Uge 34 - Laos og Nord Vietnam

Efter at have indledt ugen med en halv dags kørsel i bus, ankom vi til Vang Vieng. I følge vores tur-beskrivelse fra GAP skulle det være en pittoresk lille by, med charme og lækker flod. Det viste sig at være et meget turistet party sted, hvor de lokale rent faktisk er fraflyttet, så "byen" består af lige dele restauranter og barer. Restauranterne viser amerikanske film og komedieserier hele dagen, og barerne har hash på menukortet. Det er muligvis yngre rygsækrejsendes yndlingssted, men der er ikke meget Laos lokalkolorit tilbage. Det blev ikke bedre af, at vi ankom på Skt. Patricks day, så folk drak sig helt i hegnet, og løb bikiniklædte rundt i gaderne. Pludselig føler man sig meget gammel! Grunden til overhovedet at besøge dette sted, er de nærliggende limstensklipper og floden. Man kan vælge at glide ned ad floden i en oppustet gummiring, stoppe undervejs på de strategisk placerede barer, alle udstyret med fantasifulde gynger, så man kan svinge sig ud i vandet, efter at have indtaget rå mængder alkohol. Der havde været flere dødsfald på den konto i denne sæson, og vi var ikke helt vilde med ideen med at blande sprut og vand på den måde, så vi valgte at melde os til klatring istedet. Man kunne købe en hel dags begynderklatring for bare USD 17, inklusiv frokost! Det viste sig dog at Henriks fødder simpelthen var for store; de havde ikke klatresko i hans størrelse. Så han måtte blive i byen, mens Mette drog afsted med vores guide Tricia, som også klatrede for første gang, og vores cypriotiske rejsefælle, som var erfaren klatrer. Det viste sig at være fantastisk sjovt, og udfordrende. Det blev til 6-8 ture op af bjergvæggen, på baner med forskellige sværhedsgrader, mellem 10 og 16 meter over jorden, med kun minimale skrammer(hjelm påbudt) ..

Sidste stop i Laos har været hovedstaden, Vientiane, en by der bærer tydeligt præg af, at den er opbygget af den franske kolonimagt. Her er meget brede alléer, og flotte palæer. Vi besøgte blandt andet Pha That Luang, angiveligt det smukkeste og mest betydende buddhistiske symbol i Laos. Meget imponerende, med meget guld - også selv om man ser det i silende regn. Vi så præsidentpaladset, den lokale Triumfbue (fra 1969), og vi besøgte Nationalmuseet, som var meget gammeldags i sin opbygning. Der er en del kommunistisk censur, og historien bliver fortalt noget ensidigt, blandt andet benyttes udtrykket "The imperial army and its puppet soldiers" om USA. På sin vis meget interessant. I Vientiane gik vi for en gangs skyld på en fransk restaurant. Vi har ellers mest spist laotisk mad, men der kommer et tidspunkt, hvor man meget gerne vil have oksekød. Ihvertfald var Mette lidt træt af vegetarmad, så hun fik en velhængt pebersteak, og Henrik fik and. Ovenikøbet fik vi 3 desserter! Vi bestilte en æblekage, det viste sig at en af vores rejsefæller havde fødselsdag, så det blev fejret med en lagkage med lys, og vores guide havde bestilt chokoladesouffle til alle, fordi det var stedets specialitet, så det syntes hun lige, vi skulle prøve. Så vi kunne trille hjem.




Efter Vientiane er turen gået videre til Hanoi i Vietnam, med fly, og for en gang skyld var flyet forsinket. Vi har ellers 7-9-13 været rimeligt heldige indtil nu, men vi måtte tilbringe et par timer med skakspil og læsning, inden vi endelig kom afsted. Vi ankom meget sent, så aftensmaden blev indtaget på Hanois svar på McDonalds, Noodle 24/7, hvor man kunne få billig nudelsuppe kl. 22.00 om aftenen. Franchise finder man alle steder. I Hanoi har vi haft en enkelt hel dag, som vi bl.a. brugte på at stå et par timer i kø for at se et lig (Tidligere præsident Ho Chi Minh) i 30 sekunder sammen med et par tusinde andre lokale og turister. En lidt speciel oplevelse; de har simpelthen balsameret hans lig, og udstiller det, som om han sover. Mausolæet er lukket hvert år i november, for der er hans lig til renovering, så det kan holde endnu et år. Og det faktisk på trods af hans ønske om at blive kremeret. Køen var 600 meter lang, så det tog ca. halvanden, meget varm, time at nå frem til sarkofagen. Efter den oplevelse myldrede vi til Temple of Litterature, en slags universitet, cirka 1000 år gammelt, hvor der blev undervist og filosoferet blandt konger og mandariner. Vi besøgte også den katolske katedral, og sidst på eftermiddagen var vi til "Vanddukke Show". Meget traditonelt vietnamesisk, opstået i rismarkerne. Dukkeførerne står i vand til livet bag et gardin, og fører dukkerne på lange stave. Historien bliver fortalt via sang, på vietnamesisk. Meget interessant at overvære, det tog cirka en time, hvilket var meget passende.

Samme aften skulle vi holde afskeds/velkomstmiddag, fordi der var et par stykker der forlod turgruppen, og der kom et par nye. Men på vejen til restauranten bankede Mette sit hoved ind i et meget lavthængende vejskilt, og lavede hul i hovedbunden! Det blødte rimeligt meget, så vores guide mente, at det var bedst at tage på skadestuen, som heldigvis lå rimeligt tæt på. Sygeplejersken blev nødt til at barbere noget af håret af, for at vurdere skadens omfang, men det blev dog ikke nødvendigt med sting. Lidt lim og et ret stort stykke plaster blev sat på - hvilket forklarer, hvorfor Mette render rundt med hat eller tørklæde de næste 5 dage - og så tog vi afsted igen, for at mødes med de andre, og få noget sen aftensmad. Vi endte på en karaoke bar, hvor det hurtigt viste sig, at man ikke behøvede at kunne synge for at deltage - men det var rimeligt underholdende. Vi valgte dog at tage hjem omkring midnat for at hvile Mettes forslåede hoved.



De sidste 2 dage i Nord Vietnam brugte vi på at tage til Halong Bay, cirka 3 timers kørsel fra Hanoi,hvor vi skulle på et lille cruise med en junke. Vi havde nok forestillet os noget primitiv indkvartering, lidt værre end Galapagos-båden, men vi blev glædeligt overraskede. Kahytterne var rummelige, med nydeligt bad og toilet, og maden var helt i top. Henrik fik skaldyr og fisk både til frokost og middag; Mette havde meldt sig som vegetar, og det var faktisk også fantastisk mad. Desværre var det noget overskyet og tåget, så man kunne ikke se særligt langt, og kameralinsen blev ved med at dugge til. Den første dag sejlede vi i 4-5 timer, før vi ankrede op for natten. Undervejs besøgte vi en limstensgrotte,som var meget stor, men også meget "slidt". I mange år har de lokale brugt grotten som udflugtsmål, og overnatningssted, så selvom der var sat afspærring op for 10 år siden, var skaden sket. Vi ankrede op ud for en klippe med en tunnel, som vi roede igennem, i en lille bambusflåde, og på den anden side var der en meget smuk lagune. I vores program var der lagt op til at man badede i det "krystalklare" vand, men det er vist nogle år siden, at vandet i indre Halong Bay har været krystalklart! Man fik ikke lyst til at bade overhovedet. Der er mange lokale fiskere, som bor på deres både, med hele familien, og der er ikke spildevandstank på en vietnamesisk bambusbåd, så både køkkenvand og toiletvand ryger udenbords. Næste morgen var det klaret noget op, så man fik bedre indtryk at bugten, og bedre billeder. Vi lagde til ved en af klipperne, og vandrede op til et udsigtspunkt cirka 100 meter oppe, og sejlede derefter tilbage til fastlandet. Efter endnu en overdådig fiskefrokost tog vi tilbage til Hanoi, fik klippet Henrik (smile, pege og satse på de forstår) og gjorde os klar til endnu et nattog sidst på eftermiddagen, denne gang 13 timer sydpå til Hue.

Vietnam og Hanoi har som sådan været en positiv oplevelse, på trods af skrammer i hovedbunden. Hanoi er millionby med en masse motorcykler, masser af indbyggere og noget mere støjende, end byerne vi har besøgt i Laos. Men, den er ganske "civiliseret" og udstyret med gode spisesteder, cafeer og hvad man ellers som turist efterspørger. Når man drejer væk fra hovedgaderne møder man en masse meget lokale fortovsrestauranter/køkkener, vandrende frugtsælgere (med 2 kurve spændt på en løftestang) og muligheden for at få stort set alle varer meget billigt. Der er rigeligt med liv, maden er fortræffelig og indbyggerne virker venlige. Det tegner godt.

Den kommende uge tilbringer vi også i Vietnam.

Uge 33 - Thailand og Laos

Denne uge lagde vi ud med (mandag) at møde vores nye turgruppe, som består af 14 personer, inklusiv os selv, samt en kvindelig guide ved navn Trisha. Det er, som næsten altid, lidt af en blanding aldersmæssigt og landemæssigt. Det spænder fra et engelsk ægtepar i midt-60'erne til unge omkring de 20, og vi ligger nogenlunde i midten denne gang. Første aften gik med en introduktionsmiddag på et rimeligt pænt sted (ingen kulturchock på dag 1), og dagen efter blev vi guidet rundt i dele af Bangkok. Først en times sejltur rundt på nogle af de mange kanaler i byen, og derefter besøgte vi Wat Pho, som er det største og ældste tempelområde i Bangkok. Her så vi en masse templer og stupaer, samt den "liggende buddha" som er 46 meter lang - temmelig imponerende. Bagefter tog vi selv videre til Grand Palace i nærheden, som også havde en del arkitektur at byde på. Templerne i Thailand er meget anderledes end i Indien/Nepal, idet de bliver vedligeholdt (og genopbygget) mere intenst og så er stilen også mindre "rå".



Sidst på eftermiddagen gik turen til jernbanestationen, hvorfra vi tog vores 12 timers nattog til Chiang Mai nordpå. Nattoget var pænere, end det vi har prøvet i Indien, og med mulighed for at bestille mad ombord. Men, hvor Henrik fik en god nats søvn denne gang, fik Mette ikke rigtigt sovet, så hun var godt træt da vi ankom til Chiang Mai. Her brugte vi dog en halv dag på at gå rundt og se på flere "Wats", som ligger spredt ud over den gamle bydel - og er en af de primære attraktioner her. Sidst på eftermiddagen tog vi i samlet trop med turgruppen til toppen af et bjerg, hvor der lå endnu en Wat, og hvor vi overværede en slags buddistisk gudtjeneste - eller ihvertfald starten på den, og blev velsignet af en munk. I Chiang Mai var Henrik også på Thai kokkeskole, som startede kl. 09.00 mens Mette sov længe denne morgen. Der var 4 retter der skulle laves, så det blev til rejesuppe, ristet kylling med cashew, rød thai-karry og hjemmelavede forårsruller. Man var godt fyldt op da kurset sluttede kl. 12.30. Så må vi håbe, at det er til at huske, når man kommer hjem igen.

Efter Chiang Mai, gik turen yderligere nordpå, hvor vi efter en enkelt overnatning, krydsede Mekong floden ind i Laos, og gik ombord på en større turbåd. Her har vi brugt 2 dage på at sejle nedad Mekong-floden, med masser af tid til at slappe af og hvor vi undervejs overnatter i Pak Beng. Tiden er gået med at spille kort, en lille skakturnering, dase i liggestolene - og så har vi besøgt et par primitive landsbyer på vejen. Vi har ikke helt fornemmelse for, hvor tit de får besøg af turister, da der er en del både, som vores, der lægger til i ny og næ. Men de var ihvertfald meget nysgerrige og børnene fulgte os, mens der blev taget flittigt med fotos af dem. Vi "donerede" lidt penge til dem, ved at købe noget af deres håndværk - sikkert til voldsom overpris. På den sidste dag på båden nåede vi også forbi nogle buddha-grotter, hvor der godt nok var en masse små buddha statuer, men ikke så meget grotte at det gjorde noget - vi er dog glade for at det blot var et 20 minutters stop på vores rute, fremfor en halvdagstur derud fra Luang Prabang, som vores guidebog anbefaler.

Sidste stop denne uge har været i Luang Prabang, som er en historisk by, hvor de tidligere kongelige i Laos har haft et palads. Her har vi været en tur rundt på Royal Palace, der nu er museum, og hvor det var lidt af en udfordring at få vores guide til at forklare, hvad der lige skete fra 1959, hvor den sidste konge døde, og frem til idag - enten fordi han ikke ville eller ikke kunne. Men det gav da grobund for en del spekulative diskussioner bagefter imellem os andre. Derudover har vi været en tur forbi nogle nærliggende vandfald, hvor køreturen tog en time - i en tuc-tuc. Bestemt ikke behageligt. Vi kravlede op til toppen af faldene, hvor man bliver belønnet med en udsigt ud over ... tåge og røg ! I marts måned, viser det sig, brænder bønderne gamle rismarker og områder af i det meste af Laos, hvilket gør at man konstant er hyllet i lejrbålsrøg, og ikke kan se ret meget længere end 500 meter. Så spørg os ikke om hvordan Laos ser ud; vi har ingen ide. Den ENESTE fordel er, at solen heller ikke kan komme igennem røgen, så temperaturen er noget lavere end forventet. Inden vi smuttede fra vandfaldene, fik Mette sig en MEGET kold dukkert sammen med halvdelen af turgruppen (og fik krampe i et par tæer), mens Henrik holdt sig sikkert på land.




Resten af tiden i Luang Prabang er gået med bl.a. en hjemme-middag hos en Laos familie, hvor vi først blev budt velkommen med små hvide armbånd, og derefter fik en masse forskellige retter; bl.a. tørret søgræs, tørret bøffel, grøn karry, kødboller, friturestegte grøntsager, salat og frugt. Vi har også prøvet en smagsmenu på en restaurant, som gav nogle af de samme retter, samt andre Laos specialiteter. Vi brugte også en halv dag på at leje cykler, og prøve at cykle ud til nogle af de håndværker-landsbyer der skulle ligge omkring Luang Prabang, dog med begrænset succes. Vi fandt frem til en smedelandsby hvor man dog ikke rigtigt kunne se på noget og et udviklingsprojekt for forskellige håndværk, men fik dog en OK tur ud af det alligvel. Istedet har vi kastet vores penge på det lokale marked, der bliver stillet op og pillet ned igen, hver eneste dag mellem 17 og 22. Sidste aften i Luang Prabang gik med en tur i det kongelige teater, hvor vi så en række forskellige danse og ballet, med farverige kostumer og masker; ialt en lille time hvilket var ganske passende.

Vores rejse fra Thailand til Laos viser en rimelig stor forskel på madoplevelsen i de to lande. Maden I Thailand er meget mere krydret og mere velsmagende, hvor den i Laos er OK - men slet ikke på samme niveau. Det minder lidt om Indien/Nepal. Derudover har vi visse steder i Laos skulle vente temmeligt længe på maden, og det er ikke altid, at det helt er det rigtige, man får på sin tallerken. Det skal man lige vænne sig til.

Den kommende uge er vi fortsat i Laos nogle dage, hvorefter vi flyver til Vietnam.