Så er vi kommet ind i vores allersidste uge, på vores turen jorden rundt. Hvor går tiden dog bare hurtigt !
Inden vi tog fra Datong, havde vi lige endnu en udflugt vi skulle lave, før der stod Beijing på programmet. Vi ville gerne ud og se den kinesiske mur fra et lidt andet sted, og ca. 45-50 km nord for Datong, kan man også besigtige muren. Så vi blev tirsdag morgen mødt af den taxichaffør vi havde kør med et par dage tidligere, og hans far, som skulle være kører. Efter en del kørsel, og efter at have spurgt om vej et antal gange, nåede vi endelig det fort som vi ledte efter. Men, det var lidt af en skuffelse. Der var meget lidt at se på udover nogle høje mudder-vægge og lidt mursten, så det var hurtigt overstået. Denne del af den kinesiske mur er meget anderledes end den mere turistet sektion - men på sin vis, var det egentligt godt også at have set det, så man ved at den ikke er ens hele vejen rundt. Tilbage i Datong fandt vi vores bus, og efter små 5 timers kørsel var vi i Beijing og vores hostel, som vi fandt ved hjælp fra et par venlige engelsktalende kinesere.
Vores 4 dage i Bejing har vi brugt på lidt af hver. Den første dag brugte vi på at se Forbidden City og den himmelske fredsplads. Forbidden City er det gamle kejserpalads, som er et kæmpe kompleks af bygninger hvor der en masse at kigge på. Vi brugte 4-5 timer derinde, hvor vi bl.a. så endnu en nine-dragon wall, et museum med gamle store ure, udover et utal af kejserbygninger. Bagefter gik vi rundt på fredspladsen, som er enorm stor og som også indeholder forskellige monumenter. Dagen efter var vi på tur, og stod meget tidligt op for at komme over til busselskabet, og købe billet til en kombineret tur til Ming Tombs og den Kinesiske mur. Her var vi sammen med en polak, de eneste udenlandske turister - resten var kinesere, så vi blev "underholdt" af vores guide på kinesisk en god time på turen, inden hun endelig holdt op med at tale (!). Vi besøgte DingLing tomben, og fik tid til at udforske på egen hånd, imens vores guide med sit lille flag ledte resten af gruppen igennem. Her fik vi set gravkammeret der lå under jorden - et sted med store døre og højt til loftet. Bagefter skulle vi have frokost tæt ved, og konceptet var, at man også lige blev skubbet igennem en salgsudstilling af jade-statuer, en horde af heksedoktorer, og andet godt, inden man nåede frem til frokosten. Vi lugtede lunten, og sneg os uden om det hele. Bagefter kom vi til den kinesiske mur - altså den del som er renoveret - og ja, den er bare stor. Vi kravlede op på muren, og modsat de fleste andre turister gik vi sydpå, hvilket betød, at efter en halv time var vi stort set alene på "vores" del af muren, sammen med 10-20 andre turister. På nordsiden var der vel adskillige tusinde turister på samme strækning. Da vi skulle hjem, priste vi os lykkelig for, at vi havde booket en turbus; for køen til den almindelig bus var enorm lang, så trods den kinesiske guide og frokoststedet, var det prisen værd.
Fredagen i Beijing blev brugt på at besøge Lama temple, hvilket var stort og flot - men vi efterhånden nok ramt af at have set for mange templer, ligesom i Japan. Vi prøvede også at besøge "Underground City", som skulle være et underjordisk kompleks fra den kolde krig, men det var desværre lukket. Istedet gik vi en tur i Temple of Heaven Park i en times tid, og bagefter stod den på kinesisk akrobatik. Showet var en blanding af forskellige former, og det var vældigt underholdende og imponerende - specielt når man ser 8-9 årige kinesiske drenge, der kaster sig rundt i luften. Vores sidste dag blev brugt på en heldagstur til Summer Palace, som ligger i udkanten af Beijing og som indeholder et enormt parkanlæg, rundt om en sø. Her gik vi rundt i et godt stykke tid, før vi nåede palads området, men vi endte med ikke at gå ind i bygningerne og se specielt meget; der var simpelthen for mange turister, og alt for meget "gåsegang". Så efter nogle timer tog vi igen tilbage til Bejing, og fik en meget sen frokost/tidlig aftensmad.
Søndag d. 3. maj (som jo også er Henriks fødselsdag), blev mest af alt, brugt på transport. Vi forlod vores hostel ca. kl. 08.00 om morgenen, tog med metro til lufthavnen, og derefter et fly tilbage til Shanghai, hvor vi sidst på eftermiddagen ankom til vores hotel - meget centralt beliggende. Her slappede vi lidt af, inden vi tog til "M on the Bund", som er en af de bedste restauranter i Shanghai. Vi var lidt nervøse for, om man skulle dukke op i Armani jakkesæt, da vi jo ikke har den helt store mængde festtøj med, men vi så ud til at passe rimeligt ind (Mette har jo både kjole og højhælede med!). Det var en vældig god middag, meget vestlig - og godt efter at have rejst i Kina i 3 uger med lidt for specielle retter.
Vi har dog den sidste uge "snydt" lidt meget på madfronten. Det er bestemt ikke blevet til så meget kinesisk mad, som vi selv havde forventet. Vi har både været på Pizza Hut og på KFC (første gang i vores liv), for at få noget komfort-mad; begge steder var det "rimeligt" og Pizza Hut overraskede positivt med nogle gode frugt-drinks (dog lidt dyre). Derudover har vi spist på Aijsen Noodles, som så er en japansk kæderestaurant, så det var lidt som at gå nogle uger tllbage til Japan. Det er dog blevet til noget kinesisk mad. Den ene aften endte vi lidt ved et tilfælde på en restaurant, hvor de reklamerede med Peking and. Det skulle prøves, og var meget smagfuldt, men også en lidt fedtet affære. Vi spiste også på et kinesisk sted (sydkinesiske mad) hvor der maden var ganske god, ikke de store mærkelige overraskelser, og hvor vi fik udleveret en gratis paraply da vi skulle afsted pga. det regnede. Det kan man da kalde service. Morgenmaden har som altid været lidt af en prøvelse; vi fandt dog et par steder hvor vi kunne få bagels, kaffe og æg (meget blødkogte .. hvad hedder hårdkogt på kinesisk ?), så vi fik et nogenlundt solidt måltid at gå rundt på. Og så er der blevet suppleret med et antal besøg på Starbucks cafeer o.lign. steder, når man blev kaffetørstig.
Vores hjemrejse dato var den 4. maj, og det tegnede til at skulle blive en laaaaaaaaang dag, med bl.a. en 12 timers flyvning mellem Shanghai og London sammen med British Airways. Da vi ankom til lufthavnen og blev checket ind, blev vi opgraderet fra "Economy" til "World Traveller", hvilket vistnok betyder at man får lidt bedre plads på ens sæde. Men, da vi så ankom til gaten, blev vi lige pillet ud og fik en "Business" billet i hånden. FANTASTISK ! Hos British Airways betyder det, at man får sin egen lille "kabine", hvor man kan lægge sædet helt ned, har fladskærm, og enorme mængder af benplads. Og så er mad/drikke helt i top. Der var forret/hovedret/dessert (2 gange), og forskellige valg. Vi sad og smilede hele vejen til London, også fordi Mette gennem vores 9 måneder havde gået og joket med, at vi "naturligvis" ville blive opgraderet på vejen hjem, fordi vi var så søde. Så turen både til London og tilbage til København blev ikke så lang og slem som vi havde frygtet. Kl. ca. 22.00 var vi igen tilbage i Danmark, og lige inden midnat kunne vi sætte nøglen i vores hoveddør. Og kravle ind i vores EGEN seng !
Hvis man skal beskrive de sidste 9 måneder meget kort : "Fantastisk og alle pengene værd !"
Viser opslag med etiketten Kina. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kina. Vis alle opslag
29 april 2009
Uge 39 - Xian, Pingyao og Datong
I denne uge, er turen gået videre til Xian, Pingyao og Datong. Vi lagde ud med at sige farvel til Jan og Lisbeth - efter at have tygget os igennem en god solid gang dansk morgenmad, og herefter var det afsted med fly til Xian, hvor vi ankom ca. 16.00 efter lidt forsinkelse undervejs. I Xian har vi haft 3 overnatninger, og vi havde booket os ind på et hostel i byen med store værelser, som desværre viste sig at indeholde toiletter uden vand i klosetskålen .. Smelly !
Dagene i Xian er blevet brugt på at se nogle af de helt store attraktioner, som Kina har at byde på. Den første dag brugte vi på at se Terracotta Krigerne, som er en kæmpe hær af ca. 10.000 lerkrigere i naturlig størrelse, der blev bygget for ca. 1500 år siden for at vogte over Qin Shihs grav. Det var et imponerende syn, selvom det er temmeligt mærkeligt, at der er blevet brugt så meget energi og ressourcer på, at bygge krigerne, inklusiv heste (!), våben, klædedragter, og meget andet godt. Ingen af krigerne er (efter sigende) lavet ens, så det har taget en del tid. Vi fulgte vores guidebogs råd, og gik først til grav 2 og 3, hvor vi stort set var alene, mens vi fandt horder af turister og turgrupper ovre i grav 1, som også er den største af dem. Vi brugte også lige en halv time på at sludre med tre kinesiske engelskstuderende, som fik trænet deres mundtlige, mod at vi fik snakket med et par "almindelige" kinesere - inklusiv emner som Tibet og pressefrihed. Hele dagen var ganske god, selvom vi endte med at blive temmeligt våde på vejen tilbage til vores lokalbus, da vi jo (rent principielt) ikke ville spilde 20Y på en paraply.
Dagen efter var vi klar til endnu en udflugt, og denne gang skulle vi ud og besøge Han Jing Mausoleum, som var anbefalet både af vores guidebog og af vores hostel, som den mest undervurderede attraktion i området. Efter lidt problemer med lokalbusserne (vi tog en bus i den forkerte retning, og kunne ikke finde rute 4), endte vi på en turistbus, der skulle tage os ud til vores destination. Men, efter små 20 minutters kørsel begyndte ruten mistænktligt at ligne hvad vi havde set dagen før, og et check med den ikke engelsk-talende billetsælger/guide på bussen afslørede da også, at vi ikke var på vej derhen, hvor hun havde lovet, at vi kørte (hun havde nikket da vi viste vores brochure!). Herefter fulgte en del snik-snak (på engelsk, dansk, kinesisk), der endte med at vi kæmpede os ud af bussen uden at betale - og istedet blev vi nødt til at hyre en taxi til at køre os "på tværs" til vores sted, for 120Y. For pokker ! Nå - stedet var ganske godt, selvom det var lidt arkæologi-nørdet. Denne grav var også fyldt med ler-krigere (vistnok 50.000 !), men her var det mere i "dukkestørrelse", ca. 25-40 cm høje - og suppleret med heste, svin, hunde, geder, og meget andet. Dele af graven var udgravet og præsenteret som et underjordisk museum, hvor man kunne gå henover de enkelte udgravninger. Der var også lavet en rigtig god 3D film omkring tidsalderen, så igen en attraktion der var pengene og besværet værd (!) Turen tilbage til Xian var endnu en prøvelse. Først ventede vi en time på at bus 4 ankom, 20 minutter på at den skulle køre, og da den endelig kørte afsted, gjorde vi igen holdt efter små 20-25 minutter, fordi den skulle rengøres, og vi skulle derfor med en anden bus .. tror vi, for igen var vi havnet et sted hvor ingen kunne engelsk. Vi endte med at hoppe på bus 228 istedet, fordi vi mente den også endte i Xian, og endelig, efter 40 minutters kørsel, var vi tilbage på busstationen. Succes ! - og ikke mere buskørsel den dag (udover en bybus) !
Vores dage i Xian har været godt pakket, men vi har dog også fundet tid til at gå en længere tur på bymuren, der strækker sig 17 kilometer rundt om byen, er 12-16 meter i tykkelse og den største og mest velbevarede i Kina. Derudover har vi været en tur i byens Bell-tower, trasket en tur gennem det muslimske kvarter, og efter lidt hjælp er det sågar lykkedes os at få en busbillet til vores næste destination.
Efter Xian tog vi videre med bus (7 timer) til Pingyao, som er en mindre, historisk by, der nærmest fungerer som en museumsby. Hele byen er renoveret og bibeholdt i samme stil, omkranset af en bymur - mindre end i Xian, men mere poleret. Her har vi haft 2 overnatninger i et rustikt gæstehus, som har taget præmien for billigste overnatning på denne tur - 70 Yang, eller hvad der svarer til 55 kroner, for et dobbeltværelse med eget bad og toilet. Og det var rimeligt pænt og nydeligt, selvom vandtryk og varmt vand ikke er noget, der kan prales med. I Pingyao hyrede vi en engelsktalende guide (Mr. Lei, ejeren af vores gæstehus), til i 4 1/2 time at lede os gennem byen, og fortælle om historien. Vi fik besøgt et confutse tempel, et taoist tempel, den første bank i Kina og administrationsbygningen fra Ming Dynastiet, med en masse torturinstrumenter. Vi fik også en kort tur op på bymuren, og fik kigget ind i forskellige baggårde, for at se hvordan "almindelige kinesere", lever. Alt i alt, en ganske fin rundtur. I Pingyao kom vi også forbi en mur med 9 drager, som ifølge vores guide kun findes i Pingyao, Datong og Bejing - og dem har vi så alle været forbi. Derudover besøgte vi Shauling templet udenfor byen via en eldrevet tuc-tuc, hvor der var mange gamle træ buddhastatuer og udskæringer at kigge på - desværre ikke alt i en alt for god stand.
Sidste stop i denne uge har været Datong, som ligger cirka midt mellem Pingyao og Beijing, og derfor var et naturligt stop "på vejen". Vi brugte det meste af en dag på at komme frem, og sidst på eftermiddagen kunne vi checke ind på et meget stort og nydeligt hotel, efter at have afvist en fast taxi pris på 60Y, og taget den på meteret til 14Y (!) - vi ser åbenbart meget blonde og naive ud .. Hotellet lå yderst pudsigt mellem en masse lave "slum" huse, som iøvrigt var ved at blive revet ned. Datong er en meget "rodet" by, som er under total genopbygning, og hvor der nærmest er flere murbrokker end mursten i stående huse. I Datong valgte vi at tage på en heldagstur med bus, sammen med 4 andre turister, som skulle tage os rundt til et par attraktioner, der ville være svære at nå på en dag med offentlige busser (og nu har vi jo prøvet lidt problemer i Xian !). Første stop - efter 2 timer - var "Hanging Monestary", som er et lille kloster der er bygget på en bjergside, og som derfor hænger udover siden, ca. 50-100 meter oppe. Ikke særligt tilgængeligt, var det ikke lige for de parkeringsanlæg og nye trapper, der er blevet anlagt til formålet. Klosteret var aktivt indtil kulturrevolutionen i 1976. Næste stop var Yungang grotterne, der indeholder en række buddha statuer. Nu havde vi i Laos tidligere prøvet hvad det betød, og var blevet temmeligt skuffede over at se en lille grotte med en masse små statuer i Luang Prabang. Men Yungang grotterne var bestemt anderledes. Her var der hugget optil 18 meter høje statuer ud i sandstensgrotterne, med en masse detaljer og små relieffer rundt om siderne. Meget fantastisk, og et arbejde der har taget titusinde arbejdere mange år at få lavet færdigt, for ca. 1500 år siden. Dele af grotterne var desværre medtaget pga. vind og vejr, men flere af dem var meget velholdte og imponerede (og overraskede) helt klart.
Inden vi forlod Datong, lavede vi lige en hurtig morgenekspedition nord for byen. Vi var stødt på en yngre taxichauffør, et par dage inden, der kunne et minimum af engelsk, og aftalt, at han skulle hente os om morgenen på vores afrejsedag, køre os op til et fort 45 km fra Datong, og retur igen, for 100Y. Han mødte op som aftalt, med sin far som vist var den normale taxichauffør, og efter at have spurgt om vej 6-8 gange, nåede vi frem til vores fort - der viste sig at være en yderst begrænset turistoplevelse. Der stod et par få murporte tilbage, og stumper af den ler-bymur der engang havde været. Derudover så vi dog også nogle sektioner af den store kinesiske mur, som her bestod af jord/lervolde, fremfor af sten.
En af de ting vi efterhånden har fundet ud af er : Vi vækker opsigt ! Selv på temmeligt turistede steder, får vi kineserne til at vende hovederne, pege, fnise, tage billeder i smug, og en del gange er vi nu blevet spurgt, om vi ikke liiiiige vil være med på et billede sammen med et par tilfældige kinesere; det virker lidt pudsigt, da vi ville tro, at de med OL og alle de andre turister, efterhånden havde fået nok. Vi har lidt en antagelse om, at det er Henriks meget blonde hår (samt højde og drøjde) der giver os "stjernestatus" .. og så er vi jo smukke (!). Der er nærmest gået sport i at undvige kameraer/mobiltelefoner, eller spotte dem - og det kunne være interessant at vide helt hvor mange billeder, vi figurerer på.
Maden i Kina har indtil videre været lidt af en prøvelse - og det er nok det sted på vores 9 måneders tur, hvor vi har fået mest kamp til stregen. Den første udfordring man møder, er begrænset engelsk og begrænset udbud af engelske menukort. Når der så endelig er billeder eller halv-oversættelser, finder man ud af, at mange af retterne ikke lige er noget man har lyst til at sætte tænderne i. Kineserne spiser ALT muligt, som vi ihvertfald ikke har haft lyst til at prøve. Det er bestemt ikke en myte, at man finder hønsefødder, tyrepenis, æselhove, svineindvolde, og andet godt på menukortet. Nogle steder har det været de dominerende retter, og at finde noget andet har krævet en del. Når vi så endelig har bestilt nogle retter, så har det ofte smagt noget anderledes end man havde forestillet sig (eller håbet på). I Xian fik vi den første aften nogle gode (kød)retter, men vi kunne simpelthen ikke vride to skåle ris ud af servitricerne, så det var svært at spise sig mæt. Vi prøvede også at bestille kylling på to forskellige måder, og her var der mere ben-rester og knogler end kød, så det var heller ikke en succes. Maden i Pingyao har været decideret dårlig, og meget cafeteria-agtig; noget af det kunne vi få ned, men det har bestemt ikke været en god oplevelse at spise på restaurant. Vi har haft mest held i Datong, hvor vi fandt en virkelig god restaurant, og hvor vi fik en masse retter, som alle var vældigt gode, velsmagende og "normale" - og for en gangs skyld gik man propmæt i seng !
Turen går til Bejing i den sidste og afsluttende uge !
Dagene i Xian er blevet brugt på at se nogle af de helt store attraktioner, som Kina har at byde på. Den første dag brugte vi på at se Terracotta Krigerne, som er en kæmpe hær af ca. 10.000 lerkrigere i naturlig størrelse, der blev bygget for ca. 1500 år siden for at vogte over Qin Shihs grav. Det var et imponerende syn, selvom det er temmeligt mærkeligt, at der er blevet brugt så meget energi og ressourcer på, at bygge krigerne, inklusiv heste (!), våben, klædedragter, og meget andet godt. Ingen af krigerne er (efter sigende) lavet ens, så det har taget en del tid. Vi fulgte vores guidebogs råd, og gik først til grav 2 og 3, hvor vi stort set var alene, mens vi fandt horder af turister og turgrupper ovre i grav 1, som også er den største af dem. Vi brugte også lige en halv time på at sludre med tre kinesiske engelskstuderende, som fik trænet deres mundtlige, mod at vi fik snakket med et par "almindelige" kinesere - inklusiv emner som Tibet og pressefrihed. Hele dagen var ganske god, selvom vi endte med at blive temmeligt våde på vejen tilbage til vores lokalbus, da vi jo (rent principielt) ikke ville spilde 20Y på en paraply.
Dagen efter var vi klar til endnu en udflugt, og denne gang skulle vi ud og besøge Han Jing Mausoleum, som var anbefalet både af vores guidebog og af vores hostel, som den mest undervurderede attraktion i området. Efter lidt problemer med lokalbusserne (vi tog en bus i den forkerte retning, og kunne ikke finde rute 4), endte vi på en turistbus, der skulle tage os ud til vores destination. Men, efter små 20 minutters kørsel begyndte ruten mistænktligt at ligne hvad vi havde set dagen før, og et check med den ikke engelsk-talende billetsælger/guide på bussen afslørede da også, at vi ikke var på vej derhen, hvor hun havde lovet, at vi kørte (hun havde nikket da vi viste vores brochure!). Herefter fulgte en del snik-snak (på engelsk, dansk, kinesisk), der endte med at vi kæmpede os ud af bussen uden at betale - og istedet blev vi nødt til at hyre en taxi til at køre os "på tværs" til vores sted, for 120Y. For pokker ! Nå - stedet var ganske godt, selvom det var lidt arkæologi-nørdet. Denne grav var også fyldt med ler-krigere (vistnok 50.000 !), men her var det mere i "dukkestørrelse", ca. 25-40 cm høje - og suppleret med heste, svin, hunde, geder, og meget andet. Dele af graven var udgravet og præsenteret som et underjordisk museum, hvor man kunne gå henover de enkelte udgravninger. Der var også lavet en rigtig god 3D film omkring tidsalderen, så igen en attraktion der var pengene og besværet værd (!) Turen tilbage til Xian var endnu en prøvelse. Først ventede vi en time på at bus 4 ankom, 20 minutter på at den skulle køre, og da den endelig kørte afsted, gjorde vi igen holdt efter små 20-25 minutter, fordi den skulle rengøres, og vi skulle derfor med en anden bus .. tror vi, for igen var vi havnet et sted hvor ingen kunne engelsk. Vi endte med at hoppe på bus 228 istedet, fordi vi mente den også endte i Xian, og endelig, efter 40 minutters kørsel, var vi tilbage på busstationen. Succes ! - og ikke mere buskørsel den dag (udover en bybus) !
Vores dage i Xian har været godt pakket, men vi har dog også fundet tid til at gå en længere tur på bymuren, der strækker sig 17 kilometer rundt om byen, er 12-16 meter i tykkelse og den største og mest velbevarede i Kina. Derudover har vi været en tur i byens Bell-tower, trasket en tur gennem det muslimske kvarter, og efter lidt hjælp er det sågar lykkedes os at få en busbillet til vores næste destination.
Efter Xian tog vi videre med bus (7 timer) til Pingyao, som er en mindre, historisk by, der nærmest fungerer som en museumsby. Hele byen er renoveret og bibeholdt i samme stil, omkranset af en bymur - mindre end i Xian, men mere poleret. Her har vi haft 2 overnatninger i et rustikt gæstehus, som har taget præmien for billigste overnatning på denne tur - 70 Yang, eller hvad der svarer til 55 kroner, for et dobbeltværelse med eget bad og toilet. Og det var rimeligt pænt og nydeligt, selvom vandtryk og varmt vand ikke er noget, der kan prales med. I Pingyao hyrede vi en engelsktalende guide (Mr. Lei, ejeren af vores gæstehus), til i 4 1/2 time at lede os gennem byen, og fortælle om historien. Vi fik besøgt et confutse tempel, et taoist tempel, den første bank i Kina og administrationsbygningen fra Ming Dynastiet, med en masse torturinstrumenter. Vi fik også en kort tur op på bymuren, og fik kigget ind i forskellige baggårde, for at se hvordan "almindelige kinesere", lever. Alt i alt, en ganske fin rundtur. I Pingyao kom vi også forbi en mur med 9 drager, som ifølge vores guide kun findes i Pingyao, Datong og Bejing - og dem har vi så alle været forbi. Derudover besøgte vi Shauling templet udenfor byen via en eldrevet tuc-tuc, hvor der var mange gamle træ buddhastatuer og udskæringer at kigge på - desværre ikke alt i en alt for god stand.
Sidste stop i denne uge har været Datong, som ligger cirka midt mellem Pingyao og Beijing, og derfor var et naturligt stop "på vejen". Vi brugte det meste af en dag på at komme frem, og sidst på eftermiddagen kunne vi checke ind på et meget stort og nydeligt hotel, efter at have afvist en fast taxi pris på 60Y, og taget den på meteret til 14Y (!) - vi ser åbenbart meget blonde og naive ud .. Hotellet lå yderst pudsigt mellem en masse lave "slum" huse, som iøvrigt var ved at blive revet ned. Datong er en meget "rodet" by, som er under total genopbygning, og hvor der nærmest er flere murbrokker end mursten i stående huse. I Datong valgte vi at tage på en heldagstur med bus, sammen med 4 andre turister, som skulle tage os rundt til et par attraktioner, der ville være svære at nå på en dag med offentlige busser (og nu har vi jo prøvet lidt problemer i Xian !). Første stop - efter 2 timer - var "Hanging Monestary", som er et lille kloster der er bygget på en bjergside, og som derfor hænger udover siden, ca. 50-100 meter oppe. Ikke særligt tilgængeligt, var det ikke lige for de parkeringsanlæg og nye trapper, der er blevet anlagt til formålet. Klosteret var aktivt indtil kulturrevolutionen i 1976. Næste stop var Yungang grotterne, der indeholder en række buddha statuer. Nu havde vi i Laos tidligere prøvet hvad det betød, og var blevet temmeligt skuffede over at se en lille grotte med en masse små statuer i Luang Prabang. Men Yungang grotterne var bestemt anderledes. Her var der hugget optil 18 meter høje statuer ud i sandstensgrotterne, med en masse detaljer og små relieffer rundt om siderne. Meget fantastisk, og et arbejde der har taget titusinde arbejdere mange år at få lavet færdigt, for ca. 1500 år siden. Dele af grotterne var desværre medtaget pga. vind og vejr, men flere af dem var meget velholdte og imponerede (og overraskede) helt klart.
Inden vi forlod Datong, lavede vi lige en hurtig morgenekspedition nord for byen. Vi var stødt på en yngre taxichauffør, et par dage inden, der kunne et minimum af engelsk, og aftalt, at han skulle hente os om morgenen på vores afrejsedag, køre os op til et fort 45 km fra Datong, og retur igen, for 100Y. Han mødte op som aftalt, med sin far som vist var den normale taxichauffør, og efter at have spurgt om vej 6-8 gange, nåede vi frem til vores fort - der viste sig at være en yderst begrænset turistoplevelse. Der stod et par få murporte tilbage, og stumper af den ler-bymur der engang havde været. Derudover så vi dog også nogle sektioner af den store kinesiske mur, som her bestod af jord/lervolde, fremfor af sten.
En af de ting vi efterhånden har fundet ud af er : Vi vækker opsigt ! Selv på temmeligt turistede steder, får vi kineserne til at vende hovederne, pege, fnise, tage billeder i smug, og en del gange er vi nu blevet spurgt, om vi ikke liiiiige vil være med på et billede sammen med et par tilfældige kinesere; det virker lidt pudsigt, da vi ville tro, at de med OL og alle de andre turister, efterhånden havde fået nok. Vi har lidt en antagelse om, at det er Henriks meget blonde hår (samt højde og drøjde) der giver os "stjernestatus" .. og så er vi jo smukke (!). Der er nærmest gået sport i at undvige kameraer/mobiltelefoner, eller spotte dem - og det kunne være interessant at vide helt hvor mange billeder, vi figurerer på.
Maden i Kina har indtil videre været lidt af en prøvelse - og det er nok det sted på vores 9 måneders tur, hvor vi har fået mest kamp til stregen. Den første udfordring man møder, er begrænset engelsk og begrænset udbud af engelske menukort. Når der så endelig er billeder eller halv-oversættelser, finder man ud af, at mange af retterne ikke lige er noget man har lyst til at sætte tænderne i. Kineserne spiser ALT muligt, som vi ihvertfald ikke har haft lyst til at prøve. Det er bestemt ikke en myte, at man finder hønsefødder, tyrepenis, æselhove, svineindvolde, og andet godt på menukortet. Nogle steder har det været de dominerende retter, og at finde noget andet har krævet en del. Når vi så endelig har bestilt nogle retter, så har det ofte smagt noget anderledes end man havde forestillet sig (eller håbet på). I Xian fik vi den første aften nogle gode (kød)retter, men vi kunne simpelthen ikke vride to skåle ris ud af servitricerne, så det var svært at spise sig mæt. Vi prøvede også at bestille kylling på to forskellige måder, og her var der mere ben-rester og knogler end kød, så det var heller ikke en succes. Maden i Pingyao har været decideret dårlig, og meget cafeteria-agtig; noget af det kunne vi få ned, men det har bestemt ikke været en god oplevelse at spise på restaurant. Vi har haft mest held i Datong, hvor vi fandt en virkelig god restaurant, og hvor vi fik en masse retter, som alle var vældigt gode, velsmagende og "normale" - og for en gangs skyld gik man propmæt i seng !
Turen går til Bejing i den sidste og afsluttende uge !
21 april 2009
Uge 38 - Kyoto, Tokyo (igen) og Shanghai (Kina)
I denne uge er vi startet i byen Kyoto, som engang har været Japans regeringsby (ca. 1000 år), indtil Tokyo i midten af 1800 tallet overtog rollen. Kyoto er fyldt med templer og historiske bygninger - efter sigende ca. 2000 stykker, så det har været med at udvælge, hvad der skulle ses. Men - templer har dog været et af omdrejningspunkterne.
Den første dag i Kyoto havde vi afsat til en 5 timers walking-tour med den (åbenbart) berømte "Johnnie Hillwalker", der skulle tage os igennem gader og stræder, og vise os det ikke-turistede Kyoto (som der stod i brochuren). Det viste sig (surprise, surprise), at Johnnie lige akkurat DENNE dag var optaget, så han havde sendt en vikar, der var knapt så berømt, knapt så rutineret, og ikke helt så flydende i det engelske sprog. Det gik nogenlunde, og efter den første times tid rystede vores guide ikke mere af angst, og vi havde efterhånden vænnet os til hans begrænsede engelsk, så vi fik lært noget af turen. Vi fik bl.a. besøgt et Higashi Honganji templet (igen Japans største træbygning) og en kirkegård, og fik forklaret nogle af de skikke, som vi har kunnet observere den sidste uges tid.
Dagen efter ville vi selv prøve kræfter med en walkingtour anbefalet af vores guidebog, men lige denne dag stod det ned i tove, så vi valgte dels at sove lidt længere, og dels begrænse vores tur til nogle få punkter, der kunne nås med metro og nogenlunde hurtigløb mellem tørre opholdssteder. Vores første indskyldelse var egentligt at tage på Kyoto National Museum, men da prisen var skruet godt op og halvdelen af udstillingen var lukket, gik vi istedet på opdagelse på den anden side af vejen, hvor vi "faldt" over Sanjusangen-do templet der havde ikke mindre end 1.001 mandshøje buddha statuer i en 120 meter lang træhal. Det var lidt af en overraskelse. Samme dag fik vi også set Nishi Hongwanji templet og Kiyomizu templerne - alle sammen betydningsfulde bygninger, men hvor opbygning og indhold minder en del om hinanden, ligesom hvis man besøger 20 kirker. Sidst på eftermiddagen havde vi billetter til et 1 times Geisha danse/teatershow, hvor der var ca. 60 kvinder med hvidmalede hoveder og farverige kostumer, som optrådte for os. Det er jo ikke lige noget man ser til hverdag, så det var lidt i samme kategori som ballet i Laos og Vanddukkeshowet i Vietnam - noget der skulle prøves. Musikken og sangen var lidt skinger, men vi fik da noget ud af forestillingen - desværre uden mulighed for at tage billeder. Inden vi onsdag trillede mod Tokyo brugte vi et par timer - i næsten tørvejr - på at besøge Rokuon-Ji templet (også kendt som den gyldne pagode) og To-Ji templet, hvilket indeholder den højeste 5 etage pagode i Japan, og så syntes vi, at vi havde set templer nok for denne gang.
I Kyoto fandt vi en restaurant, som vi har brugt et par gange, da den viste sig at servere både god sushi/fisk og grillstegte spyd (tofu, kylling mm). Så her har vi virkelig fået prøvet den rå fisk af, og ligeledes testet den japanske Sake (risvin) - både i varm og kold udgave. Vi er helt klart mest til den kolde, til trods for, at det er normalt man kun får varm sake hjemme i Danmark, på japanske restauranter.
Tilbage i Tokyo har de morgenfriske af os (det inkluderer ikke Søren), bl.a. brugt tiden på at gå forbi det lokale fiskemarked kl. 7.00 om morgenen, hvor der er temmelig meget aktivitet - og ufattelige mængder af frisk tun. Det var lidt af et syn, hvor man ser mange mærkelige fisk, og hvor man springer for livet, for at undgå at blive kørt ned af små ladvogne. Derudover har vi brugt en formiddag på nationalmuseet, som havde en hel del historisk kunst og objekter til udstilling, men med stort set ingen forklaring om Japans historie (ingen beskrivelser, landkort, kejserrække, osv.). Vi prøvede også at jagte lidt kameraudstyr men uden det store held.
Fredag morgen (tidligt !) var det dog slut med Japan. Aftenen før havde vi sagt farvel til Søren, og givet ham lidt ekstra bagage med hjem (tak!), og fredag tog vi så toget til lufthavnen, hvor vi lidt over 12.00 landede i Shanghai i Kina. Her har vi været så heldige, at kunne bo hos Lisbeth og Jan Lang, som er Henriks folkeskolekammerat - i en kæmpevilla. Det har på mange måder været vild luksus. Den har stået på morgenbrød, lurpak smør og ost hver morgen - og vi har endda fået FLÆSKESTEG med brun sovs og kartofler; normalt ikke en ret der er så eftertragtet derhjemme, men efter mere end 8 måneder afsted, så er det bestemt godt .. og så var sovsen god tyk !
I Shanghai har vi haft et noget lavere tempo end normalt, og til tider har det været rart, bare at sidde i sofaen og snakke løs. Men, vi har dog fået noget ud af opholdet. Om lørdagen tog Jan os med til Zhouzhuang, som er en af flere kanalbyer, der ligger i nærheden af Shanghai, og hvor varer (og turister) sejles rundt i små både, lidt ligesom i Venedig. Byen er temmelig godt vedligeholdt, men også mest af alt til for turisterne i disse dage - og der var et anseeligt antal kinesiske turister i byen denne dag. Vi fik dog travet rundt nogle timer, og fik også spist frokost, som denne gang bestod af marineret svineskank, stegte ris og lidt krabbe til Jan. Meget smagfuldt. Dagen efter havde vi alle tre købt Formel 1 billetter, men desværre viste vejrguderne sig fra deres værste side - så det styrtregnede i de 5 timer vi sad på tribunen (hvoraf løbet tog 2 timer). Vi blev ekstremt våde, og selvom det var lidt af en oplevelse at se et løb i virkeligheden, så tog det noget af gejsten fra os. Den eneste fordel var, at pga. regnen og vores placering i 180 graders svinget, så var der sikret masser af underholdning, når bilerne skred ud med 150-200 km/t.
Vi nåede også at komme forbi det lokale marked og park i byen en tidlig morgen. En af pudsighederne var, at se hold af ældre folk motionere i takt til musik eller kommandoer, og flere der trænede ved at gå baglæns gennem parken (?). På markedet var der en hel del sære ting, der var til salg, og selvom vi efterhånden har været forbi en del markeder, så var der nye oplevelser her. Vi nåede både at opleve et par frøer, der måtte lade livet, og et par fugle i due-størrelse der mere eller mindre blev vendt/flået levende inden hovedet røg af (hele øvelsen tog et par sekunder). Markedet var temmeligt præget af en del friske fisk/dyr, som først bliver ordnet/slagtet, når der er købere.
Den sidste dag i Shanghai har vi brugt på at besøge Mettes kollegaer, der er udstationerede og arbejder på Hudong maskinfabrik (og værft). Her brugte vi en halv dag på at se fabrikken, de forskellige stadier i en skibsdieselmotor-byggeproces, samt lidt af værftet - ganske interessant. Derudover tog vi en tur op i Shanghai World Financial Center, der er Shanghais højeste bygning (i øjeblikket), og strækker sig små 492 meter over jorden. 100 etager skulle vi op, og i tusmørket kunne vi se udover en del af Shanghai, til trods for lettere tåge, bl.a. kunne man kigge NED på den kun 430 meter høje bygning ved siden af. Den elevatortur kostede så også små 125 kroner pr. mand. Ifølge Jan skulle der om et par år stå en ny 600 meters bygning i Shanghai. Er det 5 etager man normalt må bygge i København ?
Tirsdag morgen står vi igen på egne ben, og så går turen til Xian med fly.
Den første dag i Kyoto havde vi afsat til en 5 timers walking-tour med den (åbenbart) berømte "Johnnie Hillwalker", der skulle tage os igennem gader og stræder, og vise os det ikke-turistede Kyoto (som der stod i brochuren). Det viste sig (surprise, surprise), at Johnnie lige akkurat DENNE dag var optaget, så han havde sendt en vikar, der var knapt så berømt, knapt så rutineret, og ikke helt så flydende i det engelske sprog. Det gik nogenlunde, og efter den første times tid rystede vores guide ikke mere af angst, og vi havde efterhånden vænnet os til hans begrænsede engelsk, så vi fik lært noget af turen. Vi fik bl.a. besøgt et Higashi Honganji templet (igen Japans største træbygning) og en kirkegård, og fik forklaret nogle af de skikke, som vi har kunnet observere den sidste uges tid.
Dagen efter ville vi selv prøve kræfter med en walkingtour anbefalet af vores guidebog, men lige denne dag stod det ned i tove, så vi valgte dels at sove lidt længere, og dels begrænse vores tur til nogle få punkter, der kunne nås med metro og nogenlunde hurtigløb mellem tørre opholdssteder. Vores første indskyldelse var egentligt at tage på Kyoto National Museum, men da prisen var skruet godt op og halvdelen af udstillingen var lukket, gik vi istedet på opdagelse på den anden side af vejen, hvor vi "faldt" over Sanjusangen-do templet der havde ikke mindre end 1.001 mandshøje buddha statuer i en 120 meter lang træhal. Det var lidt af en overraskelse. Samme dag fik vi også set Nishi Hongwanji templet og Kiyomizu templerne - alle sammen betydningsfulde bygninger, men hvor opbygning og indhold minder en del om hinanden, ligesom hvis man besøger 20 kirker. Sidst på eftermiddagen havde vi billetter til et 1 times Geisha danse/teatershow, hvor der var ca. 60 kvinder med hvidmalede hoveder og farverige kostumer, som optrådte for os. Det er jo ikke lige noget man ser til hverdag, så det var lidt i samme kategori som ballet i Laos og Vanddukkeshowet i Vietnam - noget der skulle prøves. Musikken og sangen var lidt skinger, men vi fik da noget ud af forestillingen - desværre uden mulighed for at tage billeder. Inden vi onsdag trillede mod Tokyo brugte vi et par timer - i næsten tørvejr - på at besøge Rokuon-Ji templet (også kendt som den gyldne pagode) og To-Ji templet, hvilket indeholder den højeste 5 etage pagode i Japan, og så syntes vi, at vi havde set templer nok for denne gang.
I Kyoto fandt vi en restaurant, som vi har brugt et par gange, da den viste sig at servere både god sushi/fisk og grillstegte spyd (tofu, kylling mm). Så her har vi virkelig fået prøvet den rå fisk af, og ligeledes testet den japanske Sake (risvin) - både i varm og kold udgave. Vi er helt klart mest til den kolde, til trods for, at det er normalt man kun får varm sake hjemme i Danmark, på japanske restauranter.
Tilbage i Tokyo har de morgenfriske af os (det inkluderer ikke Søren), bl.a. brugt tiden på at gå forbi det lokale fiskemarked kl. 7.00 om morgenen, hvor der er temmelig meget aktivitet - og ufattelige mængder af frisk tun. Det var lidt af et syn, hvor man ser mange mærkelige fisk, og hvor man springer for livet, for at undgå at blive kørt ned af små ladvogne. Derudover har vi brugt en formiddag på nationalmuseet, som havde en hel del historisk kunst og objekter til udstilling, men med stort set ingen forklaring om Japans historie (ingen beskrivelser, landkort, kejserrække, osv.). Vi prøvede også at jagte lidt kameraudstyr men uden det store held.
Fredag morgen (tidligt !) var det dog slut med Japan. Aftenen før havde vi sagt farvel til Søren, og givet ham lidt ekstra bagage med hjem (tak!), og fredag tog vi så toget til lufthavnen, hvor vi lidt over 12.00 landede i Shanghai i Kina. Her har vi været så heldige, at kunne bo hos Lisbeth og Jan Lang, som er Henriks folkeskolekammerat - i en kæmpevilla. Det har på mange måder været vild luksus. Den har stået på morgenbrød, lurpak smør og ost hver morgen - og vi har endda fået FLÆSKESTEG med brun sovs og kartofler; normalt ikke en ret der er så eftertragtet derhjemme, men efter mere end 8 måneder afsted, så er det bestemt godt .. og så var sovsen god tyk !
I Shanghai har vi haft et noget lavere tempo end normalt, og til tider har det været rart, bare at sidde i sofaen og snakke løs. Men, vi har dog fået noget ud af opholdet. Om lørdagen tog Jan os med til Zhouzhuang, som er en af flere kanalbyer, der ligger i nærheden af Shanghai, og hvor varer (og turister) sejles rundt i små både, lidt ligesom i Venedig. Byen er temmelig godt vedligeholdt, men også mest af alt til for turisterne i disse dage - og der var et anseeligt antal kinesiske turister i byen denne dag. Vi fik dog travet rundt nogle timer, og fik også spist frokost, som denne gang bestod af marineret svineskank, stegte ris og lidt krabbe til Jan. Meget smagfuldt. Dagen efter havde vi alle tre købt Formel 1 billetter, men desværre viste vejrguderne sig fra deres værste side - så det styrtregnede i de 5 timer vi sad på tribunen (hvoraf løbet tog 2 timer). Vi blev ekstremt våde, og selvom det var lidt af en oplevelse at se et løb i virkeligheden, så tog det noget af gejsten fra os. Den eneste fordel var, at pga. regnen og vores placering i 180 graders svinget, så var der sikret masser af underholdning, når bilerne skred ud med 150-200 km/t.
Vi nåede også at komme forbi det lokale marked og park i byen en tidlig morgen. En af pudsighederne var, at se hold af ældre folk motionere i takt til musik eller kommandoer, og flere der trænede ved at gå baglæns gennem parken (?). På markedet var der en hel del sære ting, der var til salg, og selvom vi efterhånden har været forbi en del markeder, så var der nye oplevelser her. Vi nåede både at opleve et par frøer, der måtte lade livet, og et par fugle i due-størrelse der mere eller mindre blev vendt/flået levende inden hovedet røg af (hele øvelsen tog et par sekunder). Markedet var temmeligt præget af en del friske fisk/dyr, som først bliver ordnet/slagtet, når der er købere.
Den sidste dag i Shanghai har vi brugt på at besøge Mettes kollegaer, der er udstationerede og arbejder på Hudong maskinfabrik (og værft). Her brugte vi en halv dag på at se fabrikken, de forskellige stadier i en skibsdieselmotor-byggeproces, samt lidt af værftet - ganske interessant. Derudover tog vi en tur op i Shanghai World Financial Center, der er Shanghais højeste bygning (i øjeblikket), og strækker sig små 492 meter over jorden. 100 etager skulle vi op, og i tusmørket kunne vi se udover en del af Shanghai, til trods for lettere tåge, bl.a. kunne man kigge NED på den kun 430 meter høje bygning ved siden af. Den elevatortur kostede så også små 125 kroner pr. mand. Ifølge Jan skulle der om et par år stå en ny 600 meters bygning i Shanghai. Er det 5 etager man normalt må bygge i København ?
Tirsdag morgen står vi igen på egne ben, og så går turen til Xian med fly.
10 februar 2009
Uge 28 - Hong Kong og Delhi (Indien)
Lidt mærkeligt at det først sker nu, men første fod er sat på det asiatiske kontinent (fanfare, tak !). Og det er en blid start at begynde i Hong Kong, hvor vi har 3 dage inden vi skal videre til Indien. De fleste steder er dobbeltsprogede, f.eks. menukort og gadeskilte. Men hold da op hvor man er på den, når ikke lige der er engelske undertekster på. Skrifttegn er ikke lige os.
Vi har booket os billigt ind på et hotel, hvor alt andet end værelset er dyrt; f.eks. 68 HK$ for en flaske Evian eller 268 HK$ for en gang buffetmiddag (en HK$ er ca. 75% af en krone); så det er pænt dyrt heromkring, hvilket hurtigt har fået jaget os ud af hotellet, meeen vi endte dog alligevel med at betale 92 HK$ for 2 kaffe og 2 muffins på en Starbucks, fordi vi gav efter for koffeintrangen. Tak for kaffe (!) - giv os lige New Zealand tilbage. Til vores første frokost var vi blevet lidt klogere og fik et ok måltid til små 60 HK$. Vi må tilstå, at vi ikke er så vilde med maden (særligt Mette), specielt efter at have fået rigtig god mad i New Zealand i 3 uger, men så ryger der måske lidt af sidebenene igen.
Og ellers er Hong Kong jo mest af alt en storby, som man traver lidt rundt i, shopper i, osv. - uden de helt store specielle attraktioner. En del af tiden er gået med at se på kameraudstyr, men efter et par testsskud, er Hr. Nielsen blevet enig med sig selv om, at vi nøjes med en standardlinse resten af rejsen (indtil han ændrede mening i Indien!). Det er dog blevet til en tripod til kameraet, som vi håber, at vi får brugt (mere at slæbe på, hmm !). Derudover har vi brugt en halv dags tid på at være på kopimarked. De sælger uden blusel kopier af de fleste mærkevarer, så man kan købe "Gucci" tasker og "Rolex" ure til næsten ingen penge, hvilket vi ikke helt kan se pointen i (det er jo en efterligning ?). Der var også en masse andet junk, som det var ganske morsomt at gå at kigge på, men som ikke fristede tegnebogen. Vi har også brugt lidt tid på at se på høje bygninger, været en tur i Bank of China Tower og tage en tur med den (efter sigende) legendariske Star-Ferry.
En meget sjov deltalje ved Hong Kong er de gamle sporvogne, som kørte i det område, hvor vi boede; de er i to etager, så man får meget godt overblik, når man sidder oppe og kigger, og så er det billigt. En anden detalje er at butikkerne grupperer sig, så alle skosælgerne ligger i den samme gade, køkkenudstyrssælgerne ligger i den næste og så fremdeles. I vores gade sælger de tørrede fisk og skaldyr! Det er en lidt speciel oplevelse at begive sig ud efter morgenmad klokken 8:30, og så blive indhyllet i hørmen af tørret fisk. Man lærer at trække vejret gennem næsen. De har en hel del tørrede hajfinner til salg, som er den eneste del af dyret, som kineserne er interesserede i (resten dumper de overbord igen fra fiskerbåden). Det er temmelig skræmmende at tænke på, hvor lang tid verdens hajbestand kommer til at holde, når nu der er 1 milliard kinesere, som får flere penge mellem hænderne, og de alle vil have hajfinnesuppe (!)
Men ellers har det hele været temmelig civiliseret, lidt som en europæisk storby .. bare med en masse kinesere rundt om en.
Og så er Indien godt nok noget af en kontrast! Vi ankom onsdag aften til Mumbai, hvor vi havde en enkelt overnatning, før vi kunne komme videre til Delhi. Her prøver folk konstant at tage røven på en. Bl.a. en taxi til mere end dobbelt pris af "standarden", og stedet vi boede var også lidt af en "oplevelse"; først kunne de slet ikke finde vores booking, så var det kun til enkeltværelse, og prisen var en helt anden. Til alt held havde vi printet vores bekræftelse ud, så efter lidt diskussion fik vi vores dobbeltværelse. Roomservice-tjeneren løb med vores byttepenge; vi købte en flaske vand, og han nåede så ikke tilbage, før vi var taget afsted igen dagen efter. Vi prøvede at få pengene fra hotellets ejer(mest for princippets skyld), men han havde ingen penge, og kendte iøvrigt ikke noget til noget. Den taxi vi skulle bruge til lufthavnen, viste sig at koste penge, på trods af, at der på hotellets hjemmeside stod, at den var gratis... ARGH ! Alt i alt fik vi ikke et særligt godt første indtryk af Indien.
Torsdag rejste vi videre til Delhi, og her gik der først en del tid med at finde et hotel til 2 dage; derefter skulle vi opsøge lidt internetinfo, og finde en restaurant. Men bare det at bevæge sig rundt til fods i Delhi viste sig at være lidt af en udfordring. Vi blev konstant fulgt af mindst en rickshawchauffør, der messede "rickshaw, Sir" uophørligt, selv om vi pænt sagde nej tak, og gik videre. Hvis man passerede en butik råbte ejeren efter en, for at man skulle købe hans varer.
Derudover var der gadehandlere, der gik ind foran os og tilbød alt, fra skakspil til ørerensning (!) Hvis vi stod stille, blev vi antastet, af folk der ville "hjælpe", d.v.s. følge os hen til den butik eller restaurant, hvor de fik kommission, eller bare nysgerrigt ville vide, hvor vi kom fra. Det tog meget lang tid at gå 500 meter, og ens ører summede simpelthen af en kakofoni af bilhorn, cykelklokker og stemmer (samt mænd der snortede skråtobak, hhhhhhrrrrraark, spyt). Man skulle hele tiden være opmærksom for ikke at blive kørt ned, ikke at støde ind i mennesker, eller køer, ikke at blive ramt af førnævnte spytklatter, som iøvrigt er røde, fordi der er betelrod i tobakken. Incredible India !
Til aftensmad valgte vi det sikre - troede vi - at satse på en restaurant anbefalet af Lonely Planet, og vi tog en tuk-tuk (trehjulet taxi), for at få en mere "rolig" tur. Trafikken i Delhi er dog også ret spændende, antallet af vejbaner varierer i forhold til trafikken, der køres gerne imod færdselsretningen, og hornet bruges som nævnt hele tiden.Vi blev læsset af på et hjørne, og chaufføren pegede lidt ned af gaden, og sagde, at der lå vores restaurant. Vi vandrede ned af gaden og fandt - et gadekøkken! Måske er der to restauranter i Delhi der hedder Karims ? Vi blev enige om at vandre lidt længere, for at se om ikke der lå en bedre restaurant. Men gaden blev smallere og smallere, og mens mørket sænkede sig over Old Delhi, fór vi lidt vild i den lokale basar. Til alt held var der ikke nogen der antastede os, de var ikke rigtig vant til turister, men Mette blev lidt urolig for, om vi nogensinde fandt ud igen. (Man kunne jo ende op indrullet i et tæppe, og afskibet uden spor). Henrik tog det dog mere roligt, og efter cirka en times vandring var vi da også tilbage på en mere befærdet gade, hvor vi omsider fandt en restaurant. Med borde og alting. Maden var fantastisk, og der var endda levende musik til; lidt af en oase, midt i det store kaos.
Næste morgen gik jagten ind på at en morgenmadsrestaurant i nogenlunde nærhed, og det lykkedes sørme : vi fik noget der mindede om croissanter og snegle, så det var bare med at fylde på. Vi opgav dog at finde et almindeligt vaskeri, og måtte bide i det sure æble og lade hotellet vaske det til overpris (øv !). Nu skulle vi efterhånden rundt at se noget, så vi hyrede en taxi for resten af dagen til den enorme sum af 80 kroner (!) - og han lovede så at køre os rundt til, hvad vi nu ville se. Se - det hjalp lidt. Vi fik set Humayuns Tomb, Bahai Lotus templet og Qutab Minar som er nogle af de mere imponerende bygningsværker i Delhi; vi blev til sidst sat af på Dilli Hat, som er et lukket marked (4 kroner for at komme ind), hvor der var en masse boder som repræsenterede håndværk fra hele Indien. Her kunne man endelig få lidt fred for de hidsige sælgere, og når nu der var tid til at kigge, endte vi også med at shoppe løs (hele 100 kroner blev der brugt !). Vi fik fundet en OK restaurant senere på aftenen, og det lykkedes lige at slette den seneste uges billeder fra harddisken inden at vi gik til køjs (Argh !)
Lørdag var vores sidste alene-dag i Delhi, så vi efter at have provianteret i vores sikre "base" - morgenmadsrestauranten - tog vi afsted for at nå endnu et par attraktioner. Det blev til en tur på Red Fort og forbi en kæmpe moske (plads til små 20.000 bedende) - og indimellem fik vi lige skiftet hotel, samt brugt en del tid og penge på tuk-tuks. Sidst på eftermiddagen mødtes vi på vores nye hotel med vores tourguide og -gruppe; en meget anderledes tour-gruppe end den vi havde i centralamerika, idet vi her helt klart trækker aldersgennemsnittet nedad. De er dog alle vældigt flinke, selvom vi har den ene mistænkt for at være halvt alkoholiker / halvt på stoffer (han var mest interesseret i hvor man kan købe alkohol og ting der kan ryges, og så er hans øjne lige vel blanke). Vi fik en tur ud til India Gate (krigsmonument) og derefter med metro over til en pæn restaurant, hvor vi spiste. Vores blodtryk er vist faldet til det halve, efter at vi har fået en guide på, som lige sørger for, at tingene glider lidt bedre. Faktisk dejligt - og mere "nødvendigt" her end i f.eks. Centralamerika, hvor vi mere eller mindre godt kunne have rejst alene, uden de store problemer.
Puha .. sikke en uge; efter et par dage i Indien vænner man sig til nogle af forholdene og lærer at ignorere nogle af de irriterende faktorer, men det er helt klart det mest stressende sted, vi nogensinde har været. Ikke engang Afrika når på niveau med Indien, og Sydamerika er den rene badeferie. Forhåbentligt bliver de næste par uger bedre.
Vi har booket os billigt ind på et hotel, hvor alt andet end værelset er dyrt; f.eks. 68 HK$ for en flaske Evian eller 268 HK$ for en gang buffetmiddag (en HK$ er ca. 75% af en krone); så det er pænt dyrt heromkring, hvilket hurtigt har fået jaget os ud af hotellet, meeen vi endte dog alligevel med at betale 92 HK$ for 2 kaffe og 2 muffins på en Starbucks, fordi vi gav efter for koffeintrangen. Tak for kaffe (!) - giv os lige New Zealand tilbage. Til vores første frokost var vi blevet lidt klogere og fik et ok måltid til små 60 HK$. Vi må tilstå, at vi ikke er så vilde med maden (særligt Mette), specielt efter at have fået rigtig god mad i New Zealand i 3 uger, men så ryger der måske lidt af sidebenene igen.
Og ellers er Hong Kong jo mest af alt en storby, som man traver lidt rundt i, shopper i, osv. - uden de helt store specielle attraktioner. En del af tiden er gået med at se på kameraudstyr, men efter et par testsskud, er Hr. Nielsen blevet enig med sig selv om, at vi nøjes med en standardlinse resten af rejsen (indtil han ændrede mening i Indien!). Det er dog blevet til en tripod til kameraet, som vi håber, at vi får brugt (mere at slæbe på, hmm !). Derudover har vi brugt en halv dags tid på at være på kopimarked. De sælger uden blusel kopier af de fleste mærkevarer, så man kan købe "Gucci" tasker og "Rolex" ure til næsten ingen penge, hvilket vi ikke helt kan se pointen i (det er jo en efterligning ?). Der var også en masse andet junk, som det var ganske morsomt at gå at kigge på, men som ikke fristede tegnebogen. Vi har også brugt lidt tid på at se på høje bygninger, været en tur i Bank of China Tower og tage en tur med den (efter sigende) legendariske Star-Ferry.
En meget sjov deltalje ved Hong Kong er de gamle sporvogne, som kørte i det område, hvor vi boede; de er i to etager, så man får meget godt overblik, når man sidder oppe og kigger, og så er det billigt. En anden detalje er at butikkerne grupperer sig, så alle skosælgerne ligger i den samme gade, køkkenudstyrssælgerne ligger i den næste og så fremdeles. I vores gade sælger de tørrede fisk og skaldyr! Det er en lidt speciel oplevelse at begive sig ud efter morgenmad klokken 8:30, og så blive indhyllet i hørmen af tørret fisk. Man lærer at trække vejret gennem næsen. De har en hel del tørrede hajfinner til salg, som er den eneste del af dyret, som kineserne er interesserede i (resten dumper de overbord igen fra fiskerbåden). Det er temmelig skræmmende at tænke på, hvor lang tid verdens hajbestand kommer til at holde, når nu der er 1 milliard kinesere, som får flere penge mellem hænderne, og de alle vil have hajfinnesuppe (!)
Men ellers har det hele været temmelig civiliseret, lidt som en europæisk storby .. bare med en masse kinesere rundt om en.
Og så er Indien godt nok noget af en kontrast! Vi ankom onsdag aften til Mumbai, hvor vi havde en enkelt overnatning, før vi kunne komme videre til Delhi. Her prøver folk konstant at tage røven på en. Bl.a. en taxi til mere end dobbelt pris af "standarden", og stedet vi boede var også lidt af en "oplevelse"; først kunne de slet ikke finde vores booking, så var det kun til enkeltværelse, og prisen var en helt anden. Til alt held havde vi printet vores bekræftelse ud, så efter lidt diskussion fik vi vores dobbeltværelse. Roomservice-tjeneren løb med vores byttepenge; vi købte en flaske vand, og han nåede så ikke tilbage, før vi var taget afsted igen dagen efter. Vi prøvede at få pengene fra hotellets ejer(mest for princippets skyld), men han havde ingen penge, og kendte iøvrigt ikke noget til noget. Den taxi vi skulle bruge til lufthavnen, viste sig at koste penge, på trods af, at der på hotellets hjemmeside stod, at den var gratis... ARGH ! Alt i alt fik vi ikke et særligt godt første indtryk af Indien.
Torsdag rejste vi videre til Delhi, og her gik der først en del tid med at finde et hotel til 2 dage; derefter skulle vi opsøge lidt internetinfo, og finde en restaurant. Men bare det at bevæge sig rundt til fods i Delhi viste sig at være lidt af en udfordring. Vi blev konstant fulgt af mindst en rickshawchauffør, der messede "rickshaw, Sir" uophørligt, selv om vi pænt sagde nej tak, og gik videre. Hvis man passerede en butik råbte ejeren efter en, for at man skulle købe hans varer.
Derudover var der gadehandlere, der gik ind foran os og tilbød alt, fra skakspil til ørerensning (!) Hvis vi stod stille, blev vi antastet, af folk der ville "hjælpe", d.v.s. følge os hen til den butik eller restaurant, hvor de fik kommission, eller bare nysgerrigt ville vide, hvor vi kom fra. Det tog meget lang tid at gå 500 meter, og ens ører summede simpelthen af en kakofoni af bilhorn, cykelklokker og stemmer (samt mænd der snortede skråtobak, hhhhhhrrrrraark, spyt). Man skulle hele tiden være opmærksom for ikke at blive kørt ned, ikke at støde ind i mennesker, eller køer, ikke at blive ramt af førnævnte spytklatter, som iøvrigt er røde, fordi der er betelrod i tobakken. Incredible India !
Til aftensmad valgte vi det sikre - troede vi - at satse på en restaurant anbefalet af Lonely Planet, og vi tog en tuk-tuk (trehjulet taxi), for at få en mere "rolig" tur. Trafikken i Delhi er dog også ret spændende, antallet af vejbaner varierer i forhold til trafikken, der køres gerne imod færdselsretningen, og hornet bruges som nævnt hele tiden.Vi blev læsset af på et hjørne, og chaufføren pegede lidt ned af gaden, og sagde, at der lå vores restaurant. Vi vandrede ned af gaden og fandt - et gadekøkken! Måske er der to restauranter i Delhi der hedder Karims ? Vi blev enige om at vandre lidt længere, for at se om ikke der lå en bedre restaurant. Men gaden blev smallere og smallere, og mens mørket sænkede sig over Old Delhi, fór vi lidt vild i den lokale basar. Til alt held var der ikke nogen der antastede os, de var ikke rigtig vant til turister, men Mette blev lidt urolig for, om vi nogensinde fandt ud igen. (Man kunne jo ende op indrullet i et tæppe, og afskibet uden spor). Henrik tog det dog mere roligt, og efter cirka en times vandring var vi da også tilbage på en mere befærdet gade, hvor vi omsider fandt en restaurant. Med borde og alting. Maden var fantastisk, og der var endda levende musik til; lidt af en oase, midt i det store kaos.
Næste morgen gik jagten ind på at en morgenmadsrestaurant i nogenlunde nærhed, og det lykkedes sørme : vi fik noget der mindede om croissanter og snegle, så det var bare med at fylde på. Vi opgav dog at finde et almindeligt vaskeri, og måtte bide i det sure æble og lade hotellet vaske det til overpris (øv !). Nu skulle vi efterhånden rundt at se noget, så vi hyrede en taxi for resten af dagen til den enorme sum af 80 kroner (!) - og han lovede så at køre os rundt til, hvad vi nu ville se. Se - det hjalp lidt. Vi fik set Humayuns Tomb, Bahai Lotus templet og Qutab Minar som er nogle af de mere imponerende bygningsværker i Delhi; vi blev til sidst sat af på Dilli Hat, som er et lukket marked (4 kroner for at komme ind), hvor der var en masse boder som repræsenterede håndværk fra hele Indien. Her kunne man endelig få lidt fred for de hidsige sælgere, og når nu der var tid til at kigge, endte vi også med at shoppe løs (hele 100 kroner blev der brugt !). Vi fik fundet en OK restaurant senere på aftenen, og det lykkedes lige at slette den seneste uges billeder fra harddisken inden at vi gik til køjs (Argh !)
Lørdag var vores sidste alene-dag i Delhi, så vi efter at have provianteret i vores sikre "base" - morgenmadsrestauranten - tog vi afsted for at nå endnu et par attraktioner. Det blev til en tur på Red Fort og forbi en kæmpe moske (plads til små 20.000 bedende) - og indimellem fik vi lige skiftet hotel, samt brugt en del tid og penge på tuk-tuks. Sidst på eftermiddagen mødtes vi på vores nye hotel med vores tourguide og -gruppe; en meget anderledes tour-gruppe end den vi havde i centralamerika, idet vi her helt klart trækker aldersgennemsnittet nedad. De er dog alle vældigt flinke, selvom vi har den ene mistænkt for at være halvt alkoholiker / halvt på stoffer (han var mest interesseret i hvor man kan købe alkohol og ting der kan ryges, og så er hans øjne lige vel blanke). Vi fik en tur ud til India Gate (krigsmonument) og derefter med metro over til en pæn restaurant, hvor vi spiste. Vores blodtryk er vist faldet til det halve, efter at vi har fået en guide på, som lige sørger for, at tingene glider lidt bedre. Faktisk dejligt - og mere "nødvendigt" her end i f.eks. Centralamerika, hvor vi mere eller mindre godt kunne have rejst alene, uden de store problemer.
Puha .. sikke en uge; efter et par dage i Indien vænner man sig til nogle af forholdene og lærer at ignorere nogle af de irriterende faktorer, men det er helt klart det mest stressende sted, vi nogensinde har været. Ikke engang Afrika når på niveau med Indien, og Sydamerika er den rene badeferie. Forhåbentligt bliver de næste par uger bedre.
Abonner på:
Opslag (Atom)