Tur til Peru (1)

(Skrevet af Mette)

Hermed en rejseberetning fra vores tur til Peru i efteråret 2004;

Vores planlagte tur var 3 uger, og ville tage os rundt til Lima, Paracas, Nasca, Arequipa, Puno, Cusco og Lima igen. På grund af sygdom blev Puno dog aldrig til noget, så det blev sprunget over.


Vis stort kort

Vi tog afsted fra Kastrup lufthavn den 27. september 2004 klokken 15:00, i første omgang med kurs mod Barcelona, hvor vi skulle overnatte, på Pension Dali, der viste sig at blive det værste og mest usle af alle de steder vi kom til at sove på turen.

Der var så beskidt, at jeg havde sko på, da jeg børstede tænder. Og værelsets eneste vindue vendte ud til baggården, men den kunne man ikke rigtigt se, eftersom en kæmpe faldstamme blokerede udsynet. Den gav lyd fra sig hver gang en eller anden på hotellet trak i lokummet. Til gengæld var der masser af liv og glade dage på gangarealerne hele natten, mennesker kom og gik, alle højt råbende eller syngende, vældigt underholdende. Vi spiste aftensmad på Taller de Tapas, som Henrik havde fablet om siden vi var i Barcelona i April, og det var vældig god mad. Nå, det blev en lang nat - Men vi fik da sovet lidt. Næste morgen checkede vi ud, og tog til lufthavnen for først at flyve til Madrid, og derefter til Lima.

Vi ankom til Aeropuerto Internacional Jorge Chavez i Lima lidt i seks om aftenen efter at have rejst i næsten 15 timer, blev afhentet af en minibus fra Andean Tours, og kastede os ud i myldretidstrafikken i Lima Centrum. Der er København centrum vand ved siden af. I Lima var der ikke rigtigt nogen der brugte blinklyset, med mindre det var for at katastrofeparkere i inderste vognbane. Alle dyttede, for at vise de ville overhale, eller skifte vognbane, eller for at tiltrække opmærksomhed. Der er ikke rigtigt kollektiv trafik i Lima, men man kan leje sig ind på en rute, købe sig en minibus,og så gælder det bare om at kapre kunder; dette gøres bl.a. ved at dytte af alle, og der hænger en mand halvvejs ude af sidedøren og råber stoppestederne efter folk. Der er vist heller ingen der kører med katalysator, der hang en hørm af benzin og diesel i luften. Det var en spændende tur, men vi var glade for at det ikke var os der sad bag rattet.

Vi blev indkvarteret på Hotel Boulevard, hvor vi bestile roomservice, omelet og cheeseburger, og gik tidligt i seng. Vi blev så vækket af Henriks mobiltelefon kl 03:00 Peru-tid, fordi den angiveligt kørte på dansk tid. Det lykkedes os ikke rigtigt at falde i søvn igen. Men så var det jo godt vi skulle tidligt op.

Onsdag d. 29. september blev vi transporteret til busstationen kl. 07:00, meget tidligt; vi skulle køre til Paracas, hvor vi ankom ca. kl. 11:00. Vi havde glædet os til disse busture gennem Peru, fordi det jo er en nem måde at betragte landet på, men vi blev godtnok lidt overraskede over hvor kedeligt landskabet var i denne ende af landet. Alting havde den samme brune farve, vejen, markerne, husene, hundene, himlen.

Men da vi ankom til vores hotel i Paracas, blev det tydeligt hvor stor forskel kunstvanding gør. Her var grønne plæner, masser af palmer og blomster. Værelserne var små bungalows, der var swimmingpool, og naturligvis lå det lige ud til Stillehavet. Det var bygget i 1945, antageligt til amerikanske turister. Men det var fantastisk flot, og meget stille og roligt. Det var faktisk så varmt at vi kunne bade i poolen, det vil sige VI kunne, der var ikke rigtigt andre der gjorde forsøget. Der var vel heller ikke mere end ca. 20 gæster, selvom der var plads til 200.

Da vi havde inspiceret vores værelse, og spist frokost blev vi afhentet af en chauffør fra Sandtours, der udstyrede os med skibriller og høreværn, spændte os fast i et køretøj fra ”Månebasen Alpha” og ræsede ud af byen med 80 km/t. Cirka 20 kilometer fra hotellet drejede han fra hovedvejen, og der lå så en gigant ørken. Sand til alle sider !



I starten kørte han meget pænt hen over klitterne, og ned igen, men efterhånden blev det vildere og vildere. Han endte med at køre nærmest lodret ned af en ”sort løjpe”. Vi prøvede også at ”sandboarde”, men de kunne selvsagt ikke køre så langt, så havde sandet slidt voksen af undersiden af boardet. Der var en fantastisk sjov tur. Selvom vi begge havde sand over det hele bagefter.

Torsdag 30.september var vi på bådudflugt til Ballestas Island, en øgruppe cirka 20 kilometer fra fastlandet. Fuglene på disse øer producerer ”Guano”, det indianske ord for fuglelort, som udvindes og bruges som gødning. Det var lidt pudsigt at sejle ud i rum sø, og så hørmede der bare af fugle, i en grad der trak vand i øjnene. Men det var et storslået syn, der var terner, pelikaner og humboldtpingviner, og ikke mindst legesyge søløver. De var slet ikke sky, og man kunne sejle meget tæt på dem, de allermest nysgerrige fulgte efter båden, da vi sejlede derfra.
Vi var tilbage på hotellet sidst på formiddagen, og besluttede os for at vandre ned til selve Paracas by, som lå cirka en kilometer borte, for at spise frokost (og blive solskoldede)



Sidst på eftermiddagen skulle vi atter med bus, til Nazca, hvortil vi ankom, en smule køresyge, kl. 21. Vi spiste aftensmad på hotellet, og gik tidligt i seng. Men jeg vågnede kl. 01, og var herresyg, så jeg ørlede til henad 5-tiden, måske var det køresyge, måske var det maden, det er ikke til at sige. Men det gjorde i hvert fald at Henrik måtte tage alene med minifly, for at se de så berømte Nazca linier, næste dag.

Fredag d. 01. oktober Det var måske meget godt jeg ikke var med, som Henrik beskriver turen, var jeg nok returneret til landjorden med morgenmaden i en pose. Sådan et lille en-motors-fly vipper pænt meget, og så skulle det jo flyve i ring, så man kunne få alle detaljerne på linierne med. Henrik mente at linierne var en smuuuuule oversolgte. Da han returnerede til hotellet mente jeg at jeg var parat til lidt frokost, efter at have fået kildevand og marie kiks til morgenmad, men jeg overvurderede vist mine evner en anelse, for da min bestilte omelet ankom kiggede jeg bare på den, og måtte så gå fra bordet, og så måtte Henrik spise færdig alene ....
Kl.15:00 blev vi hentet til en tur til Chauchilla Gravplads. Det var en lidt underlig oplevelse. Vi blev kørt ud midt i ingenting, hvor der var rejst et læskur, og afdækket 12 grave, fra Inka tiden. Problemet for denne gravplads, og mange andre i Peru, var at den var blevet skændet at gravrøvere længe inden arkæologer havde vist interesse. Så man kunne ikke sige så meget om mumierne, eftersom de var fundet spredt rundt omkring. Man havde samlet dem, som man forestillede sig at de havde set ud. Der lå stadig lårbensknogler og halve kranier og flød, udenfor gravene .. på jorden .. Guiden fortalte et kvarters tid om stedet, da vi ankom, og sluttede af med at sige at vi skulle huske at det var døde menesker, og at man skulle vise respekt. Men man havde et lidt ambivalent forhold til at gå rundt og glo på lufttørrrede lig, arrangeret i grave af arkæologer, fremvist for penge. Og så alle de knogler der lå rundt omkring.
Bagefter kørte vores guide, formentligt på eget privat initiativ, os til et pottemageri, hvor de lavede krukker i samme stil som de gamle inkaer - "special price for you my friend !". Vi købte ikke noget. Derefter gik turen, igen på guidens initiativ, til et sted hvor de udvandt guld fra klippe. De havde en gut der stod og demonstrede processen i miniformat, mens det rigtige guld blev udvundet i baggrunden. Det var ganske interessant, og også her kunne man købe originale souvenirs (!)
Det lykkedes os at spise aftensmad i god ro og orden. Natten skulle vi tilbringe i en sovebus, der skulle transportere os til Arequipa. Ifølge planen skule den afgå kl. 21:30, men da vi ankom til busstationen sagde de at den var 2 timer forsinket; Så vi tilbragte 2 timer i en bygning uden tag, uden kiosk, og uden papir på lokummet (Det kunne man tilfældigvis købe af en lille gammel dame udenfor stationen - for 2 soles - uhyrlig overpris !)
Endelig kom bussen, som viste sig at være en rigtig luksus model med lædersæder, så vi rent faktisk kom til at sove i et par timer. Det viste sig at vi af uransagelige årsager blev yderligere 2 timer forsinket undervejs, så vi ankom først til Arequipa kl. 09;00. og da havde vores kontakt ventet i 4 timer, for der var da ikke nogen, der havde meddelt, at vi var så meget forsinket. Trist for hende.

Lørdag d.02.10 Vi aftalte med guiden, Beatriz, at vi lige spiste noget morgenmad på hotellet, og så ville hun hente os ved 10:00 så vi kunne komme på City-rundtur.
På rundturen så vi katedralen, hvis tårne var blevet rejst flere gange, fordi de styrtede sammen hver gang der var jordskælv, og det var ca. hvert tredje år. De spøgte med at det seneste var i 2001, så man kunne jo aldrig vide; Vi så også en kirke hvis hvælving var revnet på grund af jordskælv, og vi kørte lidt uden for byen og op ad et bjerg, hvorfra der var en fantastisk udsigt over hele byen. Turen endte ved Santa Catalina klosteret , hvor Beatriz overlod os til en meget vidende rundviser. Hun fortalte meget levende og på perfekt engelsk om klosterets historie. Efter at have spist en sen frokost var vi ved at være temmeligt brugte, pga. overnatningen i bussen, så vi gik tilbage til hotellet og sov en lang middagssøvn. Om aftenen besluttede vi os til at prøve en af de restauranter der lå ved Plaza de Armas, den centrale plads i byen, men den vi valgte var desværre ikke den bedste :(

Tur til Peru (2)

Søndag d. 3. oktober blev vi hentet på vores hotel kl. 08:00 og begav os sammen med 9 andre turister, en chauffør og en guide, mod Chivay og Colga Canyon. Turen til Chivay tog næsten 4 timer, med diverse stop undervejs. Da man skal passere et pas i næsten 5000 meters højde, er det vigtigt ikke at bevæge sig for hurtigt opad. Undervejs fik vi udleveret cocablade at tygge på, for at modvirke højdesyge, kvalme og hovedpine. Henrik blev lam i undermunden, fordi det virker lokalbedøvende, og jeg fik bare mere kvalme, fordi det smager som gæret græs. Men så har man da prøvet det ! På turen op kører man igennem et naturreservat, hvor vi blandt andet så vilde vicuñaer, vilde kaniner og lamaer.

Efter lidt frokost i Chivay, tog vi på en 2-timers gåtur i området, som var meget smukt, vi havde begge temmeligt meget hovedpine, pga. højden, og man skulle absolut ikke løbe eller hoppe, for så blev man svimmel. Efter gåturen kørte vi til nogle varme kilder i Chivay, og badede. Det var helt fantastisk, vandet var 38 grader, og det var som om hovedpinen lettede lidt. Men da vi kom til vores hotel var Henrik dårlig, han frøs og havde kvalme, så vi blev enige om at gå tidligt i seng, og håbe det bare skulle soves væk.

Mandag d. 04. oktober blev vi vækket kl. 05:00 og kørt til randen af Colca Canyon, hvor vi ankom ca. 07:30, og hvor vi skulle se kondorer flyve morgentur. Efter at vi havde ventet i ca. en halv time kom der pludseligt 3 kondorer til syne, og de lå og kredsede omkring os i en times tid. Det var imponerende, deres vingefang er op til 3 meter, og de kom ganske tæt på. Bagefter gik vi en tur i området, før vi begav os på vej tilbage til Arequipa.



Da vi ankom, omkring kl.19.00, var Henrik sløj igen. Han gik i seng og prøvede på at sove, men han blev ved med at fryse, og kunne ikke rigtigt trække vejret igennem, så jeg blve enig med guidebogen i at han havde tegn på højdesyge. Vi fik receptionen til at ringe til en læge, der heldigvis talte engelsk, og han kom i løbet af 20 minutter. Og mente at Henrik bare skulle indlægges i en 8-10 timer og have ren oxygen, så var han frisk igen. Vi ringede til vores forsikringsselskab i Danmark, og deres læge talte med vores læge, og de blev enige om indlæggelsen på en privatklinik, som vores læge var tilknyttet. Vi fik en adresse og han ringede og aftalte at vi kunne ankomme, og så lovede han at kigge forbi klinikken senere på aftenen.

Vi tog afsted i en taxa, og Henrik kunne næsten ikke slæbe sig hverken op eller ned af trapperne. Da vi ankom til klinikken blev vi modtaget af en spansktalende læge, så min ordbog blev godt slidt inden vi var blevet færdige med at stille en diagnose, og udfylde formularer. Jeg måtte jo så tage alene tilbage til hotellet, og begynde at ændre togbilletter, hotelovernatninger und-so-weiter eftersom vi skulle have været rejst videre til Puno næste morgen. Men de var vældig søde, og hjalp mig på hotellet, efter at jeg havde lavet den store ”Min mand er på klinik, jeg er stakkels hjælpeløs i fremmed land” hylescene. Og vi fik faktisk ændret vores tog- og flybilletter for bare USD 30,- og den hotelkæde vi skulle have boet på i Puno, havde også et hotel i Arequipa.

Tirsdag d. 05. oktober, efter at have sovet HELT alene en hel nat tog jeg ud til Henrik på klinikken, jeg regnede jo med at han var frisk til at tage med hjem; Det var han så ikke. I løbet af natten havde lægen fundet ud af at Henriks hvide blodlegemer var på overarbejde, og så blev han ellers pumpet med penicillin.

Onsdag d. 06.oktobervar meldingen at han skulle blive på klinikken endnu et døgn, og så måtte jeg flytte hotel selv. Beatriz kom også til klinikken for at tjekke op på situationen, det må siges at være udstrakt service.
Hun kørte mig og bagagen til det nye hotel, Libertador, som viste sig at være det fineste i byen. Der gik lamaer og strudse i parken rundt om hotellet og sengen var større end vores soveværelse i Hillerød. Så jeg var MEGET ensom om natten !

Men Henrik blev heldigvis udskrevet næste dag, omkring frokosttid. Vi tog ind til centrum for at besøge Juanita Museet, det sted det berømte ”kummefryserlig” befinder sig. Det er det frosne lig af en ung kvinde, fundet efter et vulkanudbrud i 1995, og i så god stand at hun endnu har hud og kød und alles. Man mener at hun har ligget nedfrosset i ca. 550 år, og for at bevare hende skal hun opbevares nedfrosset. Så hun ligger i en gennemsigtig kummefryser - lidt uhyggeligt. Bagefter tog vi tilbage til vores luksushotel og spiste en overdådig tre retters luksusmenu, for at fejre at Henrik var rask.

Torsdag d. 07.10 fløj vi til Cusco, omkring kl. 14:00, det tog kun en time, til gengæld blev vi ikke hentet, da vores kontakt ikke havde fået at vide at vi ankom med fly i stedet for med tog. Så vi måtte vente en halv times tid inden han ankom. Det var i øvrigt et helvede at stå foran en lufthavn, med al sin bagage, og IKKE skulle bruge en taxi; de samme chauffører spurgte nok 10 gange om vi ville ha’ en taxi - Det blev helt galt da Henrik gik ind i lufthavnsbygningen for at telefonere. Enlig kvinde med meget bagage, hun må da skulle bruge en taxi ? NEEEEJ, for dælen da, ordene forstod de ikke, men tonefaldet.

Endelig kom vores chauffør, og vi blev kørt til Hotel Royal Inca II. Vi pakkede ud og gik en tur i byen, som var meget flot. Der var mange spanskinspirede bygninger.
Vi spiste på et peruviansk pizzeria, hvor vi fik en rigtig god majssuppe til forret.
Tidligt i seng.

Fredag d. 08. oktober Om formiddagen havde vi lidt tid til os selv, som vi brugte på det lokale inkamuseum. Vi lejede en guide, det var studerende der tjente en skilling på at vise rundt, han vidste hvad han snakkede om, og da man først havde vænnet sig til hans engelske, med tyk spansk accent, var det en rigtig god rundvisning.
Om eftermiddagen blev vi hentet at en minibus, til vores citytour, der viste sig at have en meget stram tidsplan, hvilket betød at vi fik et ganske godt indblik i, hvordan får har det, når de bliver drevet rundt af hyrdehunden. Det var ind i bussen, ud af bussen, ind i kirken, ud af kirken, ind i bussen, videre videre ... Vi skulle nå fire steder inden det blev mørkt, og det gik lige akkurat. Men det havde nok været sjovere med kun tre steder, og så lidt mere tid hvert sted.

Det var faktisk første gang vi følte at vi var en del af en stor industri, hvor der skulle så mange igennem som muligt. Men vi besøgte, som nævnt en kirke, eller katedral, meget stor og flot, bygget oven på et gammelt inkatempel, hvilket katolikkerne gjorde helt bevidst, for at markere deres tro i forhold til de ”vilde”.
Og derefter besøgte vi tre forskellige steder, med rester af bygninger fra inkatiden, meget spændende, og imponerende hvor store sten de var i stand til at flytte rundt på. Vel tilbage i byen, spiste vi på en restaurant der lå i nærheden af hotellet, god mad. Tidligt i seng (igen)

Lørdag 09. Oktober skulle vi på heldagstur til Machu Pichu. Vi blev hentet lidt over 06:00 om morgenen, undervejs fra hotellet til togstationen, turen tog ca. 10 minutter, blev vi orienteret om dagens videre forløb af en kontaktperson fra Andean Tours.
Vi ankom til stationen, blev præsenteret for vores turguide, Washington, og overladt til os selv (?) Vi fandt vores pladser i toget, og jeg satte mig, i hvad jeg troede var køreretningen, men det viste sig at vi skulle zigzagge op ad et bjerg. Det gøres ved at køre den ene vej, skifte spor, køre den anden vej og skifte spor, og så fremdeles, så da jeg havde skiftet plads tre gange opgav jeg. Vi fik serveret morgenmad i toget, og efter ca. 2 timers kørsel kom Washington, og fortalte at når vi ankom til Aguas Caliente, skulle vi bare følge ham og hans lille blå flag, så ville han forklare resten når vi ankom til Machu Picchu.

Da vi ankom var der vel 150 mennesker der skulle følge W. og hans lille blå flag, vi vandrede 300 meter til en række busser, men der var ikke plads til os i de busser som hørte til vores selskab, så vi blev hældt ind til en anden gruppe. Og fik besked på at når vi kom til toppen, skulle vi bare finde W. og hans blå flag, som han kækt vinkede farvel med. Efter ca. 10 minutter var vores bus fyldt, og vi kørte til toppen af bjerget, en tur på ca. 30 minutter, hvor man ikke skulle kigge alt for meget ned ad bjerget, de kørte godt nok tæt på kanten. Men vi kom da op.

Vel ankommet kunne jeg egentligt godt bruge et toilet, men vi turde ikke rigtigt andet end at begynde at lede efter W. og hans latterlige blå flag (!), eftersom han jo har billetterne. Vi finder ham, han viser os hen til en anden guide, som får os gennet ind på selve området, og yderligere 100 meter op ad bjerget. Han præsenterer os for en anden guide, der deler os i en engelsk talende og en spansktalende gruppe, og endelig kan vi slappe lidt af. Man bliver en lille smule stresset af at blive gennet rundt og ikke vide hvad det hele går ud på. Havde vi bare fra starten haft billetterne selv, og selv skulle finde en guide, var det nok lykkedes for os, men vi var ærligt talt lidt småforvirrede, fordi vi ikke havde overblik over hvad der helt præcist skulle ske.

Nå, men denne vores sidste guide viser sig at være vældig dygtig og vidende, og viser os rundt på området og tegner og fortæller i ca. 2 timer. Machu Pichu er en meget stor ruinby, som man først har fundet i 1911, murene er renset for planter, og delvist restaurerede, og det er et meget imponerende syn.



Omkring kl 14:00 blev vi enige om at finde toitellet, og vi havde jo også en voucher til noget frokost. Vores frokostrestaturant viste sig at ligge i den by vi ankom til om morgenen, det vil sige for foden at det bjerg vi befandt os på. Og der var ca. halvanden times kø til de busser der bragte folk ned ad bjerget. Så vi spiste et par sandwiches der hvor vi var, og besluttede os for at gå ned ad bjerget, eftersom det sandsynligvis ville tage kortere tid end hvis vi skulle vente på bussen. Det var en flot tur, der var en gammel bjergsti ned ad bjerget, og man vandrede omgivet af smukke grønne planter, og man fik varmen !!

Vel nede af bjerget, var der kun tre kvarters tid til vores tog kørte, så vi opgav endegyldigt at få noget ud af vores voucher. Da vi begav os til stationen, skete der noget lidt bizart, man blev ledt henover skinnerne, rundt om en bygning, og – pudsigt nok – gennem et kæmpemarked med souvenirs. Turistfælde, siger jeg bare. De lokale havde en anden, meget kortere rute, til den samme perron.

Vi fandt vores tog, som på hjemturen kun skulle køre til Ollantaytamboo, en lille flække midt i ingenting, og resten af turen over bjerget skulle foregå i en bus. Vi havde fået at vide at der ville stå en mand med et skilt med påskriften Domiruth, når vi ankom til Ollantaytamboo, og han ville køre os til Cusco. I Ollantaytamboo, var der så nok 350 mennesker der steg at toget, eftersom det var endestationen, og der var nok 30 busser, 40 taxier og et ukendt antal agua-sælgende lokale. Og ikke skyggen af en mand med et skilt.

Det var forholdsvist kaotisk, men vi tænkte at vi da bare kunne gå langs raden af busser, og finde den med skiltet i forruden. Vi brugte så 40 minutter, i tæt dieseltåge, eftersom der ikke var regler omkring tomgangskørsel, på at lede, og konstatere at der var INGEN der nogensinde havde hørt om Domiruth. Så vi endte med at tage en taxi. Eller det vil sige, det var ikke en helt officiel taxi, men chaufføren var mindre end Henrik, og bilen forholdsvis ren, så vi mente nok det gik. Han forlangte 50 soles, og det syntes vi godt nok lød lidt dyrt, men der var ingen af de andre taxichauffører der blandede sig, så vi regndede med at det var dagens bedste bud.
Da vi havde kørt et par kilometer, spørger jeg forsigtigt hvor lang tid han regner med at det vil tage. Halvanden time, svarer han. HALVANDEN TIME ! - vi vidste godt nok at vi var ude på landet, men vi havde ikke gennemskuet at vi var SÅ langt fra Cusco. Så var 50 soles lige pludseligt en meget god pris. Og vores chauffør viste sig at være stedkendt, han kørte som død og helvede. Vi ankom meget trætte efter en forholdsvis kaotisk dag til Cusco klokken 21:00, og tog en hurtig bøf på en restaurant, inden vi krøb til køjs.

Søndag den 10. oktober startede dagen med at vi mødtes med Lucy fra Andean Tours, og hun fik historien om hvordan vi havde tumlet rundt i mørke og ledt efter en bus der, som hun så måtte indrømme, havde glemt at vi skulle med. 08:30 blev vi hentet af en bus, og så brugte vi ellers ca. halvanden time på at køre tre hundrede meter, tage nogle passagerer med .. køre tre hundrede meter til .. og lidt flere .. og det gik der vel små 1-1½ time med. Efterhånden gik det op for de fleste, at hvis vi nu bare havde mødtes midt i på Cusco's hovedstrøg, så havde opsamling taget 5 minutter og ingen skulle have gået mere end 200-300 meter alligevel. Mærkeligt.

(mangler lige det sidste + LIMA)