øjnene.... Det var generelt småt med elektriciteten og opvarmningen,de steder vi overnattede. De havde vanddrevne, lokale elektricitetsværker, men de valgte alligevel at slukke om aftenen, så det var lidt af en ekspedition at skulle op og tisse om natten. Og koldt... Det ene sted var spisesalen opvarmet af en stor brændeovn midt i lokalet, det næste sted var den eneste opvarmning et kulbækken under bordet, og det sidste sted vi overnattede var der ingen varmekilde overhovedet, så vi sad og spiste aftensmad med jakke og hue på.
Menuen var kommunalt bestemt, så det var stort set de samme retter alle steder. Henrik spiste Dhal Baat næsten hver aften, en nepalesisk ret, der består af ris, karrygrøntsager, linsesuppe og fladbrød, som skulle være meget ernæringsrigtig, og Mette fik prøvet utallige variationer af stegte ris, med grøntsager. En aften faldt vi for fristelsen og købte "Pringles" chips.... vi tænkte ikke lige på at de var transporteret op på bjerget på ryggen af et mulddyr, så det var halvt rasp og halvt chips. Så kan vi lære det, kan vi.

Mette havde en fordom om, at det ville blive frygteligt anstrengende, at skulle følges så tæt med en fremmed i fem dage, men guiden var meget behageligt selskab, og lærte os et kortspil, som han (høfligt?) tabte de fleste gange, fulgt af kommentaren "I dont like this game !". Vi lærte ham at drikke varm chokolade med rom. Derudover mødte vi også andre trekkere undervejs, så man kunne udveksle vandrehistorier (!) Vi oplevede sågar at spille kort med en af de ansatte, på det ene sted vi overnattede; han var døvstum, så sproget var ikke noget problem, men det var lidt af en udfordring at lære ham reglerne!



Højdepunktet på vores trek var på 3. dagen om morgenen hvor vi fra Ghoropani kravlede op af Poon Hill kl. 05.30 (!!!) om morgenen, til 3200 meters højde, og på tæt hold kunne se solen stå op og belyse Annapurna Range. Det er en bjergkæde, hvor højden på bjergene ligger lige omkring 8000 meter, så det er nogle af de højeste i verden, selvom de ligger ca. 180 km fra Mt. Everest. Her var vi sammen med ca. 35 andre (gale) hikere, som alle kæmpede en smule for at holde varmen i den times tid solopgangen tog. Vel tilbage i Ghoropani kunne vi derefter spise morgenmad, før turen gik videre til næste destination. Vi kom forbi Ghandruk samtidigt med, at der var byfestival, hvilket her blev fejret med en stor volleyball turnering, hvor alle de omkringliggende byer havde sendt et hold - til fods vel og mærke. Det gav lidt ekstra at kigge på, selvom volleyball ikke normalt er noget vi bruger mange sekunder på.

Alt i alt var det en rigtig god tur, hvor vi efter 5 dage kom tilbage til Pokhara, og velfortjent (synes vi) kunne indtage et par drinks, pizzaer, DESSERT (!) og nogle solide øl. Hele turen stod os i små 2.000 kroner inklusiv alt, så det har bestemt været en billig uge, og vi har fået set nogle helt fantastiske bjerge.

I den kommende uge går turen retur til Kathmandu dalen, hvor vi har 4 dage tilbage, før vi igen skal med fly - denne gang til Bangkok.