Viser opslag med etiketten Thailand. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Thailand. Vis alle opslag

06 april 2009

Uge 36 - Cambodia og retur til Bangkok

Vi har nu taget hul på den sidste uge af vores rundrejse i Sydøstasien, ved at krydse ind i Cambodia med bus fra Vietnam hvilket i første omgang tog os til hovedstaden Phnom Penh. Cambodia har budt på den mest deprimerende oplevelse til dato, efter at vi har lært nærmere om Khmer Rouge regimet, som i årene 1975-1979 udryddede en trediedel af landets befolkning, svarende til mindst 2 millioner. Hvor det andre steder på kloden har været etniske konflikter. der har været baggrunden for folkemord, var det her rent politisk. En af principperne var, at hvis man på nogen måde var uddannet (f.eks. skolelærer eller mekaniker), så blev man myrdet, fordi styret kunne ville have bønder i samfundet ! Vi fik set S21 torturfængslet, hvor 17.000 mennesker passerede igennem (6 overlevede) - et af ca. 200 fængsler, spredt rundt i landet. Derudover var vi forbi en af massegravene, der lå lige uden for byen, men som næsten ingen reelt vidste eksisterede. Det er måske lige en bemærkning værd, at Cambodias nuværende præsident er tidligere Khmer Rouge guerilla, og kom til magten ved et blodigt kup i 1997, efter at der havde været afholdt demokratisk valg, og FN var ude af landet igen. Hyggeligt !



Cambodia har dog - heldigvis - haft en del andet at byde på ! På trods af deres skrækindjagende fortid er Cambidoanerne utroligt flinke, og meget venlige overfor turisterne. Vi har taget en cyklo-tur rundt i Phnom Penh (man sidder foran, og ens chauffør sidder bagved), og derudover været forbi national museet og det kongelige palads. Museet var mest statuer og effekter fra storhedstiden i Khmer riget 800-1400 tallet, mens paladset var stort og imponerende. Det indeholdt bl.a. en stor pagode, som har et gulv, der er belagt med sølv (vores rejsefæller ledte efter sølvet udenpå, og fandt det ikke).

Ironisk nok har højdepunktet for denne 4 ugers tur faktisk også ligget i Cambodia, trods den nyere histories mørke side. Vi har haft 3 overnatninger i Siem Reap, og brugt en masse tid på at besøge Angkor Wat (en af de nye 7 vidundere), samt et større antal andre templer og bygninger fra Khmer Riget i samme område. Der er ca. 300 forskellige ruiner at besøge, hvor et stort antal endnu ikke er udgravet og/eller renoveret, så det er blot at gå igang. Første dag fik vi set Angkor Wat ved solopgang; vi fik besøgt Anghor Thom, hvor specielt The Bayon imponerede med 216 store sten ansigter, som skuer udover området. På andendagen var vi forbi (mest så vi husker det) Ta Prohm, Preah Khan, Neak Poan og Ta Som om formiddagen - hvor vi bl.a. så hvordan der stadig stod kæmpe træer i ruinerne. Om eftermiddagen tog vi en ekstra tur, som førte os ud til Banteay Srei, der er et af de ældste templer (900 tallet), og hvor stengraveringerne er helt fantastiske og meget detaljerede. Alt i alt har det været nogle rigtig gode dage, men med en temmelig høj temperatur (+35 grader), så der er røget nogle liter vand ned, og så har det været dejligt at være på et hotel med egen pool.



Kulinarisk har vi kunnet mærke, at vi er kommet tættere på Thailand og deres indflydelse med brug af en masse krydderier, hvilket der var mindre af i Vietnam. En af de mest spændende retter, har været "fisk amok", som er en krydret fiskekarry med kokosmælk, der serveres i et bananblad, og som er blevet prøvet adskillige gange (den findes også i ikke-fisk udgaver). Krabbe og skaldyr har der også været en del af (til Henrik), og generelt har det været nogle rigtig gode retter, hvor man spiser godt for 5-6 USD inklusive drikkevarer. I Cambodia bruges amerikanske dollar (sedler) som den primære valuta, hvilket gør, at stort set alt som minimum koster en dollar. I Cambodia sagde vi også farvel til 3 af vores rejsefæller, hvilket vi derfor fejrede med en tur til "Angkor What?" baren, hvor man kunne bestille drinks i en spand (et par liter) for 5 USD. Der var et par stykker, der havde lidt tømmermænd dagen efter.

Da vi skulle forlade Cambodia, var det lidt spændende, om der var nogle problemer. To dage inden vores grænsekrydsning, havde der været skyderi mellem Cambodia og Thailand ved en af grænseposterne, og en soldat var blevet dræbt - godt nok ikke den grænsepost vi skulle igennem, men alligevel. Det viste sig dog at gå rimeligt smertefrit, og hvor vores guide havde indstillet os på 10-12 timers rejse på hullede veje, tog det istedet 8 timer og så var vi tilbage i Bangkok. Her var det en fornøjelse at ankomme i silende regn (tak !), så temperaturen for en gangs skyld - i en måned - var nede under de 30 grader; det var dog ikke kølet mere ned, end at vi ved vores sidste afskedsmiddag endnu en gang svedte meget - så vi blev nødt til at prøve et større antal drinks. Vi fik sagt farvel til vores turgruppe, hvor nogle af dem havde fulgt os de sidste 4 uger, og havde derefter en enkelt overnatning alene i Bangkok, før vores fly til Japan. Den dag gik temmeligt hurtigt, fordi vi, pga. de sidste ugers hektiske program, ikke rigtigt havde fået forberedt os på Japan, så vi læste guidebog, bookede hotelværelser, kommunikerede med Søren (Henriks fætter), som vi møder i Tokyo, osv.

Imorgen går turen TIDLIGT til lufthavenen, hvorfra vi flyver videre til Tokyo.

18 marts 2009

Uge 33 - Thailand og Laos

Denne uge lagde vi ud med (mandag) at møde vores nye turgruppe, som består af 14 personer, inklusiv os selv, samt en kvindelig guide ved navn Trisha. Det er, som næsten altid, lidt af en blanding aldersmæssigt og landemæssigt. Det spænder fra et engelsk ægtepar i midt-60'erne til unge omkring de 20, og vi ligger nogenlunde i midten denne gang. Første aften gik med en introduktionsmiddag på et rimeligt pænt sted (ingen kulturchock på dag 1), og dagen efter blev vi guidet rundt i dele af Bangkok. Først en times sejltur rundt på nogle af de mange kanaler i byen, og derefter besøgte vi Wat Pho, som er det største og ældste tempelområde i Bangkok. Her så vi en masse templer og stupaer, samt den "liggende buddha" som er 46 meter lang - temmelig imponerende. Bagefter tog vi selv videre til Grand Palace i nærheden, som også havde en del arkitektur at byde på. Templerne i Thailand er meget anderledes end i Indien/Nepal, idet de bliver vedligeholdt (og genopbygget) mere intenst og så er stilen også mindre "rå".



Sidst på eftermiddagen gik turen til jernbanestationen, hvorfra vi tog vores 12 timers nattog til Chiang Mai nordpå. Nattoget var pænere, end det vi har prøvet i Indien, og med mulighed for at bestille mad ombord. Men, hvor Henrik fik en god nats søvn denne gang, fik Mette ikke rigtigt sovet, så hun var godt træt da vi ankom til Chiang Mai. Her brugte vi dog en halv dag på at gå rundt og se på flere "Wats", som ligger spredt ud over den gamle bydel - og er en af de primære attraktioner her. Sidst på eftermiddagen tog vi i samlet trop med turgruppen til toppen af et bjerg, hvor der lå endnu en Wat, og hvor vi overværede en slags buddistisk gudtjeneste - eller ihvertfald starten på den, og blev velsignet af en munk. I Chiang Mai var Henrik også på Thai kokkeskole, som startede kl. 09.00 mens Mette sov længe denne morgen. Der var 4 retter der skulle laves, så det blev til rejesuppe, ristet kylling med cashew, rød thai-karry og hjemmelavede forårsruller. Man var godt fyldt op da kurset sluttede kl. 12.30. Så må vi håbe, at det er til at huske, når man kommer hjem igen.

Efter Chiang Mai, gik turen yderligere nordpå, hvor vi efter en enkelt overnatning, krydsede Mekong floden ind i Laos, og gik ombord på en større turbåd. Her har vi brugt 2 dage på at sejle nedad Mekong-floden, med masser af tid til at slappe af og hvor vi undervejs overnatter i Pak Beng. Tiden er gået med at spille kort, en lille skakturnering, dase i liggestolene - og så har vi besøgt et par primitive landsbyer på vejen. Vi har ikke helt fornemmelse for, hvor tit de får besøg af turister, da der er en del både, som vores, der lægger til i ny og næ. Men de var ihvertfald meget nysgerrige og børnene fulgte os, mens der blev taget flittigt med fotos af dem. Vi "donerede" lidt penge til dem, ved at købe noget af deres håndværk - sikkert til voldsom overpris. På den sidste dag på båden nåede vi også forbi nogle buddha-grotter, hvor der godt nok var en masse små buddha statuer, men ikke så meget grotte at det gjorde noget - vi er dog glade for at det blot var et 20 minutters stop på vores rute, fremfor en halvdagstur derud fra Luang Prabang, som vores guidebog anbefaler.

Sidste stop denne uge har været i Luang Prabang, som er en historisk by, hvor de tidligere kongelige i Laos har haft et palads. Her har vi været en tur rundt på Royal Palace, der nu er museum, og hvor det var lidt af en udfordring at få vores guide til at forklare, hvad der lige skete fra 1959, hvor den sidste konge døde, og frem til idag - enten fordi han ikke ville eller ikke kunne. Men det gav da grobund for en del spekulative diskussioner bagefter imellem os andre. Derudover har vi været en tur forbi nogle nærliggende vandfald, hvor køreturen tog en time - i en tuc-tuc. Bestemt ikke behageligt. Vi kravlede op til toppen af faldene, hvor man bliver belønnet med en udsigt ud over ... tåge og røg ! I marts måned, viser det sig, brænder bønderne gamle rismarker og områder af i det meste af Laos, hvilket gør at man konstant er hyllet i lejrbålsrøg, og ikke kan se ret meget længere end 500 meter. Så spørg os ikke om hvordan Laos ser ud; vi har ingen ide. Den ENESTE fordel er, at solen heller ikke kan komme igennem røgen, så temperaturen er noget lavere end forventet. Inden vi smuttede fra vandfaldene, fik Mette sig en MEGET kold dukkert sammen med halvdelen af turgruppen (og fik krampe i et par tæer), mens Henrik holdt sig sikkert på land.




Resten af tiden i Luang Prabang er gået med bl.a. en hjemme-middag hos en Laos familie, hvor vi først blev budt velkommen med små hvide armbånd, og derefter fik en masse forskellige retter; bl.a. tørret søgræs, tørret bøffel, grøn karry, kødboller, friturestegte grøntsager, salat og frugt. Vi har også prøvet en smagsmenu på en restaurant, som gav nogle af de samme retter, samt andre Laos specialiteter. Vi brugte også en halv dag på at leje cykler, og prøve at cykle ud til nogle af de håndværker-landsbyer der skulle ligge omkring Luang Prabang, dog med begrænset succes. Vi fandt frem til en smedelandsby hvor man dog ikke rigtigt kunne se på noget og et udviklingsprojekt for forskellige håndværk, men fik dog en OK tur ud af det alligvel. Istedet har vi kastet vores penge på det lokale marked, der bliver stillet op og pillet ned igen, hver eneste dag mellem 17 og 22. Sidste aften i Luang Prabang gik med en tur i det kongelige teater, hvor vi så en række forskellige danse og ballet, med farverige kostumer og masker; ialt en lille time hvilket var ganske passende.

Vores rejse fra Thailand til Laos viser en rimelig stor forskel på madoplevelsen i de to lande. Maden I Thailand er meget mere krydret og mere velsmagende, hvor den i Laos er OK - men slet ikke på samme niveau. Det minder lidt om Indien/Nepal. Derudover har vi visse steder i Laos skulle vente temmeligt længe på maden, og det er ikke altid, at det helt er det rigtige, man får på sin tallerken. Det skal man lige vænne sig til.

Den kommende uge er vi fortsat i Laos nogle dage, hvorefter vi flyver til Vietnam.

09 marts 2009

Uge 32 - Kathmandu og Bangkok

Efter i denne uge at have taget den LANGE tur tilbage til Kathmandu fra Pokhara, var vores plan at bruge det meste af tiden udenfor Kathmandus kaos, og derfor havde vi udset os Bakthapura og Bodnath som to destinationer, hvor vi ville bruge et par dage hvert sted. Det viste sig dog rimeligt hurtigt, at vi havde "overfortolket" vores guidebog. Bakthapura har et par pæne centrale pladser med store templer, som er afspærret for trafik (tak !), men efter at have brugt et par timer på dem og set på butikker, var der ikke umiddelbart det helt store tilbage at bruge tiden på. Det var ikke rigtigt muligt at gå ind i hverken templer eller paladser, og så er vi nok efterhånden lidt "mætte" når det gælder hindu-templer. Derfor blev det kun til en enkelt overnatning, før vi hyrede en taxi til Bodnath. Det havde også lidt at gøre med, at vi ikke kunne få vasket tøj i Bakthapura (det ville tage 2 dage pga. strømmangel).

Bodnath byder primært på tibetansk kultur, og indeholder en kæmpe stupa, samt en række klostre som dog lige var lukket da vi var forbi. Byen viste sig dog at ligge temmeligt tæt på Kathmandu, så den i realiteten er en forstad til byen, hvilket ikke helt fremgik af vores guidebog. Så istedet for at overnatte her, endte vi med at trille tilbage til vores velkendte Hotel Fuji i Kathmandu, og checke ind for de kommende 3 nætter. Så meget for at prøve noget nyt. De sidste 2 dage i Kathmandu gik derfor istedet med at få fulgt op på diverse hængepartier på bloggen og mailen, få bestilt hotel i Bangkok, læst, og iøvrigt slappe lidt af. Den sidste dag blev det dog til stor-shopping af souvenirs, hvor vi næsten løb tør for penge inden vi fik vores sidste middag i byen.



I Kathmandu er alt ved det "gamle" hvilket betyder, at strømmen bliver tændt og slukket af elværket efter en plan, som giver 4 timer med strøm, 8 timer uden, 4 timer med strøm osv. Det gør så, at byen liver op/ned med strømmen, bortset fra alle de butikker / restauranter / hoteller, som har anskaffet deres egen generator, der så står ud på gaden og pulser løs. Og det er en, del skal vi hilse og sige. Så når først strømmen ryger f.eks. kl. 24.00, så vækkes man af hotellets generator, der starter op for at give nødstrøm. Det betyder, at man kan få en enkelt pære tændt i sit værelse, men resten virker ikke. Ret besynderligt og ekstremt irriterende når nu ens computer og kamera er lav på strøm.

6. Marts gik turen videre til Bangkok (i Thailand). Vi havde en rimelig smertefri tur ud af Kathmandu og ind i Bangkok. Efter at været kommet gennem utallige checks af os selv og vores bagage, samt fået talrige stempler på vores billet, ankom vi kl. 13.00 til Bangkok. Her er der virkelig en forskel til Indien og Nepal. Bangkok er ligesom f.eks. Hong Kong en meget mere "velorganiseret" storby, hvor man ikke rigtigt mærker, at man er i en anden verdensdel. Eller rettere : man mærker ihvertfald, at man ikke længere er i Delhi ! De første par nætter har vi booket os ind på et lækkert hotel (50$ pr. nat) i et kæmpeværelse med kingsize seng, overdådig morgenmadsbuffet, gratis, trådløst internet - og så er der STRØM hele tiden.

Vores 3 alene-dage i Bangkok har vi primært brugt på at shoppe. Resten af fredagen gik med at piske imellem 100-vis af kamerabutikker, som alle havde masser af billige Nikon og Canon kameralinser (ja, det emne er oppe igen) - men INGEN havde Sony. Vi blev sendt rundt imellem alle de forskellige butikker, som bestemt mente at oppe/nede på næste etage, da havde de hvad vi ledte efter - for det her med at sige "nej" ligger ikke rigtigt i blodet. ENDELIG lykkedes det at finde en Sony kamera butik, og Henrik fik brugt 3.000 kroner på 2 minutter; men så er vi også udstyret med samme kombination, som da vi rejste hjemmefra for 7 måneder siden. Lørdagen gik med at tage ud til et lokalt marked med - vistnok - 15.000 stande (!). 20 minutter holdt vi til, og så var vi på vej tilbage til et airconditioneret indkøbscenter istedet, hvor det ikke blev til det store indkøb, men vi blev dog kølet ned. Søndagen gik lidt bedre, idet vi brugte en halv dag på at shoppe diverse ting-og-sager i MBK centeret. Henrik fik sit 4. eller 5. par solbriller og Mette fandt en vinke-kat (?!), efter at have talt om en i ugevis.

Maden i Bangkok har været lidt af et skift, og bestemt i den bedre ende, sammenlignet med Nepal. Vi har spist thai-mad alle dage, og det er dejligt at få noget velkrydret mad igen og til fornuftige penge. Vi bliver sikkert træt af grøn karry kylling og stir-fried kylling på et tidspunkt, men lige nu er det ganske lækkert. Og så er øl og frugtdrikke også værd at skrive hjem om.

Mandag skal vi mødes med vores nye turgruppe, som vi har 29 dage sammen med - lidt af en mundfuld. Så vi håber at de er OK at rejse sammen med (eller at de ellers hopper af halvvejs i Hanoi).