Villarica og Talca

Ankom mandag efter at have taget en ikke så punktlig bus fra Valdivia; 2 timers køretur og 3 timers venten (også fordi vi for en gangs skyld ikke havde købt billet dagen inden). Vi fandt hen til et schweizisk hostel hvor vi indlogerede os for 4 nætter.

Tirsdag besteg vi Villarica vulkanen hvilket var noget af en anstrengelse. Stod op ca. 05.00, blev hentet 06.30 og påbegyndte opstigning kl. 08.30 i et klart vejr. Vi landede i den hurtige gruppe, så efter 3 timer og 40 minutter var vi på toppen, hvilket vist var pænt hurtigt. Vi havde også blodsmag i munden og helt flade lunger. Men udsigten var fantastisk, og man kunne komme helt hen til selve krateret. Man kunne ikke se lava, og vulkanen havde ikke været rigtigt i udbrud siden 1971, men der kom ildelugtende svovlrøg op fra krateret. Nedturen fra vulkanen foregik på røven ! Vi fik udleveret regntøj og "numseskjold" og så var det bare med at sætte sig ned og kure afsted. Det var rigtigt sjovt; nedturen tog kun lidt mere end en time, til gengæld var vi gennemblødte, på trods af regntøjet. Vi var tilbage i Villarica (by) kl. ca. 16.00 med ret ømme muskler. Vores hostel-bekendte, et par fra England, havde besteget bjerget på 5 timer i den langsomme gruppe, på trods af, at de var ti år yngre end os, så vi havde da vundet håneretten de næste par dage hvilket blev udnyttet :-)



Dagen efter lavede vi absolut ingenting, udover at vaske noget tøj. Det vil sige: bære tøjet hen til et vaskeri og hente det 5 timer senere..... Meget krævende når man har vulkanbestigning i benene. Vi spiste aftensmad et meget lokalt sted, hvor vi ikke havde ordbogen med, så menuen var lidt af et sats, men det viste sig at være kalvekød, med ris, til bare DKK 25 pr. person; et fund.

Torsdag tog vi på en kombineret hesteridning/varme kilder tur. Vi blev kørt i bus til et kursted, som tilbød begge dele. God ridetur - vi red i 3 timer; kun os to og en (spansktalende) guide. Og så naturen. Vi red lidt gennem en skov, over en eng, holdt pause ved en sø, og red op på en bakketop, hvorfra man kunne se de tre vulkaner i området, på samme tid. Efter rideturen besøgte vi en af de varme kilder, som området har utallige af, på grund af al den vulkanske aktivitet i undergrunden. Dette sted var dog mest som et lille badeland, med bassiner med forskellige temperaturer, indendørs og udendørs. Man skulle ikke bade inden man gik i, hvilket Mette, som tidligere badevogter i Danland, var noget fortørnet over. Efter badeturen hang vi ud i en cafe, på kurstedet, hvorfra der var udsigt til en anden lokal attraktion: Canopy-tur. Det foregår ved at man bliver spændt fast til en line, og så sendt henover trætoppene. Vi blev enige om, at det var sjovere at kigge på, end at deltage i ..

Vi spiste aftensmad det samme sted som dagen før, men selvom vi havde medbragt ordbogen, forstod vi stadig ikke menukortet. Men Charquican viste sig at være noget i stil med chili con carne, med majs i stedet for bønner. Noget grænseoverskridende for Mette at bestille uden at vide helt præcis hvad man får, men man kan vel ligesågodt vænne sig til det - det bliver næppe nemmere i Asien. Dette lukulliske måltid var endnu billigere end dagen før, DKK 15 pr. mand, så vi kan godt mærke på budgettet, at vi er lidt udenfor turistzonen.

Efter Villarica er vi draget videre til Talca, cirka 5 timers kørsel længere nordpå, en noget større by med +100.000 indbyggere. Igen har vi 4 dage afsat, så der er lidt tid til at udforske området. Indledningsvis havde vi fundet et godt billigt sted, med pæne værelser for små 160 kroner, men efter en enkel nat blev vi nødt til at skifte, da de skulle have malet. Eller - måske var det mest af alt en undskyldning for ikke at have gæster d. 8 december, som er en helligdag i Chile. Nå - et par gader længere væk og et par kroner ekstra har også givet et OK sted.

Talca området er bl.a. kendt for sin vinproduktion, så det har vi benyttet os en hel del af. Tilfældigvis viste det sig, at San Javier som ligger ca. 30 minutter i bus fra Talca havde en slags byfest - under temaet Vino & Cultura. Så der brugte vi en eftermiddag på at spise lokale små-retter, lytte til musik (ganske OK) og så prøvesmage et utal af lokale vine. For 25 kroner fik man udleveret et vinglas (som man kunne beholde), samt 10 kuponer til at smage sig igennem området på. Nogle af de - meget- lokale vinbønder lod os prøvesmage deres hjemmebrændeproduktion uden kuponer, så det var lige vanskeligt nok, at få brugt alle kuponerne; Vi var også to personer der skabte en del opmærksomhed - ihvertfald var vi nok de eneste turister de første 3-4 timer, og så afslørede Henrik's blonde hår os temmelig hurtigt. Temmelig mange ville hilse på os, og man følte sig nærmest hensat til en meget isoleret afrikansk landsby, hvor de ikke havde set hvide personer i årevis - specielt når man blev tilråbt fra scenen på en blanding mellem engelsk og spansk : "Welcome - Jamaica" .. "No, Dinamarca !". Syret. Nå - vi fik ihvertfald en "ven" som mente han hed Charlie, efter en del glas vin (ehmm), og fik charmeret os ind på en lokal kogekone, der lavede små brød med avocado til os i en lind strøm (3 kroner stykket !) . Vi afsatte også en dag til at besøge et par af vingårdene; det blev til en time hver hos hhv. Balduzzi og Gillmore, som er et par lidt større producenter på egnen - men trods alt kun i niveauet 60-100 hektar jord. Her har vi fået en guidet rundvisning hvert sted, samt mulighed for at smage deres vine; ganske udemærkede vine, selvom vi hos Gillmore ikke havde den helt dyre vin med i smagstesten :-(

Og så har vi kørt i tog ! - efter sigende den eneste tilbageværende lokalbane i Chile, som triller dagligt mellem Talca og Constitution. Op klokken 6.00 om morgenen for at nå et (overfyldt) ældre tog, der skulle bruge 3 timer for at nå ud til kysten. Det mindede lidt om det gamle lokalbanetog på Lollandsbanen. En pæn tur, meeen mon ikke man skulle være jernbaneentusiast for at få det helt store ud af turen. Nå - tiden i Constitution blev mest brugt til at spise lidt frokost, gå en tur i byen, og så nå forbi stranden som var præget af klipper og meget store bølger fra Stillehavet. Vi tog med en "collectivo" til stranden, og for 8 kroner fik vi en køretur på 20 minutter, med stop til at tage fotos, og en masse forklaringer, på spansk, så det var ikke det hele vi forstod, men det hindrede ikke den flinke chaufførs ordstrøm. Meget underholdende, for alle parter. Vi droppede togturen tilbage, og hoppede istedet på bussen - som så var endnu mere overfyldt; til gengæld sparede vi en hel time !



Og når nu vi er ved definitionen "overfyldt", så blev det ord redefineret ved en anden bustur. Vi ville en tur til en af de nærliggende nationalparker - Altos de Lircay, hvor man kan hike rundt til nogle flotte steder. Her går der kun en bus 3 gange dagligt, så der var noget af et mylder søndag morgen, hvor et større antal ville med. Vi ved ikke helt hvor mange der nåede med men et godt gæt er på den anden side af 80; vi ventede så pænt udenfor på en ekstra bus der kom 30 minutter senere, og som endte med at overhale den første bus inden vi nåede nationalparken. Triumf ! Små 2,5 time tog det at nå til parken, hvilket gav os i underkanten af 6 timer at hike i. Vi prøvede at nåede helt til Laguna Alto - temmelig meget OPAD - men da vi efter 3 timer nåede et skilt hvor der stod "1 time endnu" blev det istedet til frokost, og retur til indgangen. Vi nåede bussen i fin stil, modsat et andet par som egentligt kom 5 minutter for sent (dagens sidste bus), men som lige nåede det pga. en langsom pålæsning. Nationalparken gav udkig fra nogle flotte udsigtspunkter - og vi var lidt heldige med vejret, idet skyerne lettede inden vi nåede op, og først kom igen på vejen ned.



Rent kulinarisk har det også været fint at være i Talca. Vi prøvede restaurant "Ruben Tapia", som var i den dyrere ende men hvor maden også var virkelig god og bestemt tåler sammenligning med en rigtig god restaurant derhjemme. Den fik "hele armen" med italiensk antipasti, en god fiskeret til Henrik og en god bøf til Mette, samt dessert. Inklusiv rigelig med vin og drikkepenge sneg regningen sig HELT op på 250 kroner. I San Javier præsterede vi at få 3 mindre frokostretter og et glas juice for 23 kroner pr. mand; Derudover har vi sluttet Talca af med at bestille en ret hver, og få noget helt andet end forventet. Henrik fik noget der mindede om Curanto (som han også prøvede i Castro), mens Mette fik serveret et stort stykke kogt oksebryst. Vi bliver lidt klogere for hver gang ..

I morgen tager vi videre fra Talca til Santiago og Valpariso, hvor vi skal bruge den sidste uge i Chile - og i Sydamerika.

Uge 18 - Castro og Valdivia

Vi er nu nået tilbage til Chile igen, efter at være fløjet fra Ushuaia (Argentina) til Puerto Montt (Chile). Inden vi nåede så langt skulle vi dog lige igennem et bureaukratisk show i Ushuaia, hvor vi blev opkrævet 180 pesos i lufthavnsskat for at kunne forlade landet - hvilket vi ikke vidste, og derfor havde vi stort set ingen pesos tilbage, da vi nåede lufthavnen. Og hæveautomaten var naturligvis løbet tør. Så efter - for første gang på denne rejse - at have hævet stemmen betragteligt og gjort opmærksom på at vores fly gik om 30 minutter, fik vi allernådigst lov til at betale med kreditkort via den lokale taxfreebutik. Sikkert efterfulgt af 10-15 andre turister der havde præcis samme problem. Nå - vi nåede da afsted, ankom lidt sent til Puerto Montt, og havde en enkelt overnatning der - heldigvis ikke mere - i et hostel , som lugtede temmeligt meget af mug.

Dagen efter tog vi bussen ned mod Castro, som ligger på Chiloe-øen, ialt cirka 4 timers kørsel. Vi valgte i første omgang at hoppe af cirka halvvejs i Ancud, hvor vi møjsomt deponerede vores baggage i busterminalen, tog en vogn ind til centrum og fik indtaget dagens menu (2x 3 retter for små 75 kroner). Derefter var vi klar til at besøge det lokale museum et par timer - men nej, det var lige lukket for dagen (uden yderlig forklaring). Så kom tilbage igen imorgen. Øv ! tilbage igen, og på bussen til Castro - hvor vi valgte at bruge 2 dage.




Castro (og resten af Chiloe) er lidt mere "tilbage" og traditionel end resten af Chile (ifølge guidebogen) - ihvertfald er der langt færre turister end f.eks. Puerto Natales, så vi møder mest af alt lokale. Vi har fundet et godt pænt sted at bo, med udsigt over vandet - og til 180 kroner i døgnet; lidt lille værelse og så kan man lugte alle de brændefyrede huse, som Castro er præget meget af. Men udsigten, for pokker !! Vi har dog også skulle "kæmpe" lidt for at finde nogle ture vi kunne hoppe på; faktisk endte vi med blot at spadsere rundt i Castro "dag 2", fordi vi ikke helt kunne finde nogle interessante ture. Det gjorde dog så, at der var tid til at spise "streetfood" (Henrik) - bestående af frisk krabbe med krydderurter og lidt mayo; til en rund 10'er .. lækkert ! Og så har en af os også prøvet "Curanto", som er en meget lokal ret der består af kogte muslinger, kylling, pølse og svin - i en stor pærevælling; det smagte nogenlunde, selvom det gav en meget kraftig "suppe", som skulle indtages ved siden af. Og maven kørte også lidt rigeligt rundt senere på aftenen.

Derudover har Castro et par ting at byde på; dels er der den lokale kirke som er bygget i træ, hvilket dog ikke har afholdt bygmesteren fra at lave den meget lig tradionelle kirker med hvælvinger og hvad der ellers hører til (bestemt pænere indenfor end udenfor); dels er der grundet tidevandet bygget en del huse på træpæle, som står helt ude i vandet og hvor pælene er blotlagte ved lavvande. Meget charmerende og anderledes. Og så er Castro med garanti bare ikke et sted man får stress !




Lørdag valgte vi så at tage videre til Valdivia, som ligger mere nordligt, via Puerto Montt (igen). Vi ankom sidst på eftermiddagen, hvorefter jagten på et hostel gik ind, efter at have talt med det lokale turistbureau. Det bragte os bl.a. forbi et sted hvor vi fik en temmelig syret diskussion med en "fornem" bestyrerinde, som (vistnok) godt ville sætte prisen ned fra 350 til 250 kroner - men at lade os se værelset .. nej for pokker da ! Vi skulle skam ikke overglo hendes sted, hvis vi ikke ville betale først. Virkeligt mærkeligt. Så afsted igen med rygsækkene og et par gader videre, hvor vi fik et ganske udemærket værelse til 180 kroner - og hvor vi 5 sekunder efter at have ringet på, blev taget forbi vores værelse, så vi kunne inspicere det først.

I Valdivia er vi så meget mere nordligt - og har godt vejr - så vi nu har +25 grader (der er vist omkring frysepunktet i Danmark lige nu); ganske dejligt, selvom det har givet den første milde solskoldning i måneder. Og så er det i et område som er meget præget af tysk indvandring i 1800-tallet, og selvom sproget er væk, skinner en del af det tyske stadigt igennem. Aftensmaden blev indtaget på Cervezaria Kunstmann, som er et bryggeri der ligger et par kilometer udenfor byen og som bryster sig af "Das gute bier" - det er skam deres slogan; det minder lidt om microbryggeri-konceptet hjemmefra, med god mad (marineret i øl) og lidt forskellige special øl. Man kunne godt have bestilt et 2,5 liters "øltårn", men vi valgte at tage lidt forskellige istedet. Ganske god (og lidt dyrere) mad - men den hjemmelavede is (med øl) skal de vist arbejde lidt med.

Derudover har vi været afsted på en egen-arrangeret sightseeing til nogle gamle fæstninger, der ligger 20 km syd for Valdivia; først overvejede vi en pakke-flodtur med båd, men endte med en kollektivo (en kollektiv-bil) til Nieblo, spiste også lidt frokost der - og derefter en båd frem og tilbage til Isla Mancera, hvor vi fik kigget på fæstningerne. Vi nåede lige at støde ind i pakketur-gæsterne da vi forlod øen, hvor vi var næsten alene. Derudover var området meget smukt - "pakket ind" i en blanding af floder, skove, havet og små autentiske fiskelejer. Tilbage i Valdivia kom vi også en tur på det (mindre) lokale museum, og fik aflivet et par stykker kage (strudel, tærte).



Mandag går turen videre til Villarica, som er ca. 3 timers kørsel; her burde der komme lidt mere "action" på turen - det er ihvertfald planen ..

Uge 17 - Punta Arenas og Tierra del Fuego

Efter et cirka 3 timers bustur fra Puerto Natales, ankom vi tirsdag til Punta Arenas, der er den sydligste chilenske by på det sydamerikanske kontinent. Der findes nogle byer lidt sydligere, men de ligger på Tierra Del Fuego (som er en ø). Første prioritet var at finde et sted at bo, så vi sprang på et tilbud ved busstationen, hvor vi kunne bo i "Elys House" til små 160 kroner i døgnet. Det gav os både en dobbeltseng og eget toilet/bad - meeeeeen, det var så heller ikke det bedst byggede "udhus" vi blev indkvarteret i. Det bar rimeligt meget præg af, at der er bygget på, og på, og på - i flere omgange, efterhånden som der lige skulle et værelse eller to mere på. Det var dog rimeligt rent, og for et par nætter er det fint nok.

Næste prioritet var at finde et erstatningskamera, så vi brugte en halv dags tid i det nærliggende "told-fri-zone-område", og fik genanskaffet samme type kamera til ca. 4.300 kroner (uden den ekstra linse); lidt bittert når nu man ved det går for under 3.000 kroner på nettet i USA, men sådan må det være. En ekstra linse er indtil videre udskudt, til vi når Australien eller Hong Kong. Vi prøvede vi at skille den våde linse lidt ad for at se om den kan repareres, men nej - den blev istedet smidt i den nærmeste skraldespand.

Der har dog også været tid til lidt fornøjelser; vi tog dagen efter en tur til Seno Otway, som er en pingvinkoloni, der ligger en times kørsel fra Punta Arenas. Her kunne man komme rimeligt tæt på pingvinerne, som dog ikke er den "store" slags man kender fra f.eks. Antarktis, men den mindre Magellan-pingvin. Lidt fjollede væsener, der ser meget ugraciøse ud, når de bevæger sig på land; i vandet går det noget bedre. Køreturen frem og tilbage var også lidt af en "oplevelse", da bilen ikke var heeeelt tæt, og vejen var meget støvet. Så der blev stoppet hvert 10 minut for at lukke støv ud af kabinen. HOST, HOST !



Torsdag stod vi på bussen til Ushuaia (som ligger Argentina), og mødte iøvrigt en del af de samme rejsende, som vi har set de seneste 10 dage. Køreturen var små 10 timer, og den sidste (!) lange tur vi har. Bussen gjorde frokosthold på et sted hvor "JP Explorer" var forbi for 10 år siden, så stedet havde en hel avisside hængende på dansk, som beskrev stedets fortræffeligheder. Det var gået lidt ned af bakke for stedet i de forløbne år. Gryderetterne var blevet afløst af dårlige sandwich!! På færgen over Magellanstrædet nåede vi lige at skimte et par delfiner, men ellers var det en køretur som de fleste andre, og hvor vi ankom ca. 19.00 om aftenen. I Ushuaia havde vi booket 6 overnatninger på et B&B over nettet, men - det viste sig så at vores sted ikke havde eget toilet; så efter at have været der 2 nætter, skiftede vi til et andet sted - lidt mere centralt, og kun en smule dyrere, hvor vi har de sidste 4 overnatninger.

Og så er der vores destination : Ushuaia. Verdens ende. Den sydligste by i verden. Altså - ifølge indbyggerne, for der er jo lige Puerto Williams, der ligger lidt sydligere, men som ifølge beboerne i Ushuaia "jo ikke er en rigtig by" (?!) Hmmm. Så kald det dog Argentina's sydligste by, som det retmæssigt er. Ushuaia er ikke så synderligt spændende. Den ligger ganske pænt ned til vandet, og med bjerge rundt om - men der har været lidt for mange turister og krydstogsskibe igennem byen, som gør at man lige så vel kunne befinde sig i en by i Spanien .. eller Danmark. Der er ihvertfald langt imellem de lokale - og de lokale tilbud, og det hele er pakket pænt ind til turisterne.
Nåh ! - bøfferne er stadig store, og til at betale - så vi har været både på en spis-alt-det-kød-du-kan restaurant, og en temmelig dyr fiske/kød restaurant, hvor Henrik fik prøvet kongekrabbe. Heldigvis tog de kreditkort, for vi havde kun 500 kroner med i kontanter. Vi har også været mindre heldige på "El Turco", som serverede pizza og lasagne i en udgave, som ville udløse en dødsdom fra den italienske mafia. Indtil videre har vi aftalt at vi ikke rører pizza/pasta, før vi kommer til et land, hvor de kan finde ud af at lave det,(så det bliver heller ikke i Chile !). Det er et underligt paradoks, at de fleste restauranter har en eller anden pastaret på menuen, men de laver den i en lokal variant, som de fleste europæere har svært ved at genkende!! Selv i Buenos Aires.

Tiden er gået med lidt forskellige aktiviteter; vi har været en tur på det lokale fængselsmuseum, som også indeholder en del andre udstillinger. Vi var lige ved at gå igen på grund af den høje pris på indgangen, men gik alligevel ind - og endte med at bruge mere end 4 timer derinde. Så det var pengene værd. Derudover har vi været på en 4 timers sejltur rundt omkring Ushuaia, hvor vi også trekkede en times tid på H-øen. Ekstremt kold og blæsende, hvor 4 lag tøj ikke rigtigt var nok - men vi fik da set søløver igen, samt en del forskellige fugle. Derudover har vi været ud og se på bjergene og naturen; dels ved at tage en hel dag til Tierra Del Fuego nationalparken og vandre, og dels ved at tage en halvdagstur optil El Martial gletcheren (den skuffede lidt, efter at have set Perito Moreno gletcheren sidste uge). Der skulle egentligt have været bævere i nationalparken, men bortset fra deres dæmninger, så vi ikke det store til dem.



Ellers er der gået lidt tid med at være forkølet (Henrik), lede efter nogle billige spisesteder (de findes vist ikke her), checke forskellige ting ud på nettet, og så blive blæst godt igennem af kulden hernede. Derudover har vi haft fornøjelsen af, at strømmen flere gange er gået - i hele byen. Godt nok er den vendt tilbage efter et par timer, men alligevel ..

Imorgen onsdag, slutter vores tur gennem Argentina, hvorefter vi flyver "opad" til Puerto Montt i Chile - hvor vi har små 20 dage, inden vi forlader Sydamerika. Totalt set er det blevet til ca. 6.400 km busrejse fra Sao Paolo til Ushuaia - eller vistnok hvad der svarer til København - Paris. Retur. 2 gange.

Uge 16 - Sydlige Patagonien

Vi starten denne uges beretning med et lille quiz spørgsmål : Hvor mange grader bør man maskinvaske et digitalt spejlreflekskamera ved ? Svaret følger længere nede ..

Efter at være taget afsted fra Puerto Madryn mandag eftermiddag, ankom vi til El Calafate tirsdag aften - med et skift af bus i Rio Gallegos, og 4 timers venten på næste bus. Det blev til en tur på ialt 27 timer, før vi kunne checke ind på MarcoPolo Inn, og få et velfortjent bad. 4 overnatninger har vi dette sted, og det har vist sig at være ganske godt. Hver aften serveres der hjemmelavet mad og en tilhørende øl/glas vin for 20 pesos (ca. 38 kroner) - og så kan man trille lige i seng bagefter eller tage et slag billard. Så det har vi udnyttet nogle gange, og det har været helt rart ikke at skulle søge efter endnu en restaurant eller spisested hver dag. At det også er et rimeligt nyt hostel - med badekar (!), varme i gulvet og en god udsigt - skader jo heller ikke. Lidt dyrere end nogle af de forrige steder, men også meget bedre.

Det meste af onsdagen fik vi hurtigt brugt på at købe "gear" og udstyr til at trekke i - og til at kunne holde varmen i. Nu hvor vi har bevæget os ca. 1.000 kilometer yderligere sydpå, er det blevet lidt køligere og det har primært været de lange bukser og trøjer der har været brug for.

Torsdagen blev brugt på en tur, arrangeret af vores hostel, til Roca Lake, som er et smukt område, der ligger mellem El Calafate og nationalparken, og som mest besøges af de lokale. Så her havde vi lidt tid til at trave rundt og vi fik også spottet et par rovfugle undervejs (måske endda en kondor ?). Derefter kørte vi over til Perito Moreno gletcher, som er den primære årsag til at El Calafate er overrendt af turister. Det er en relativ stor gletcher der ender i vand, og som "kælver" isstykker fra ca. 50 meter over vandoverfladen; den flytter sig ca. 2 meter dagligt, så det er en del is der skal "afleveres". Når man stod i nærheden af den, kunne man høre den sprække og "vride" sig konstant. Ganske spektakulært, omend vi ikke så de helt store stykker vælte ud i vandet.



Fredag var afsat til den helt store (og dyre !) aktivitet : at trekke rundt på gletcheren. Det startede med afhentning kl. 07.00 om morgenen, en tur ud og se på gletcheren (igen), og derefter en kort sejltur over til den første base. Her fik vi udleveret udstyr, og gik derefter 1 times tid, før det var tid til at komme ud og gå på gletcheren. Til formålet fik vi spændt is-sko udover vores sko, så vi kunne trave rundt uden at falde og vi fik påmonteret sikkerhedssele(!) så vi kunne blive reddet, hvis vi skulle falde i en spalte. Det var en temmelig speciel oplevelse at være på gletcheren; den har nogle meget stejle og dybe sprækker rundt omkring, som fremstår i klare blå farver - og som man så går på tværs af, når de er smalle nok. Og så løber der vand i "isfloder" rundt om en, selvom hele gletcheren ikke er ved at smelte. Isen er også ekstrem "solid" og hård, så man kan stå helt ude på kanten og kigge. Virkelig en oplevelse. Efter at have indtaget frokosten ved en sø (på gletcheren), og gået i lidt over 3 timer, nåede vi tilbage til "fastlandet". Det hele blev sluttet af med et glas whiskey - tilsat Perito Moreno is - med gletcheren som baggrund.


Dagen efter stod vi tidligt op og sluttede vores ophold i El Calafate; vi tog en "kort" bustur til Puerto Natales på 6 timer, som tog os over grænsen til Chile. Denne mindre by er typisk udgangspunktet for ture til den nærliggende nationalpark Torres Del Paine, så den er også rimelig præget af turisme. Ved ankomst til byen var det ved at være tid til at få vasket tøj igen, så vi gik direkte til nærmeste vaskeri og afleverede vasketøjssækken. Da vi senere på aftenen afhentede vasketøjet, fik vi også lige udleveret vores kamerataske med ordet "Mojado !". Det fangede vi ikke lige til at starte med, men nu vil vi altid huske, at det betyder "våd" på spansk - og indeni fandt vi vores dyre kamera/linse, som ikke lige havde overlevet en kilovask på 60 grader. Det tog os lige et par timer at komme os over den oplevelse, specielt når man reflekterede lidt over hvad man kunne få for ca. 6.000 kroner. Og - nu var vi så kun udstyret med et lille, almindeligt kamera; ikke helt det bedste når nu Torres Del Paine, med sin fantastiske natur, var næste sted vi skulle hen. Nå - trods alt er det kun penge og døde ting, men dog stadigt superærgeligt. Beskyt aldrig dine elektronik dimser ved at pakke dem ind i vasketøjet !

Søndag/Mandag brugte vi på en tur til Torres Del Paine. Den er berømt og berygtet blandt trekkere, og de lidt mere rutinerede tager en 4-5 dages tur ind i parken, hvor man kan trekke "W-ruten", som tager en til de primære højdepunkter og steder rundt omkring i parken. Man kan så enten vælge at campere eller at sove indendørs på 8-12 mandsstuer. Vi var lidt mere beskedne, så vi tog først en 10 kilometers tur til et udsigtspunkt hvor frokosten blev indtaget. Derefter tog vi tilbage til start-punktet på W-ruten, og gik de ca. 15 kilometer, som tog os til El Chileno refugiet, hvor vi fik aftensmad og en seng at sove i. Ikke så ferie-agtigt at sove i 3-lags køjesenge og fælles bad, men vi faldt dog hurtigt i søvn, efter en lang dags vandring. Set i bakspejlet var 24-25 kilometer nok liiige i overkanten for et par utrænede hikere som os - også selvom vi kun har en lettere oppakning med.

Næste morgen stod vi op kl. 05.00, fik lidt morgenmad og gik derefter afsted igen med vores små rygsække. Efter 2 timers vandring, nåede vi op til toppen af Mirador Del Torres - som er et fabelagtigt syn; og som nok er højdepunktet for mange trekkere i parken. De sidste 300 meter er mere en klatretur end en hikingtur og man klatre over klippestykker, temmeligt stejlt, men man belønnes med synet af "Las Torres", som spejler sig i en smeltevandssø, når man når op på toppen. Kl. 14.30 var vi tilbage hvor vi startede, trillede tilbage til Puerto Natales - lidt trætte - og kunne checke ind på vores hostel igen, og få et velfortjent bad - samt en god seng at sove i.



Så en uge med masser af store naturoplevelser - og lidt mere erfaring om at vaske. Næste stop er Punta Arenas (Chile) og Ushuaia (Argentina).

Uge 15 - Buenos Aires og Puerto Madryn

Vi var ganske veludhvilede da vi ankom til Buenos Aires lørdag, så efter at have afleveret vores bagage på vores hostel, drog vi afsted mod byens kirkegård. Den er berømt for sine marmormausolæer(staveplade!) og det er også her at Argentinas berømte Evita, Eva Peron, er begravet. Et noget specielt sted,i forhold til en almindelig dansk kirkegård. Der var ikke rigtigt noget med "De Ukendtes Grav" - man er mindre beskeden i Buenos Aires (ihvertfald denne kirkegård). Der var mindesten i flere etager, med mandshøje engle og små private kapeller man kunne gå ind i. Kirkegården var endda så stor, at der var gadenavne, for at man kunne finde rundt.



Generelt har vi brugt dagene i Buenos Aires på afslappet sight-seeing. Nationalhistorisk museum var desværre lukket pga renovation, men til gengæld var møntmuseet åbent!! Noget nørdet sted, men de havde eksempler på pengesedler fra de perioder hvor Argentinas inflationen løb løbsk (1.000.000 Pesos sedler), og der var gratis adgang... Et par af de andre steder vi ville se var også lukket, så det har mest af alt været et par traveture rundt i byen, der har fristet os.

Vi overværede også et tangoshow, mens vi var der, med både dans og sang - bestemt bedre og mere underholdende end forventet. Vi så katedralen, hvor landets berømte befrier, José de San Martin, er stedt til hvile samt trillede en tur med metroen, som stadig havde de oprindelige vogne! Det blev også til et besøg på en fregat i havnen, et flydende museum for Argentinas første flådeskoleskib. La Boca var vi også lige forbi, et underligt område, som angiveligt var noget at det mest oprindelige Buenos Aires, men den store turistmølle havde været og slettet det meste af det ægte og fordoblet priserne i forhold til resten af byen. Så efter 30 minutter var vi retur igen.

Menuen har stået på voldsomt meget kød!! Generelt er mængden af kød større end man er vant til og der er ikke så meget tilbehør. Vi besøgte en restaurant med fri buffet, fri salatbar, fri vin og dessert til DKK 100,- Så tænker man Jensens bøfhus, men kvaliteten på både kødet og vinen var lysår fra Jensens. Det var virkeligt godt; der stod 6-8 mand konstant og passede grillen, og så var det bare at fylde tallerkenen igen.... Vi spiste alt, alt, alt for meget og brugte dagen efter på at fordøje det (og pleje lidt milde tømmermænd)

Efter fire dage i Buenos Aires drog vi videre mod Puerto Madryn, endnu en laaang køretur, 18 timer, med natbus. Byen er udgangspunkt for besøg i Peninsula Valdez Nationalpark, hvor man kan se hvaler, pingviner og søløver. Stedet er berømt, fordi blandt andet den Sydlige Rethval, en bardehval, bruger bugten til at yngle i. Store flokke af hvaler kommer hvert år, for at føde unger, inden de drager videre mod Antarktis. Vi er her i slutningen af den sæson, men der er stadig hvaler - man skal bare ud i båd for at se dem; ihvertfald tæt på, for til tider kunne vi se dem fra land selvom de var lidt langt væk. Vi har været på to ture. På første tur så vi to hvaler, en moder med unge, som lå og legede i vandet; det var ganske fantastisk, og vi syntes det var en stor oplevelse. Et par dage efter blev vi enige om at vi vist ikke havde set os helt færdige på de der hvaler, så vi tog afsted igen. Og anden gang var vi så heldige at hvalerne svømmede helt tæt på båden, og nærmest ind under den. Vi stod i stævnen af båden, og kunne se dem ganske tydeligt. Meget store hvaler, meget stor oplevelse - faktisk så stor at Mette glemte at trykke på kameraet, så vi måtte købe en DVD med filmoptagelserne!



Derudover besøgte vi Trelew, som har Dinosaurusmuseum. Meget spændende, meget store skeletter, de fleste fundet i den provins (Chubut) vi er i. Samme dag tog vi til Gaiman. Vi havde læst i Lonely Planet, vores lille bibel, at det skulle være en lille, spændende by, oprindeligt grundlagt af walesiske immigranter, og der skulle stadig være spor af disse i sprog og bygningsstil. Vi forestillede os noget "Solvang i Argentina" men det var det langt fra. Der var ikke meget gang i den by. Der var dog et te-hus, som serverede eftermiddagste på den walesiske måde, med 10 forskellige slags kage og brød (sikkert lidt i stil med sønderjysk kaffebord). Vi spiste næsten op ! Vi nåede lige at runde en "junk-park" med mærkelige figurer lavet af genbrugsmaterialer inden vi fik slæbt os tilbage til Puerto Madryn, og kunne tømme hovedet for alt den sand, der havde hvirvlet rundt i Gaiman hele dagen.

Mandag d. 10 November stiger vi på bussen igen - og næste stop er El Calafate i det sydlige Patagonien. Endnu en laaang køretur på over tyve timer.