Uge 30 - Nepal

Velankommet til Nepal og efter at klaret grænseformaliteterne, gik vi en tur gennem byens gader, for at se om der var nogen mærkbar forskel til Indien, og så for at "tanke kontanter" i den lokale valuta. Og hvad er det ? Ingen rickshaw chaffører der følger efter en, ingen folk der stirrer på en (ihvertfald bemærker vi det ikke), ingen aggressive sælgere - man skal nærmest vække dem, for at få lov til at købe lidt drikkelse ! Det er jo som at komme i himlen .. og nu er Nepal jo også kendt som "Verdens tag" pga. af de høje bjerge. Det var aftenens helt store samtaleemne for de fleste, så det var ikke kun os, som bemærkede det.

I Nepal har vores rute gået fra Lumbini, til Chitwan National Park, derefter Pokhara og med slut i Kathmandu, som er hovedstaden og den største by i Nepal. Der er egentligt ikke så langt mellem de forskellige steder, men hver gang vi har transporteret os, har det hurtigt taget 5-7 timer, fordi vejene er hullede og det er op og ned ad bjergene, og det er sjældent man kører meget mere end 50 km/t.
I Lumbini er den store attraktion, at det var her Buddha blev født i 563 BC, så derfor er det et pilgrimssted for alle troende buddister, nærmest på niveau med Mecca og Jerusalem. Der var dog rent trafikkaos i området, så det blev til en lidt længere gåtur end planlagt - men vi fik dog set stedet, hvor han blev født, og vores guide fik lige listet os foran køen. Derefter gik turen til Chitwan, hvor vi har overnattet et par dage på et lækkert sted i "afrikansk lodge stil", med lejrbål hver aften - og plads til et par cocktails. I Chitwan var vi forbi det lokale avlscenter for elefanter, og der var god mulighed for at "lege" med og fodre baby-elefanter; man skal lige huske, at sådan en fætter stadig vejer over 100 kilo, selvom den kun er et par måneder, så der var nogle turister der blev skubbet rundt fordi de ikke var hurtige nok med kiksene. Vi overværede også en elefantbadning, hvor et engelsk par havde betalt for ride på elefanten ned til floden og føre børsten på ryggen (børsten var faktisk sten). Det var ganske underholdende at kigge på - sikkert sjovere end at være midt i showet. Den store aktivitet vi prøvede i Chitwan, var en ekspedition på elefantryg rundt i nationalparken, på udkig efter det en-hornede næsehorn som kun findes i dette område. Desværre så vi ikke nogle, men vi fik da nogle ømme muskler af at sidde 2 timer på ryggen af en elefant (4 per elefant), mens man klamrede sig til hver sit "træben". Nå - det var stadig en god tur rundt i området, og vi fik da set lidt andet vildt.



Efter Chitwan tog vi små 5 timer til Pokhara i minibus, hvor vi godt sultne måtte vente 1 1/2 time på at modtage vores frokost; lige denne dag var vi godt sultne, og den lange ventetid kunne måske forklares med den planmæssige afbrydelse af strømmen fra elværkets side. Vi lærte senere, at det er UNDTAGELSEN at have strøm i Nepal - noget som vi ikke helt havde opdaget i Chitwan. Pokhara eksisterer mest pga. turisterne, og det primære der sker her er : Trekke i Himalaya bjergene og så en masse deraf følgende outdoor aktiviteter. I det (turistet) område hvor vi boede fandt man hoteller, restauranter (fra hele verden), butikker med kopi-outdoor udstyr, souvenirs, tour-bureauer og vekselkontorer. Derudover var der et antal barberer / massører, som tilbød en barbering for 50rs hvilket er små 4 kroner, inklusiv en let skuldermassage. Det er blevet prøvet et par gange allerede, meeeen indtil videre var den bedste omgang i Orchha i Indien.

Vi blev endnu en gang jaget tidligt op, for at køre op på Sarangkot bjerget (1592m) hvor vi ved solopgang kunne se Annapurna bjergene langsomt blive oplyst af solens stråler. Det var turen værd, og vi brugte cirka 3 timer på at vandre ned af bjerget igen. Efter lidt frokost, skulle Henrik sammen med 5 andre så prøve endnu en aktivitet : Paragliding .. som består i, at man sammen med en pilot/guide bliver spændt under en faldskærm, hvorefter man løber ud over en klippekant - for derefter at blive båret afsted af vinden. Det var en rimelig grænseoverskridende oplevelse ! Man får nydt en del af turen, meeeeen en del tankevirksomhed går med : "falder vi mon ned?", "er han ikke lige vel tæt på de træer?", "hvornår mon vi er nede?", "er vi ikke snart nede?", "nu må vi da være på vej ned!", "jeg skal synes jeg skal kaste op!". Turen gik ganske godt, og var bestemt noget af en oplevelse. Da man efterfølgende fandt ud af, at piloten havde fløjet over 2000 ture, kunne man måske have sparet nogle af bekymringerne, for han havde bestemt styr på sin faldskærm. Maven holdt, men for 2 andre var det ud med maveindholdet efter landing. Puha ! been there, done that !



Sidste destination er Kathmandu, hvortil vi ankom fredag d. 20 februar; byen bringer os lidt tættere på "Indien-stilen" med lidt for mange mennesker og nogle sælgere, der hænger ved lidt for længe, men er stadig vand ved siden af Indien. Og så har vi nok også vænnet os lidt til det efterhånden, så indtrykket ikke er så stærkt. Kathmandu har dog bl.a. fortove så man kan gå nogenlunde sikkert (modsat Delhi) og knapt så mange køer og geder i gaderne ! Vi var en tur forbi "abe-templet" (officielt Swayambhunath), som er opkaldt efter de horder af aber der kravler rundt på og omkring templet. Derudover fik vi en guidet tur på Durbar Square, hvor der ligger en myriade af templer, pladser o.lign., som man hurtigt kan bruge en dags tid på. Vi var også forbi templet for "the living goddess" men hun tog ikke imod den dag (en 3-årig pige, der er udvalgt til at være gudinde, indtil hun når puberteten !?). Lørdag morgen havde vi endnu en sidste aktivitet på turen, nemlig en flyvning over til Mt. Everest, som rejser sig små 8848m over havoverfladen; dvs. for dem som havde lyst til at betale 165 USD for 1 times flyvning og sightseeing af bjerge. Det ville vi gerne, og det var bestemt pengene værd. Vi fik et rigtigt godt udsyn over bjergkæden, og fik set verdens højeste bjerg på rimelig tæt hold. Desværre kan man ikke flyve rundt om det, for så krydser man ind i Kina, men flyveturen var stadig vældigt god - og vi tog masser af billeder.



Resten af tiden i Kathmandu er gået med en masse praktiske ting og sager. Vi har bl.a. holdt adskillige afskedsmiddage sammen med vores tourgruppe, efterhånden som der faldt flere og flere fra, så det blev til en både fredag, lørdag, søndag og mandag idet vi havde 3 ekstra overnatninger i Kathmandu på egen regning. De fleste smuttede dog lørdag og søndag. Derudover har vi brugt det meste af 2 dage på at rode med visum. Dels en forlængelse af vores Nepal visum med 3 dage, fordi vi ikke har lyst til at tage tilbage til Indien (det kostede os lige 400 kroner), og dels et længe ventet Kina visum, som endelig er faldet på plads (små 700 kroner). Vi panikkede lidt, da vi søndag kunne konstatere at vores invitationsbrev fra Jan i Shanghai ikke længere var gyldigt; vi fik dog fat i ham, men da vi så mandag morgen skulle udskrive det, var der ingen strøm; og fotokopiering af vores flybilletter var også lidt af et show. Puha - det lykkedes dog alt sammen.

Og så er der jo maden. Der har ikke rigtigt været tale om at udforske det helt store Nepalisiske køkken, for det vrimler med alle mulige andre slags, der lyder meget bedre. I turistområderne er vi løbet ind i en del pizza-steder, og det er blevet udnyttet en del gange. Nogle ganske gode af slagsen. Vi har også prøvet tibetansk mad i form af "Momo", som er en slags samosa eller empanada men dog noget mindre. En af vores rejsefæller prøvede at bestille varm tibetansk øl (som mere minder om varmgæret te-vand med øllugt) og yak-pølse, som vi jo så alle skulle prøve. Noget anderledes. Vores vej er også gået forbi "Kilroys" og "Rum Doodle", som er steder, der er specielt berømt blandt personer, som har besteget Mt. Everest, og hvor man kun møder turister i Goretex tøj.

Efter at have været på arrangeret tur de sidste 2 uger med guide og temmelig "beskyttet", er vi nu overgået til igen at være os selv. Og i den kommende uge går turen så til bjergene hvor vi regner med at skulle trekke i en hel del dage - ud i naturen !

Uge 29 - Nordlige Indien

Denne uge har vi brugt i Indien, og den har budt på en masse forskellige oplevelser; vi forlod Delhi's kaos (og dens 17 millioner indbyggere) søndag og har så haft en rute, der har taget os til Jaipur, Agra, Orchha og Varanassi, inden vi krydsede over grænen til Nepal. Vi har bl.a. set utrolig mange paladser og templer i de sidste 8 dage, så man har lidt vanskeligt ved at skelne dem fra hinanden.

Jaipur er en storby på 2 mio. indbyggere, men var en noget mere afslappende oplevelse end Delhi (alt herfra har været det!). De store attraktioner i jaipur har været City Palace, som vi besøgte første dag vi ankom; her var der en del historie omkring Maharajaerne. Dagen efter brugte vi det meste af formiddagen på at se Amber Palace, som er lokaliseret højt oppe på en bakke og omgivet af små 12 kilometer ringmur (Tolv !), der snor sig gennem bakker og bjerge. Det mindede lidt om en lille udgave af den kinesiske mur. Derudover fik vi et lille kig til "The Water Palace" - som meget meget passende ligger midt ude i en sø, men som man desværre ikke kan besøge. Vi fik også tid til at besøge et udendørs observatorium fra 1700-tallet, som havde en hel del specielle bygninger der alle - mere eller mindre - skulle bruges til at aflæse de samme ting på stjernehimlen; ihvertfald var det den samme standardtekst på 2 linier der var brugt til den engelske forklaring, hvorimod hindi-udgaven var 12-15 linier. Nå - vi fik da besøgt det. Mette fik også syet sine sandaler, så de ikke BURDE kunne gå op - til den enorme pris af 3 kroner hos en skomager ! Henrik havde fortrudt, at han ikke fik købt en ny kameralinse i Hong Kong, bl.a. fordi der var et par veludstyrede fotoentusiaster med i vores tour-gruppe, og det kan man jo ikke stå tilbage for. Det blev dog ikke til noget (igen), og efterhånden er det helt opgivet.



En af de store højdepunkter var i Agra, ca. 5 timers togtur fra Jaipur, hvor vi først besøgte endnu et Red Fort og fik en guidet rundtur, af en ældre herre med meget få tænder og hvad deraf følger af uforståelig accent; og derefter videre til Taj Mahal, som er en af verdens 7 vidundere (i den nye, reviderede liste). Det er fantastisk flot og bygget fuldstændigt i hvidt marmor. Til at starte med tog vi en hel del billeder i regnvejr / grå vejr, og vi gik og småærgrede os over, at vejret ikke helt var med os; men efter en times tid brød solen igennem og vi fik et flot syn af Taj Mahal. Efter Agra gik turen videre til Orchha, som ligger "ude på landet"; det er en mindre by, som i 1600 tallet var mere livlig end i dag, og den er proppet med gamle paladser og templer. Eksempelvis var vores resort lagt klods op ad en række meget store og temmeligt flotte templer, så man vadede nærmest rundt i historie. Vi fik en tur rundt på det store palads, og så brugte vi et par timer på at besøge en pottemager og en papirfabrik, hvor de lavede håndlavet papir. Om aftenen overværede vi en cermoni/gudstjeneste i en af byens templer, hvilket var en lidt speciel oplevelse. Vores overnatning foregik i "telte", men af den slags hvor der er fliser på gulvet, indlagt strøm og bad/toilet; man kommer ikke helt i kontakt med naturen, men det var åbenbart billigere på den måde. Henrik begyndte at blive lige vel meget forkølet, så der blev også brugt en del tid på at finde halstabletter og drikke spandevis af varm the; men det var en forkølelse, der blev hængende en uges tid.



Efter den sidste dag i Orchha skulle vi ikke overnatte der - næh, istedet skulle vi med nattog til Varanassi; små 12 timers køretur hvor vi ikke havde de store forventninger til, at vi kunne lukke et øje. Men, det gik faktisk over al forventning, for efter den første times tid snorkede det meste af toget, og det lykkedes os at sove 6-7 timer, indtil den stod på medbragt morgenmad næste morgen. Varanassi er en af de ældste beboede byer i verden, og ligger ned til Ganges floden - og her har vi også tilbragt et par dage. Den første aften brugte vi på at blive roet rundt på Ganges floden, mens vi fik fremført musik af et sitar/tromme-orkester; det kunne havde været en slem oplevelse, men det var ganske OK, når nu det skulle være. Derudover prøvede vi at deltage i en lys/blomst cermoni efter solnedgang. Det går dybest set ud på, at man sætter en række lys (sat i en blomst) ud i Ganges floden, og derved får et ønske. Vi havde 200-300 blomster der skulle afsted, så det blev til en del ønsker; det er muligt, der er nogle andre formål med det, men i så fald fangede vi det ikke rigtigt. Efterfølgende bevægede vi os tættere på land, og kunne overvære endnu en religiøs cermoni ved flodens bredder, gennemført af syv præster, som "jonglerede" med ild og klokker. Vi fik også liiiiige set et par ligafbrændinger i det fri (godt nok på rimelig afstand), som er den primære metode inderne, i dette område, håndterer de døde. Lige vel makabert nok til os, når nu vi ikke er en del af "følget". Dagen efter skulle vi retur til Ganges igen ved solopgang, så det betød meget tidligt op. Dagen før havde vi brugt 1 time hver vej i rickshaw, men vi hyrede istedet en tuk-tuk som klarede turen på 20 minutter - så var der rigeligt tid til at drikke en kop the, inden alle de andre fra vores tourgruppe ankom. En rickshaw kan da være ok til 5 minutter, men når man triller afsted i mørke, ubelyste gader og konstant bliver overhalet af motorcykler og tuk-tuk's, så forsvinder charmen hurtigt. Sejlturen om morgenen var der ikke det helt store ved; vi skulle forbi nogle Ghats (templer) på vejen, men det var vist de færreste, der opdagede dem, så et par ekstra timers søvn ville nok havde været at foretrække. Derudover så vi en hel del der badede i Ganges floden, hvilket opfattes som en ceremoniel handling, der skulle bringe en masse godt med sig - det er ihvertfald ikke det mest rene vand at tage en dukkert i, eftersom asken fra kremeringerne bliver skubbet ud i floden, og de lig, der er for urene til kremering, bare bliver lagt ud i floden.



Efter at have brugt et par dage i Varanassi, kørte vi i bus mod grænsen til Nepal, som var 7 timers kørsel nordpå. Undervejs spiste vi morgenmad, men da vi ville donerere vores rester til nogle fattige børn, blev de temmeligt aggresive overfor hinanden, hvilket var meget chokerende at se på; så det var noget af et sidste indtryk vi fik af Indien. Det viser vist bare hvor meget forskelligt landet er i forhold til "den vestlige verden", og hvilke forhold visse dele af befolkningen lever under.

Et stort positivt træk ved Indien har dog været maden ! Vi har besøgt en del indiske restauranter i Danmark og andre steder i verden, men det er nu noget bedre, når man er der selv. Vores maver er blevet polstret godt med karry- og chilli retter, og en hel del gange har der ikke været kød på bordet. En del restauranter har været 100% vegetariske, men de kan lave en masse spændende retter, så man savner det egentligt ikke. Vi har prøvet en del friske forårsruller (som ikke er indiske), som smager virkeligt godt, når de er frisklavede; derudover har der været masser af the (ca. 25 øre på gaden for en kop), samosaer og til tider også kylling. Henrik fik prøvede "Mutton", som vistnok er ged (?) - og det smagte ganske godt, i og med det havde simret et par timer.

Til trods for at vi har været uden for storbyerne, har det stadigt været noget stressende at være i Indien; man bliver konstant antastet af en-eller-anden som vil sælge et-eller-andet, og så STIRRER de helt ekstremt på en. Man har konstant paraderne oppe, og vi har været temmelig trætte, når vi kom i seng. Derudover har tempoet på vores tur være rimeligt højt, og flere gange har der kun været en enkelt overnatning, før det var videre til næste destination.

Vi håber Nepal er lidt mere afslappende ....

Uge 28 - Hong Kong og Delhi (Indien)

Lidt mærkeligt at det først sker nu, men første fod er sat på det asiatiske kontinent (fanfare, tak !). Og det er en blid start at begynde i Hong Kong, hvor vi har 3 dage inden vi skal videre til Indien. De fleste steder er dobbeltsprogede, f.eks. menukort og gadeskilte. Men hold da op hvor man er på den, når ikke lige der er engelske undertekster på. Skrifttegn er ikke lige os.

Vi har booket os billigt ind på et hotel, hvor alt andet end værelset er dyrt; f.eks. 68 HK$ for en flaske Evian eller 268 HK$ for en gang buffetmiddag (en HK$ er ca. 75% af en krone); så det er pænt dyrt heromkring, hvilket hurtigt har fået jaget os ud af hotellet, meeen vi endte dog alligevel med at betale 92 HK$ for 2 kaffe og 2 muffins på en Starbucks, fordi vi gav efter for koffeintrangen. Tak for kaffe (!) - giv os lige New Zealand tilbage. Til vores første frokost var vi blevet lidt klogere og fik et ok måltid til små 60 HK$. Vi må tilstå, at vi ikke er så vilde med maden (særligt Mette), specielt efter at have fået rigtig god mad i New Zealand i 3 uger, men så ryger der måske lidt af sidebenene igen.

Og ellers er Hong Kong jo mest af alt en storby, som man traver lidt rundt i, shopper i, osv. - uden de helt store specielle attraktioner. En del af tiden er gået med at se på kameraudstyr, men efter et par testsskud, er Hr. Nielsen blevet enig med sig selv om, at vi nøjes med en standardlinse resten af rejsen (indtil han ændrede mening i Indien!). Det er dog blevet til en tripod til kameraet, som vi håber, at vi får brugt (mere at slæbe på, hmm !). Derudover har vi brugt en halv dags tid på at være på kopimarked. De sælger uden blusel kopier af de fleste mærkevarer, så man kan købe "Gucci" tasker og "Rolex" ure til næsten ingen penge, hvilket vi ikke helt kan se pointen i (det er jo en efterligning ?). Der var også en masse andet junk, som det var ganske morsomt at gå at kigge på, men som ikke fristede tegnebogen. Vi har også brugt lidt tid på at se på høje bygninger, været en tur i Bank of China Tower og tage en tur med den (efter sigende) legendariske Star-Ferry.

En meget sjov deltalje ved Hong Kong er de gamle sporvogne, som kørte i det område, hvor vi boede; de er i to etager, så man får meget godt overblik, når man sidder oppe og kigger, og så er det billigt. En anden detalje er at butikkerne grupperer sig, så alle skosælgerne ligger i den samme gade, køkkenudstyrssælgerne ligger i den næste og så fremdeles. I vores gade sælger de tørrede fisk og skaldyr! Det er en lidt speciel oplevelse at begive sig ud efter morgenmad klokken 8:30, og så blive indhyllet i hørmen af tørret fisk. Man lærer at trække vejret gennem næsen. De har en hel del tørrede hajfinner til salg, som er den eneste del af dyret, som kineserne er interesserede i (resten dumper de overbord igen fra fiskerbåden). Det er temmelig skræmmende at tænke på, hvor lang tid verdens hajbestand kommer til at holde, når nu der er 1 milliard kinesere, som får flere penge mellem hænderne, og de alle vil have hajfinnesuppe (!)

Men ellers har det hele været temmelig civiliseret, lidt som en europæisk storby .. bare med en masse kinesere rundt om en.

Og så er Indien godt nok noget af en kontrast! Vi ankom onsdag aften til Mumbai, hvor vi havde en enkelt overnatning, før vi kunne komme videre til Delhi. Her prøver folk konstant at tage røven på en. Bl.a. en taxi til mere end dobbelt pris af "standarden", og stedet vi boede var også lidt af en "oplevelse"; først kunne de slet ikke finde vores booking, så var det kun til enkeltværelse, og prisen var en helt anden. Til alt held havde vi printet vores bekræftelse ud, så efter lidt diskussion fik vi vores dobbeltværelse. Roomservice-tjeneren løb med vores byttepenge; vi købte en flaske vand, og han nåede så ikke tilbage, før vi var taget afsted igen dagen efter. Vi prøvede at få pengene fra hotellets ejer(mest for princippets skyld), men han havde ingen penge, og kendte iøvrigt ikke noget til noget. Den taxi vi skulle bruge til lufthavnen, viste sig at koste penge, på trods af, at der på hotellets hjemmeside stod, at den var gratis... ARGH ! Alt i alt fik vi ikke et særligt godt første indtryk af Indien.

Torsdag rejste vi videre til Delhi, og her gik der først en del tid med at finde et hotel til 2 dage; derefter skulle vi opsøge lidt internetinfo, og finde en restaurant. Men bare det at bevæge sig rundt til fods i Delhi viste sig at være lidt af en udfordring. Vi blev konstant fulgt af mindst en rickshawchauffør, der messede "rickshaw, Sir" uophørligt, selv om vi pænt sagde nej tak, og gik videre. Hvis man passerede en butik råbte ejeren efter en, for at man skulle købe hans varer.
Derudover var der gadehandlere, der gik ind foran os og tilbød alt, fra skakspil til ørerensning (!) Hvis vi stod stille, blev vi antastet, af folk der ville "hjælpe", d.v.s. følge os hen til den butik eller restaurant, hvor de fik kommission, eller bare nysgerrigt ville vide, hvor vi kom fra. Det tog meget lang tid at gå 500 meter, og ens ører summede simpelthen af en kakofoni af bilhorn, cykelklokker og stemmer (samt mænd der snortede skråtobak, hhhhhhrrrrraark, spyt). Man skulle hele tiden være opmærksom for ikke at blive kørt ned, ikke at støde ind i mennesker, eller køer, ikke at blive ramt af førnævnte spytklatter, som iøvrigt er røde, fordi der er betelrod i tobakken. Incredible India !

Til aftensmad valgte vi det sikre - troede vi - at satse på en restaurant anbefalet af Lonely Planet, og vi tog en tuk-tuk (trehjulet taxi), for at få en mere "rolig" tur. Trafikken i Delhi er dog også ret spændende, antallet af vejbaner varierer i forhold til trafikken, der køres gerne imod færdselsretningen, og hornet bruges som nævnt hele tiden.Vi blev læsset af på et hjørne, og chaufføren pegede lidt ned af gaden, og sagde, at der lå vores restaurant. Vi vandrede ned af gaden og fandt - et gadekøkken! Måske er der to restauranter i Delhi der hedder Karims ? Vi blev enige om at vandre lidt længere, for at se om ikke der lå en bedre restaurant. Men gaden blev smallere og smallere, og mens mørket sænkede sig over Old Delhi, fór vi lidt vild i den lokale basar. Til alt held var der ikke nogen der antastede os, de var ikke rigtig vant til turister, men Mette blev lidt urolig for, om vi nogensinde fandt ud igen. (Man kunne jo ende op indrullet i et tæppe, og afskibet uden spor). Henrik tog det dog mere roligt, og efter cirka en times vandring var vi da også tilbage på en mere befærdet gade, hvor vi omsider fandt en restaurant. Med borde og alting. Maden var fantastisk, og der var endda levende musik til; lidt af en oase, midt i det store kaos.

Næste morgen gik jagten ind på at en morgenmadsrestaurant i nogenlunde nærhed, og det lykkedes sørme : vi fik noget der mindede om croissanter og snegle, så det var bare med at fylde på. Vi opgav dog at finde et almindeligt vaskeri, og måtte bide i det sure æble og lade hotellet vaske det til overpris (øv !). Nu skulle vi efterhånden rundt at se noget, så vi hyrede en taxi for resten af dagen til den enorme sum af 80 kroner (!) - og han lovede så at køre os rundt til, hvad vi nu ville se. Se - det hjalp lidt. Vi fik set Humayuns Tomb, Bahai Lotus templet og Qutab Minar som er nogle af de mere imponerende bygningsværker i Delhi; vi blev til sidst sat af på Dilli Hat, som er et lukket marked (4 kroner for at komme ind), hvor der var en masse boder som repræsenterede håndværk fra hele Indien. Her kunne man endelig få lidt fred for de hidsige sælgere, og når nu der var tid til at kigge, endte vi også med at shoppe løs (hele 100 kroner blev der brugt !). Vi fik fundet en OK restaurant senere på aftenen, og det lykkedes lige at slette den seneste uges billeder fra harddisken inden at vi gik til køjs (Argh !)



Lørdag var vores sidste alene-dag i Delhi, så vi efter at have provianteret i vores sikre "base" - morgenmadsrestauranten - tog vi afsted for at nå endnu et par attraktioner. Det blev til en tur på Red Fort og forbi en kæmpe moske (plads til små 20.000 bedende) - og indimellem fik vi lige skiftet hotel, samt brugt en del tid og penge på tuk-tuks. Sidst på eftermiddagen mødtes vi på vores nye hotel med vores tourguide og -gruppe; en meget anderledes tour-gruppe end den vi havde i centralamerika, idet vi her helt klart trækker aldersgennemsnittet nedad. De er dog alle vældigt flinke, selvom vi har den ene mistænkt for at være halvt alkoholiker / halvt på stoffer (han var mest interesseret i hvor man kan købe alkohol og ting der kan ryges, og så er hans øjne lige vel blanke). Vi fik en tur ud til India Gate (krigsmonument) og derefter med metro over til en pæn restaurant, hvor vi spiste. Vores blodtryk er vist faldet til det halve, efter at vi har fået en guide på, som lige sørger for, at tingene glider lidt bedre. Faktisk dejligt - og mere "nødvendigt" her end i f.eks. Centralamerika, hvor vi mere eller mindre godt kunne have rejst alene, uden de store problemer.

Puha .. sikke en uge; efter et par dage i Indien vænner man sig til nogle af forholdene og lærer at ignorere nogle af de irriterende faktorer, men det er helt klart det mest stressende sted, vi nogensinde har været. Ikke engang Afrika når på niveau med Indien, og Sydamerika er den rene badeferie. Forhåbentligt bliver de næste par uger bedre.