Uge 22 - Jul i Cairns

Der er noget underligt ved at være et sted 23. december, og have i nærheden af 30 graders varme. Det passer bare ikke sammen inde i ens hoved - og det er slet ikke til at opdrive et stykke andesteg med rødkål og brunede kartofler (!). Vi er nu i Cairns på Australiens nord-østkyst, hvor der er temmelig høj luftfugtighed - men til gengæld ikke så mange fluer som i det centrale Australien. Den primære grund til at Cairns findes, er den tætte beliggenhed til Great Barrier Reef - verdens største koral-rev; lige en tand mindre en Tyskland i størrelse ..

Første hele dag, som er den 24. december, valgte vi at bruge på en charter-båd. Vi var lidt usikre på åbningstider omkring jul, så vi havde booket Passions of Paradise et par dage før, for at være sikre på at komme ud mindst en gang; men, her holder man ikke julen så hellig - ihvertfald ikke når der er turister i farvandet, så de fleste selskaber havde åbent alle dage, vi var i Cairns. Udflugten foregik på en kæmpe stor katamaransejlbåds på 83 fod (!), og med plads til 80 passagerer. Mette var lidt skeptisk, for hvordan dælen holder man lige øje med 80 mennesker i vand på en gang? Men det gik over al forventning, vi var lidt færre, ca. 60 personer, og det første stop var ud for en bugt, så de kunne stille en livredder på land, og en livredder på båden. Og så viste det sig at en hel del af de ombordværende skulle dykke (med tanke), så der var rigeligt plads. Fordelen ved denne båd var, at man blev tilbudt et prøve-dyk ganske gratis, så det skulle Henrik LIGE prøve af. Man fik en lille 1/2 times introduktion til, hvad man skal gøre og ikke gøre, og så er det på med udstyret. Når man så hænger 2 meter under vandet med udstyr på og trækker vejret gennem en ilt-tank (fantastisk oplevelse) - kan man vælge at gå med ned sammen med en guide/instruktør. Det lille OK-signal koster så 280 kroner ekstra, men det var alle pengene værd og alt gik som det skulle. Henrik så 3 skildpadder undervejs, KÆMPE muslinger og en masse fisk. Efter prøvedykket fik vi snorklet sammen, og det gik også bedre end i Belize, hvor vi havde problemer med strøm, maske og andet godt. En god oplevelse, og en god tur (godt mandskab, forplejning) - samt god vejledning både inden og undervejs.

Om aftenen gik vi ud og spiste juleaftensmad. Dette års julemenu bestod af kylling omkranset af bacon-strimler og en laks med gnocci/oliven; en god vin, god portvin samt dessert (chokolade dessert og en større ostetallerken). Det var i den lidt dyrere ende, men det er jo kun jul en gang om året. Og - næste år står den jo nok på and igen :-)



De næste par dage (25., 26. december) var det meste lukket i Cairns, bortset fra bådene ud til revet; man kunne godt nok komme på små "hyggelige" køreture, men de kostede hurtigt 300-500 kroner pr. snude og det syntes vi ikke helt var det værd. Det var lidt af en udfordring at finde spisesteder de dage, pga. julen - og så er det kotume at hæve priserne med 15-20% på helligdage, så det gør det mindre sjovt. Ellers brillierede vi ved at tabe vores nøgle til vores hostel, selvfølgelig den 25. december hvor personalet var i den anden ende af byen, og havde fået så meget ind under vesten, at de ikke kunne køre bil. De ankom lettere overrislede sidst på aftenen og lukkede os ind. Dagen efter fandt vi heldigvis nøglen igen på forrige aftens restaurant, så vi kunne få vores depositum tilbage.

Efter at vi havde været afsted på vores første rev-tur, blev vi kraftigt anbefalet at bruge en aften hos "Reef-Teach". Det er en undervisningsaften, hvor man lærer om revet og alle de dyr/organismer som lever der. Ganske informativ, men også lidt skræmmende, når man lærer, at en Box Jellyfish kan slå en ihjel (worst case), bare ved at man rører den. Lidt lige som en brandmand - bare 100 gange værre. Og Triggerfish .. argh ! En fisk på cirka 60 cm, der bider ud efter alt der nærmer sig deres rede, når det er yngle sæson. Det er det så i december måned.

Vi besluttede os dog alligevel til at tage ud på endnu en tur til revet; denne gang med ReefQuest. En almindelig motor-katamaran af lidt lavere standard men også lidt billigere(1100 kr. mod 1350 kr.) - og så var det med 2 prøvedyk til Henrik denne gang, istedet for kun et enkelt, så der var bestemt mere for pengene. Vejret var dog temmeligt skidt. Det regnede det meste af tiden, mens vi var i vandet - men det gør ikke så meget endda; man føler en prikken i ryggen når man snorkler, og så er sigtbarheden lidt dårligere, nok mest pga. fraværet af solen. Mette fik snorklet til den helt store guldmedalje; som en af de få. En hel del dykkede (bl.a. en dykkerskole), og blandt de resterende var det meget få, der var i vandet. Nogle var kun i vandet i 5 minutter, og brugte så resten af tiden på at sove på båden. Mærkelig måde at brænde 500 kroner af på (!). Henrik fik denne gang samlet set en lille time under vandet, og kom helt ned til 12 meter. Så der skulle trykudlignes en del gange i ørerne på vej nedad. Igen en rigtig god oplevelse, som gav appetit på noget mere. Dagen efter blev brugt på at undersøge mulige dykkerskoler i New Zealand, samt at få en lægeerklæring på at man er sund og rask, såfremt man skulle på dykkerkursus.

Afsted til Sydney !

Uge 21 - Alice Springs / Centrale Australien

Vi er nu ankommet til Australien hvor vi er taget ind til det centrale territorie, i byen Alice Springs. De første 2 dage er "fløjet" afsted; den første dag blev snuppet af at krydse over datolinien (pludselig var det onsdag), og den anden dag gik med at opholde sig i et fly. Vi har brugt små 18 timer på at komme til Sydney, og derfra yderligere 3 1/2 times flyvning til Alice Springs. Vel ankommet onsdag middag gik resten af dagen primært med at holde sig vågen til normal sengetid, sådan at vi kunne undgå for meget jetlag. Onsdag aften kl. 20.00 måtte vi give op, og sov som en sten, indtil torsdag morgen kl. 07.00.

De øvrige dage er primært gået med en 3 dages arrangeret tur til de helt store attraktioner i området : Uluru (også kendt som Ayers Rock), Kata Tjuta og Kings Canyon; de to førstnævnte er nogle klippeforskydninger der rejser sig op fra det meget tørre (og flade) område de ligger i, hvilket giver nogle høje flotte skrænter og klipper at gå rundt på. Vi havde i et stykke tid overvejet, hvilken slags tur vi skulle tage på, for at få mest for pengene og for at det ikke skulle blive alt for primitivt. Vi endte med at vælge en tur der reklamerede med toiletter/brusebad på begge overnatninger (modsat andre, som ikke havde det), og krydsede så fingrene for, at det ikke blev alt for primitivt. Men - det var det ..

Vi tog afsted i en lille bus sammen med 16 andre, og vores guide Ginny. Første stræk var ca. 500 km. kørsel fra Alice Spring til Uluru campingområdet, så vi ankom omkring frokost, hvor menuen stod på byg-selv-sandwich. Undervejs nåede vi en tur forbi en kamelfarm, hvor vi lige fik en kort sprint siddende på en kamel. Derefter gik turen til Kata Tjuta, hvor vi havde en varm hike rundt i området. På vejen rundt så vi en masse fugle, og en enkelt kænguru - samt flot natur og udsigt. De 3 liter vand som vi havde medbragt holdt lige akkurat til turen. Derefter gik turen til et udsigtspunkt ved Uluru, hvor vi kunne se solnedgangen - sammen med de ca. 300 andre turister, som havde gjort holdt; nogle endda med fine borde, hvorpå der var champagne og andet godt. Det er så blot en af flere forskelle på 300 dollar og 600 dollar turen :-) .. Nå - vi fik taget vores julekortsfoto iført røde nissehuer og påkaldt os lidt opmærksomhed. Efter solnedgangen var det retur til vores campinglejr, og tid til noget aftensmad. Det blev til en fællesmadlavning, hvor Henrik tog sig af gasblusset, for at holde lidt øje med hvad det var, vi skulle have at spise (wok/kyllingret med nudler) så det blev nogenlunde.



Klokken nærmede sig efterhånden tidlig sengetid, så afsted til fællestoiletterne; her fik vi da afprøvet vores tolerance overfor møl og andet flyvende - alt var "levende" og man havde ikke lyst til at være der mange sekunder mere end nødvendigt. Overnatningen skulle foregå i såkaldte "Swags", som er en slags stor sovepose der indeholder en madras og et canvas overtræk, hvori man så lægger sin sovepose (og sig selv). Sikkert ganske fiks, fordi den beskytter mod kryb og vind/vejr - men i +35 grader giver det ikke så meget mening, for man sveder jo som et dansk julesvin i en overvarmet stald. Istedet endte vi med at lyne både swag og sovepose helt op, så man lå med frit udsyn til myg, møl og stjerner (som man ikke kan se, når kontanktlinserne er ude). Puha - meget lang nat uden nogen søvn. Første "bølge" var diverse kryb der nærmede sig ens sovepose, deriblandt en legless lizard, samt en masse flyvende insekter. Anden "bølge" bestod i larmende kameler - ja, kameler - som findes fritlevende i Australien, og hvor nogle af dem brølede og larmede, i en halv til en hel time, omkring midnat. Tredie "bølge" bestod i en af de rejsende, som ringede sin mor op i Brasilien, og i en lille time småtudede over den campingtur, hun var landet på - og fandt vi senere ud af - den næste 5-6 dages tur som hun også skulle campere på. Da vi klokken 04.00 næste morgen blev ­kaldt op, havde vi fået mindre end en halv times hvile og var godt smadrede - men glade for at vi kunne slippe ud af vores soveposer.

Afsted til fællesbadet, og igen en prøvelse af ens tolerance overfor møl, som man jokkede rundt i, inde i brusekabinen. Derefter i tøjet, og en gang morgenmad, som bl.a. bød på cornflakes med lunken langtidsholdbar mælk; argh ! Nå - vi fik pakket vores ting sammen, og kørte derefter til Uluru (igen) hvor vi denne gang skulle se solopgangen (sammen med samme antal turister som dagen før). Solopgangen var nu ganske flot, og da lidt af en oplevelse. Derefter gik vi en god lang tur rundt om Uluru, som tog små 2 1/2 time; nogle ville gerne kravle op på Uluru, men denne dag var vinden for stærk på toppen, så det kunne ikke lade sig gøre. Vi havde under alle omstændigheder besluttet at lade være; de lokale ser helst, at man ikke gør det. Det blev også til en tur forbi det lokale kultur center, hvor man kunne lære mere om de lokale aboriginals levevis, samt endnu en vandre tur (mala walk) sammen med vores guide. Herefter forlod vi Uluru og Kata Tjuta området - fik lige en byg-selv-sandwich først, og kørte imod Kings Canyon; en køretur på ca. 4 timer.

Velankommet til det nye camping/resort område viste vores guide os hvor der lå et par butikker, en pub (yes !), swimmingpool og andet godt. Det tegnede lovende ... hvorefter hun kørte os hen til VORES plads, som så lå mindst 5 kilometer derfra, ude i absolut ingenting. Hvor vi synes at det første sted var rimeligt primitivt, så var dette endnu værre. Nå - denne gang meldte Mette sig som kok, og vi fik bikset noget aftensmad sammen, som var en australsk fortolkning af spaghetti bolognese med bål-bagt brød. Natten forløb nogenlunde som den første : meget lidt søvn, endnu flere myg og kryb samt denne gang dingo'er (vilde hunde) til at forstyrre nattesøvnen. Vi havde egenligt sat vores lid til at bålet kunne hjælpe, men nej, det blev slukket længe inden vi skulle krybe til køjs, på grund af brandfaren. Højdepunktet var fundet af en skorpion, lige inden vi lagde os. Det fik adskillige af de medrejsende til at lægge sig ind i bussen istedet (hvor der var ENDNU varmere). Det lykkedes os at få et par timers søvn; til gengæld var vores kroppe godt bidt i stykker af myg om morgenen .. Suk!

Den sidste morgen gik turen til Kings Canyon nationalparken, hvor vi havde en 3 1/2 - 4 timers rim-hike foran os i op til 40 graders varme; den lægger ud med stigningen "heartattack hill", for lige at få den rigtige stemning blandt de besøgende. Vi var der dog kl. 06.00 om morgenen, så temperaturen var endnu ganske fornuftig. Det blev en rigtig god tur rundt i området, og en smule vind gjorde, at vi ikke fik det alt for varmt undervejs. En af højdepunkterne var, da vi lå helt ude ved kanten og kunne kigge 90 grader lige ned - ca. 150-200 meter. Vores guide insisterede på, at vi lagde hat og andre løse genstande inden. Tilbage i campingområdet stod den på turens sidste byg-selv-sandwich (!), og vi fik tanket lidt snacks op, inden turen gik tilbage imod Alice Springs - små 4 -5 timers kørsel. Det var DEJLIGT at komme tilbage til vores hostel, få taget en dukkert i swimmingpoolen, en kold øl, samt et sæt helt rent tøj på. Puha. Ikke mere af den slags ture i nærmeste fremtid. Om aftenen mødtes de fleste af os på en lokal restaurant, og her var der ikke så mange der bestilte byg-selv-sandwich .. vi syntes at vi havde fortjent nogle store steaks, så de blev bestilt og indtaget i fin stil.



Det mest irriterende ved vores tur var nok, at turen blev mere primitiv end nødvendigt. Et lille telt med net havde f.eks. gjort underværker mod myggene. Retrospektivt skulle vi måske have hoppet på en lidt dyrere tur og få noget ekstra komfort, men det var vanskeligt at finde ud af hvad forskellen lige var imellem de forskellige turer. Vi var vist heller ikke de eneste ikke-hardcore-campere på turen; Nå - vi overlevede og blev så meget klogere på, at vi nok ikke er rigtige camping-typer :-)

Udover den 3 dages tur, som fylder det meste af vores bevisthed, bød Alice Springs også på et visit til "Desert Park" inden vi tog på tur; vi endte med at bruge 4 timer derude, hvor man kunne se en masse dyr og planter fra ørken områderne, og lærte en del om hvilke betingelser det sker under. De havde bl.a. lavet et et "Nocturnal House", hvor man kunne se dyr, der normalt kun er aktive om natten. Ganske underholdende og informativt.

Efter 5 dage i høj varme (men lav luftfugtighed) går turen nu videre, hvor næste stop er Cairns som ligger ved Australiens nordøstkyst. Her kan vi forvente høj varme og høj luftfugtighed :-)

Top 10 listen - Sydamerika

Denne liste for Sydamerika er lidt af en mundfuld, da den dækker 4 lande - så det er ikke alle punkter der gælder alle steder. Men næsten da. Der er iøvrigt et par punkter fra Centralamerika listen man snildt kunne overføre til visse steder i Sydamerika; de står nederst.

1. I Brasilien er der luft i toiletsæderne !? Vi ved ikke helt hvorfor, men det er noget specielt, at når man sætter sig, så lyder der et lidt "pfffffftt". Vi har kun oplevet det i Brasilien, og vi gruer for, hvordan de skurer de toiletsæder RIGTIG rene, når nu de er lavet af en slags "sofalæder". Hmm.

2. Maden i Argentina er fantastisk når det gælder kød, vin og desserter. Det er helt klart noget af det bedste vi har oplevet; at deres is kan give italienerne baghjul er lidt af en præstation. DERIMOD burde de blive skudt offentligt for at forsøge at lave pizza og pasta retter; det går bare helt galt, og vi endte med at sværge en ed om ikke at spise mere af den slags før vi forlod kontinentet (det holdt næsten).

3. Busrejser og kollektiv transport. Det var også på centralamerika listen, men fortjener en gentagelse. At køre med bus i specielt Argentina er lidt af en oplevelse, og generelt er det virkelig godt organiseret. Man mærker stort set ikke 1.000 kilometers tur i bus. Derudover er "Collectivos" (deletaxaer) i Chile virkelig også smart og billigt. Der kommer stort set en forbi hver 5. minut, og hvis man bare ved nogenlunde hvor man skal henad, kommer man langt for et par kroner. Generelt er offentlig transport meget billig, og man sidder lidt og tænker over, om det kunne virke bedre i lille Danmark.

4. Venlige og åbne .. Her er der virkelig noget vi danskere kan lære. Man skal ikke stå særligt længe på et gadehjørne eller busstoppested og se fortabt ud, før man uopfordret bliver hjulpet af andre mennesker. Vi har kørt gratis med bus fordi vi ikke lige havde lige penge, vi er blevet kørt omveje af en collektivo for at vise os rundt - og mange andre oplevelser. Dejligt.

5. Der er en kronisk mangel på enten ordentlige VVS'ere eller lysten til at lave ordentlige badeværelser i Sydamerika; nu kan det jo være fordi vi er bedre vant, men der virkelig været nogle K3'ere rundt omkring. Vandhaner der løber konstant (og toiletter), vandskader, mærkelige rørføringer, mangel på varmt vand (!), håndvaske med vandlommer, osv. osv. Efterhånden vænner man sig til det, men det er nu stadigt mærkeligt - for det må ødelægge en del "nedeunder".

6. Bilalarmer i Ecuador. Vi har rundet emnet før på bloggen, men synes den skal med, efter at vi har talt med andre rejsende der har fuldstændig samme oplevelse : bilalarmer der går igang - om natten - , og som først slukker efter en times tid eller når batteriet dør. Suk ! gad vide hvor mange turister der får ødelagt nattesøvnen i Quito ?

7. Argentina har lidt udfordringer med strømmen. Der har flere steder været særdeles store klumper i strømmen, og i Ushuaia forsvandt den ofte et par timer, for derefter at dukke op igen. De fleste steder var der dog ingen problemer.Hvis man lige husker hvilke overskrifter det gav, da Danmark små 5 år tilbage havde strømsvigt en eftermiddag ..

8. Frisklavet juice af bl.a. æble, hindbær, jordbær og andet godt - og hvor der er et stort indhold af frugt. Specielt i Chile har det været en del af den faste diæt, og noget der helt sikkert skal eksperimenteres med når vi er hjemme igen.

9. En pudsighed vi stødte på næsten alle steder : på stort set alle spisesteder er der stillet servietter frem, som ikke kan tørre. De minder lidt om gammeldags toiletpapir med en glat overflade; så sidder man der med fedtede fingre ! Og så rengører de bordene ved at give dem et sprøjt "vinduesrens", og en hurtig klud.

10. Og den sidste : I Brasilien har de et væld af restauranter hvor man spiser efter kilo. Det vil sige, man udvælger sin mad, vejer den og betaler derefter. Det findes også andre steder - men at man også kan det samme med kager og desserter ! se det har vi kun oplevet i Brasilien. Nok godt det samme, for man kan vist hurtigt få et par kilo ekstra på den facon.

Og så lige et par gentagelser fra Centralamerika listen som er værd at nævne igen, da de har været meget udtalt :
- #3 vilde hunde bander (Argentina og Chile)
- #5 manglende byttepenge (Argentina)
- #9 ingen krydderier i maden (Argentina og Chile)

Uge 20 - Santiago; sidste stop i Sydamerika

Onsdag d. 10 december ankom vi efter nogle timers kørsel til Santiago fra Talca; her havde vi oprindeligt planlagt en del forskellige aktiviteter, men det blev skudt temmelig meget i sænk af Henrik, som blev ramt af en forkølelse fra den første dag, og det aftog først rigtigt i løbet af lørdag. Det er bare ikke så spændende at være på bytur, når det føles som om, at hovedet er dobbelt så stort som normalt.

Nå - det er alligevel blevet til et par spændende ting og sager; vi brugte et par timer den første dag på at køre med kabelbane og kabellift op og ned af et udsigtspunkt midt i Santiago by, hvor der bl.a. står en 16 meter høj Jomfru Maria statue, og hvorfra man har udsigt over det meste af byen. Der var ikke så meget smog som forventet/frygtet, så man kunne se temmeligt langt. Nedturen var både pæn og skræmmende, når man kørte i 50-100 meter over jorden i en svævebane, siddende i en glasfiberboble med hul i bunden. Derudover er det blevet til en tur rundt og kigge på bymidten, med et par kirker, national historisk museum (kun spansk..) - og andet godt. Desværre var der ikke "kræfter" til at gå forbi præcolumbiansk museum, og da der mandag endelig var kræfter, så var museet selvfølgelig lukket (det har vi efterhånden prøvet et par gange !).

Så er det også blevet til en tur på galopbanen, som er temmelig stor og et ganske nydeligt byggeri, midt i byen. Det er vist en sport der har set bedre tider og med flere besøgende, men vi så da en række løb, dog uden at spille på nogle heste - trods vores udvidede spanskforståelse. Gloserne (og reglerne) for hestevæddeløb skal vi vist lige læse lidt op på :-)

Det helt store højdepunkt var i denne uge, at vi havde købt billetter til Madonna koncert d. 11 december. Efter at have fyldt Henrik godt op med aspiriner og næsespray, fik vi et lift ud til stadion af vores hostels ejer, som også skulle til koncert - så det var dejligt nemt. Derudover var der et andet (UK) rejsende par fra vores hostel, der havde billetter (samt de ca. 75.000 øvrige gæster). Madonna havde to udsolgte koncerter i Santiago, og vi må indrømme, at hun gav en ganske OK koncert, med et rigtigt godt show, masser af sange som man kendte (trods vores beskedne Madonna kollektion), og så fik vi også lige set hende rulle sig ud, med en guitar i hånden, en del gange; mere rocket end man kender det. Og hold da op hun har lavet mange klassikere .. Vi sluttede aftenen af med at trille forbi en øl/bryggeri-bar, hvor vi fik snuset til øl med bl.a. Amaretto og Granadine (!), inden valget dog faldt på mere "klassiske" varianter.

Vores oprindelige plan gik på 4 dage i Santiago og 2 dage i Valpariso; det blev dog ændret til, at vi blev alle dage i Santiago og overnattede, og så brugte vi en søndag på at tage frem-og-tilbage til Valpariso. Det er en kystby der ligger ca. 100 kilometer fra Santiago, og den er god til at træne sine benmuskler i. Det går temmelig meget op og ned, så der findes en del micro-kabelbaner, som lige triller f.eks. 100 meter stejlt opad så man kan spare benene. Den vi havde udset os til at tage en tur i var (naturligvis) lukket, så vi måtte trave istedet. Derudover er byen præget af mange farverige huse, og snørklede gader som gør den ganske hyggelig. Det minder lidt i stil om La Boca kvarteret i Buenos Aires, men mindre turistet. Endnu da. Vi sluttede af med en rigtig god og lidt dyrere frokost, inden vi vendte snuden hjemad igen til Santiago.

Madmæssigt har vi ikke prøvet så mange ting som vi kunne i Santiago, selvom der er et godt udbud til fornuftige priser. Lørdag fik vi dog spist på en rigtig god lokal restaurant, hvor vi fik virkelig lækker mad (fisk/bøf med "mos"), vin, og en del solide kraftige drinks. Vi har også fået godt med vitaminer, og drukket masser af friske juicedrikke, som er blevet indtaget i en lind strøm. Desværre er det nu slut med Sydamerika og med Chile. Vi har syntes rigtigt godt om at være i Chile, og synes bestemt det er et land vi skal tilbage til en dag. Mandag aften går flyveturen fra Sydamerika til Australien - små 18 timer (!) i en flyver. Puha.

Villarica og Talca

Ankom mandag efter at have taget en ikke så punktlig bus fra Valdivia; 2 timers køretur og 3 timers venten (også fordi vi for en gangs skyld ikke havde købt billet dagen inden). Vi fandt hen til et schweizisk hostel hvor vi indlogerede os for 4 nætter.

Tirsdag besteg vi Villarica vulkanen hvilket var noget af en anstrengelse. Stod op ca. 05.00, blev hentet 06.30 og påbegyndte opstigning kl. 08.30 i et klart vejr. Vi landede i den hurtige gruppe, så efter 3 timer og 40 minutter var vi på toppen, hvilket vist var pænt hurtigt. Vi havde også blodsmag i munden og helt flade lunger. Men udsigten var fantastisk, og man kunne komme helt hen til selve krateret. Man kunne ikke se lava, og vulkanen havde ikke været rigtigt i udbrud siden 1971, men der kom ildelugtende svovlrøg op fra krateret. Nedturen fra vulkanen foregik på røven ! Vi fik udleveret regntøj og "numseskjold" og så var det bare med at sætte sig ned og kure afsted. Det var rigtigt sjovt; nedturen tog kun lidt mere end en time, til gengæld var vi gennemblødte, på trods af regntøjet. Vi var tilbage i Villarica (by) kl. ca. 16.00 med ret ømme muskler. Vores hostel-bekendte, et par fra England, havde besteget bjerget på 5 timer i den langsomme gruppe, på trods af, at de var ti år yngre end os, så vi havde da vundet håneretten de næste par dage hvilket blev udnyttet :-)



Dagen efter lavede vi absolut ingenting, udover at vaske noget tøj. Det vil sige: bære tøjet hen til et vaskeri og hente det 5 timer senere..... Meget krævende når man har vulkanbestigning i benene. Vi spiste aftensmad et meget lokalt sted, hvor vi ikke havde ordbogen med, så menuen var lidt af et sats, men det viste sig at være kalvekød, med ris, til bare DKK 25 pr. person; et fund.

Torsdag tog vi på en kombineret hesteridning/varme kilder tur. Vi blev kørt i bus til et kursted, som tilbød begge dele. God ridetur - vi red i 3 timer; kun os to og en (spansktalende) guide. Og så naturen. Vi red lidt gennem en skov, over en eng, holdt pause ved en sø, og red op på en bakketop, hvorfra man kunne se de tre vulkaner i området, på samme tid. Efter rideturen besøgte vi en af de varme kilder, som området har utallige af, på grund af al den vulkanske aktivitet i undergrunden. Dette sted var dog mest som et lille badeland, med bassiner med forskellige temperaturer, indendørs og udendørs. Man skulle ikke bade inden man gik i, hvilket Mette, som tidligere badevogter i Danland, var noget fortørnet over. Efter badeturen hang vi ud i en cafe, på kurstedet, hvorfra der var udsigt til en anden lokal attraktion: Canopy-tur. Det foregår ved at man bliver spændt fast til en line, og så sendt henover trætoppene. Vi blev enige om, at det var sjovere at kigge på, end at deltage i ..

Vi spiste aftensmad det samme sted som dagen før, men selvom vi havde medbragt ordbogen, forstod vi stadig ikke menukortet. Men Charquican viste sig at være noget i stil med chili con carne, med majs i stedet for bønner. Noget grænseoverskridende for Mette at bestille uden at vide helt præcis hvad man får, men man kan vel ligesågodt vænne sig til det - det bliver næppe nemmere i Asien. Dette lukulliske måltid var endnu billigere end dagen før, DKK 15 pr. mand, så vi kan godt mærke på budgettet, at vi er lidt udenfor turistzonen.

Efter Villarica er vi draget videre til Talca, cirka 5 timers kørsel længere nordpå, en noget større by med +100.000 indbyggere. Igen har vi 4 dage afsat, så der er lidt tid til at udforske området. Indledningsvis havde vi fundet et godt billigt sted, med pæne værelser for små 160 kroner, men efter en enkel nat blev vi nødt til at skifte, da de skulle have malet. Eller - måske var det mest af alt en undskyldning for ikke at have gæster d. 8 december, som er en helligdag i Chile. Nå - et par gader længere væk og et par kroner ekstra har også givet et OK sted.

Talca området er bl.a. kendt for sin vinproduktion, så det har vi benyttet os en hel del af. Tilfældigvis viste det sig, at San Javier som ligger ca. 30 minutter i bus fra Talca havde en slags byfest - under temaet Vino & Cultura. Så der brugte vi en eftermiddag på at spise lokale små-retter, lytte til musik (ganske OK) og så prøvesmage et utal af lokale vine. For 25 kroner fik man udleveret et vinglas (som man kunne beholde), samt 10 kuponer til at smage sig igennem området på. Nogle af de - meget- lokale vinbønder lod os prøvesmage deres hjemmebrændeproduktion uden kuponer, så det var lige vanskeligt nok, at få brugt alle kuponerne; Vi var også to personer der skabte en del opmærksomhed - ihvertfald var vi nok de eneste turister de første 3-4 timer, og så afslørede Henrik's blonde hår os temmelig hurtigt. Temmelig mange ville hilse på os, og man følte sig nærmest hensat til en meget isoleret afrikansk landsby, hvor de ikke havde set hvide personer i årevis - specielt når man blev tilråbt fra scenen på en blanding mellem engelsk og spansk : "Welcome - Jamaica" .. "No, Dinamarca !". Syret. Nå - vi fik ihvertfald en "ven" som mente han hed Charlie, efter en del glas vin (ehmm), og fik charmeret os ind på en lokal kogekone, der lavede små brød med avocado til os i en lind strøm (3 kroner stykket !) . Vi afsatte også en dag til at besøge et par af vingårdene; det blev til en time hver hos hhv. Balduzzi og Gillmore, som er et par lidt større producenter på egnen - men trods alt kun i niveauet 60-100 hektar jord. Her har vi fået en guidet rundvisning hvert sted, samt mulighed for at smage deres vine; ganske udemærkede vine, selvom vi hos Gillmore ikke havde den helt dyre vin med i smagstesten :-(

Og så har vi kørt i tog ! - efter sigende den eneste tilbageværende lokalbane i Chile, som triller dagligt mellem Talca og Constitution. Op klokken 6.00 om morgenen for at nå et (overfyldt) ældre tog, der skulle bruge 3 timer for at nå ud til kysten. Det mindede lidt om det gamle lokalbanetog på Lollandsbanen. En pæn tur, meeen mon ikke man skulle være jernbaneentusiast for at få det helt store ud af turen. Nå - tiden i Constitution blev mest brugt til at spise lidt frokost, gå en tur i byen, og så nå forbi stranden som var præget af klipper og meget store bølger fra Stillehavet. Vi tog med en "collectivo" til stranden, og for 8 kroner fik vi en køretur på 20 minutter, med stop til at tage fotos, og en masse forklaringer, på spansk, så det var ikke det hele vi forstod, men det hindrede ikke den flinke chaufførs ordstrøm. Meget underholdende, for alle parter. Vi droppede togturen tilbage, og hoppede istedet på bussen - som så var endnu mere overfyldt; til gengæld sparede vi en hel time !



Og når nu vi er ved definitionen "overfyldt", så blev det ord redefineret ved en anden bustur. Vi ville en tur til en af de nærliggende nationalparker - Altos de Lircay, hvor man kan hike rundt til nogle flotte steder. Her går der kun en bus 3 gange dagligt, så der var noget af et mylder søndag morgen, hvor et større antal ville med. Vi ved ikke helt hvor mange der nåede med men et godt gæt er på den anden side af 80; vi ventede så pænt udenfor på en ekstra bus der kom 30 minutter senere, og som endte med at overhale den første bus inden vi nåede nationalparken. Triumf ! Små 2,5 time tog det at nå til parken, hvilket gav os i underkanten af 6 timer at hike i. Vi prøvede at nåede helt til Laguna Alto - temmelig meget OPAD - men da vi efter 3 timer nåede et skilt hvor der stod "1 time endnu" blev det istedet til frokost, og retur til indgangen. Vi nåede bussen i fin stil, modsat et andet par som egentligt kom 5 minutter for sent (dagens sidste bus), men som lige nåede det pga. en langsom pålæsning. Nationalparken gav udkig fra nogle flotte udsigtspunkter - og vi var lidt heldige med vejret, idet skyerne lettede inden vi nåede op, og først kom igen på vejen ned.



Rent kulinarisk har det også været fint at være i Talca. Vi prøvede restaurant "Ruben Tapia", som var i den dyrere ende men hvor maden også var virkelig god og bestemt tåler sammenligning med en rigtig god restaurant derhjemme. Den fik "hele armen" med italiensk antipasti, en god fiskeret til Henrik og en god bøf til Mette, samt dessert. Inklusiv rigelig med vin og drikkepenge sneg regningen sig HELT op på 250 kroner. I San Javier præsterede vi at få 3 mindre frokostretter og et glas juice for 23 kroner pr. mand; Derudover har vi sluttet Talca af med at bestille en ret hver, og få noget helt andet end forventet. Henrik fik noget der mindede om Curanto (som han også prøvede i Castro), mens Mette fik serveret et stort stykke kogt oksebryst. Vi bliver lidt klogere for hver gang ..

I morgen tager vi videre fra Talca til Santiago og Valpariso, hvor vi skal bruge den sidste uge i Chile - og i Sydamerika.

Uge 18 - Castro og Valdivia

Vi er nu nået tilbage til Chile igen, efter at være fløjet fra Ushuaia (Argentina) til Puerto Montt (Chile). Inden vi nåede så langt skulle vi dog lige igennem et bureaukratisk show i Ushuaia, hvor vi blev opkrævet 180 pesos i lufthavnsskat for at kunne forlade landet - hvilket vi ikke vidste, og derfor havde vi stort set ingen pesos tilbage, da vi nåede lufthavnen. Og hæveautomaten var naturligvis løbet tør. Så efter - for første gang på denne rejse - at have hævet stemmen betragteligt og gjort opmærksom på at vores fly gik om 30 minutter, fik vi allernådigst lov til at betale med kreditkort via den lokale taxfreebutik. Sikkert efterfulgt af 10-15 andre turister der havde præcis samme problem. Nå - vi nåede da afsted, ankom lidt sent til Puerto Montt, og havde en enkelt overnatning der - heldigvis ikke mere - i et hostel , som lugtede temmeligt meget af mug.

Dagen efter tog vi bussen ned mod Castro, som ligger på Chiloe-øen, ialt cirka 4 timers kørsel. Vi valgte i første omgang at hoppe af cirka halvvejs i Ancud, hvor vi møjsomt deponerede vores baggage i busterminalen, tog en vogn ind til centrum og fik indtaget dagens menu (2x 3 retter for små 75 kroner). Derefter var vi klar til at besøge det lokale museum et par timer - men nej, det var lige lukket for dagen (uden yderlig forklaring). Så kom tilbage igen imorgen. Øv ! tilbage igen, og på bussen til Castro - hvor vi valgte at bruge 2 dage.




Castro (og resten af Chiloe) er lidt mere "tilbage" og traditionel end resten af Chile (ifølge guidebogen) - ihvertfald er der langt færre turister end f.eks. Puerto Natales, så vi møder mest af alt lokale. Vi har fundet et godt pænt sted at bo, med udsigt over vandet - og til 180 kroner i døgnet; lidt lille værelse og så kan man lugte alle de brændefyrede huse, som Castro er præget meget af. Men udsigten, for pokker !! Vi har dog også skulle "kæmpe" lidt for at finde nogle ture vi kunne hoppe på; faktisk endte vi med blot at spadsere rundt i Castro "dag 2", fordi vi ikke helt kunne finde nogle interessante ture. Det gjorde dog så, at der var tid til at spise "streetfood" (Henrik) - bestående af frisk krabbe med krydderurter og lidt mayo; til en rund 10'er .. lækkert ! Og så har en af os også prøvet "Curanto", som er en meget lokal ret der består af kogte muslinger, kylling, pølse og svin - i en stor pærevælling; det smagte nogenlunde, selvom det gav en meget kraftig "suppe", som skulle indtages ved siden af. Og maven kørte også lidt rigeligt rundt senere på aftenen.

Derudover har Castro et par ting at byde på; dels er der den lokale kirke som er bygget i træ, hvilket dog ikke har afholdt bygmesteren fra at lave den meget lig tradionelle kirker med hvælvinger og hvad der ellers hører til (bestemt pænere indenfor end udenfor); dels er der grundet tidevandet bygget en del huse på træpæle, som står helt ude i vandet og hvor pælene er blotlagte ved lavvande. Meget charmerende og anderledes. Og så er Castro med garanti bare ikke et sted man får stress !




Lørdag valgte vi så at tage videre til Valdivia, som ligger mere nordligt, via Puerto Montt (igen). Vi ankom sidst på eftermiddagen, hvorefter jagten på et hostel gik ind, efter at have talt med det lokale turistbureau. Det bragte os bl.a. forbi et sted hvor vi fik en temmelig syret diskussion med en "fornem" bestyrerinde, som (vistnok) godt ville sætte prisen ned fra 350 til 250 kroner - men at lade os se værelset .. nej for pokker da ! Vi skulle skam ikke overglo hendes sted, hvis vi ikke ville betale først. Virkeligt mærkeligt. Så afsted igen med rygsækkene og et par gader videre, hvor vi fik et ganske udemærket værelse til 180 kroner - og hvor vi 5 sekunder efter at have ringet på, blev taget forbi vores værelse, så vi kunne inspicere det først.

I Valdivia er vi så meget mere nordligt - og har godt vejr - så vi nu har +25 grader (der er vist omkring frysepunktet i Danmark lige nu); ganske dejligt, selvom det har givet den første milde solskoldning i måneder. Og så er det i et område som er meget præget af tysk indvandring i 1800-tallet, og selvom sproget er væk, skinner en del af det tyske stadigt igennem. Aftensmaden blev indtaget på Cervezaria Kunstmann, som er et bryggeri der ligger et par kilometer udenfor byen og som bryster sig af "Das gute bier" - det er skam deres slogan; det minder lidt om microbryggeri-konceptet hjemmefra, med god mad (marineret i øl) og lidt forskellige special øl. Man kunne godt have bestilt et 2,5 liters "øltårn", men vi valgte at tage lidt forskellige istedet. Ganske god (og lidt dyrere) mad - men den hjemmelavede is (med øl) skal de vist arbejde lidt med.

Derudover har vi været afsted på en egen-arrangeret sightseeing til nogle gamle fæstninger, der ligger 20 km syd for Valdivia; først overvejede vi en pakke-flodtur med båd, men endte med en kollektivo (en kollektiv-bil) til Nieblo, spiste også lidt frokost der - og derefter en båd frem og tilbage til Isla Mancera, hvor vi fik kigget på fæstningerne. Vi nåede lige at støde ind i pakketur-gæsterne da vi forlod øen, hvor vi var næsten alene. Derudover var området meget smukt - "pakket ind" i en blanding af floder, skove, havet og små autentiske fiskelejer. Tilbage i Valdivia kom vi også en tur på det (mindre) lokale museum, og fik aflivet et par stykker kage (strudel, tærte).



Mandag går turen videre til Villarica, som er ca. 3 timers kørsel; her burde der komme lidt mere "action" på turen - det er ihvertfald planen ..