13 august 2008

Uge 2 - Nationalparker og Las Vegas

Mandag d. 3. August kørte vi forholdsvist tidligt fra Flagstaff mod Grand Canyon National Park. Det er en fantastisk oplevelse, meget smuk natur og utrolige farver. Vi var rigtigt heldige med vejret. Da vi ankom var det overskyet, og kun omkring 23 grader. Vi vandrede på en tur, der var ca. 5 kilometer, ned mod bunden af Grand Canyon til Cedar Ridge. Det var rimeligt hårdt for benene, men det blev faktisk værre da vi skulle opad igen. Solen var kommet frem, så der var rigtigt varmt, samtidig lurede et tordenvejr ude over bjergene, så det var bare med at komme op af kløften inden det for alvor brød løs. Efter vandreturen kørte vi ud af Grand Canyon via Desert View, og stoppede ved udsigtspunkterne undervejs. Vel tilbage i Flagstaff besluttede vi os for at spise på ”Horseman Lodge” for at få en ordentlig steak (fundet på www.yelp.com) - og det lykkedes!! Det var lige før vi ikke kunne spise op.



Næste morgen pakkede vi bilen og satte kursen mod Las Vegas. Vi gjorde holdt i Grand Canyon Caverns, et skummelt udseende sted midt i ingenting, med underjordiske huler. Lidt spøjs oplevelse, hulerne var tørre, det vil sige, de dannede ikke drypsten, men andre underlige formationer, som var meget letpåvirkelige. Derudover gjorde vi holdt ved Hoover Dam (udtalt : Hoover Daaaaaaaa’m af guiden), et imponerende dæmningsbyggeri, mellem Arizona og Nevada, opdæmmende Colorado Floden. Dæmningen er primært bygget for at kunne kontrollere de enorme vandmængder fra Colorado floden; elektricitetsproduktionen er faktisk en sidegevinst.



Vi ankom til Las Vegas sidst på eftermiddagen, så alle lysene var ikke blevet tændt endnu. Men byen var stadig et overvældende syn, og grotesk! Der bliver brugt så meget energi på at holde ørkenen nedkølet og oplyst, at man ikke kan lade være med at forarges. Hvad hjælper det overhovedet nogen steder at man husker at slukke lyset, når man forlader et rum derhjemme, i sammenhæng med det her? Gade vide hvad strøm koster i USA ?
Helt i stedets ånd brugte vi dagen efter på at besøge et outlet center, hvor man kan købe alskens mærkevarer som lagersalg, det vil sige med 30-70 procents rabat. Det gik der det meste af en dag med og en stak $100 sedler. Og så turens første vaske-tøjet-selv-aktivitet.
Rent kulinarisk har der været en del ”italiensk mad” denne uge (pizza, pasta, pizza, pasta), så det er som så med den amerikanske mad. Udover at gå rundt på ”The Strip” og se på imponerende (og absurde) hoteller/bygningsværker – samt lidt gratis underholdning, så var vi en tur oppe i Stratosphere –et 350 meter højt tårn, hvorfra der er en fantastisk udsigt over hele Las Vegas.



Vi har også prøvet at spille en smule, men det har mest været på maskiner (blackjack). Tempoet på de ”rigtige” borde er meget højt, og så starter indsatsen ved 5 dollars per omgang. Så der nøjes vi med at kigge på. Efter at have tabt lidt penge på maskinerne, blev vi enige om, at vi nok ikke helt er målgruppen og kravlede i stedet i seng, i vores enorme hotelværelse.
Budgettet til overnatninger har det ganske fint i Las Vegas. For at tiltrække kunder til de forskellige kasinoer og til Las Vegas generelt, er der nogle gode tilbud på hotelværelser. Så 3 dages overnatning i store gode hoteller har kunnet klares for under 200 DKK per nat. Det efterlader jo flere penge til andre formål. Til gengæld er der røget en del penge på internet forbindelser på hotellerne, for det koster (naturligvis) ekstra her i Las Vegas.

Fredag d. 8. August tog vi afsked med Las Vegas, og kørte ca. 200 km til Death Valley – en af de varmeste steder på planeten jorden. Og vi valgte naturligvis en af de varmeste tidspunkter at besøge det på. 119 grader Fahrenheit nåede vi i ”Badwater”, 86 meter under havets overflade, hvilket svarer til 48 grader Celcius. I skyggen vel og mærke ! Det føles som om at man sidder lidt for tæt på et stort bål, eller har en hårtørrrer direkte ind i ansigtet. Det blev ikke til de store udendørs aktiviteter her, så vi trillede videre efter nogle timer, til Bishop, hvor vi overnattede.



Lørdag og søndag brugte vi i Yosemite nationalpark; det er en af de smukkeste og mest betagende steder vi har været indtil videre (ikke kun på denne rejse), med storslået natur, fantastiske vandreture og udsigter. Vi tog bl.a. på en vandretur, en 2 timers ridetur, og en guidet køretur i Yosemite Valley. Vi kom desuden forbi Mariposa Grove, hvor der findes kæmpe Sequoia træer med en enorm tykkelse. De er optil 2500 år gamle, og i øvrigt modstandsdygtige overfor bl.a. skovbrande (!). Søndag aften var vi ved at være godt slidte, efter at have været op siden 4:15 om morgenen (for at nå vores ridetur), så vi faldt hurtigt i søvn på et motel i Madera.





Billederne kan nok ikke gengive indtrykkene i Yosemite - det skal opleves :-)

Slut på uge 2 ..

04 august 2008

Uge 1 - afrejse til USA

Endelig afsted ! Afrejse gik næsten planmæssigt; vi brugte de første dage på ugen til at pakke, få vasket, pakket om, osv. Og så et lille stunt: 15 minutter inden vi skulle ud af døren, fik vi oversvømmet gangen, da vi skulle fylde vand på fjernvarmeanlægget. Så planen om at afrejse uden vasketøj i kurven blev ødelagt.

Turen til London gik fint; vi tog en hurtig overnatning i Heathrow området, og rejste derefter til Chicago om torsdagen. Men, så kom vi heller ikke længere i den omgang (øv!). Flyet til Los Angeles blev aflyst, så vi måtte tilbringe natten i Chicago, på et $400 hotel, betalt af British Airways. Vores bagage var desværre sendt i forvejen med et andet fly, så vi fik brug for vores ”Emergency kit” med kontaktlinsevæske og andet nødvendigt, som vi havde været forudseende nok til at pakke i håndbagagen. Afsted næste morgen kl. 05.00, og med flyveren til Dallas - derfra videre til Los Angeles, hvor vi ankom ca. 12:30 fredag (lokal tid). Så næsten 2 døgns rejse var overstået.

Vi tog forbi vores bil-pusher i Beverly Hills, hvor vi fik udleveret en Toyota 4-Runner; en temmelig stor - efter danske forhold - 4-hjulstrækker der kører næsten 10 km på literen på en god dag. Derefter trillede vi til vores hotel, og kunne endelig pakke ud og skifte tøj. Resten af dagen gik med lidt sen frokost/tidlig aftensmad, og så et besøg forbi Hollywood Boulevard med den berømte Walk of Fame.


Lørdag den 1. august stod den på en hel dag i Universal Studios. Mest af alt minder det lidt om Tivoli, blot med forlystelser omkring film. Der er meget reklame for deres produkt og store butikker med merchandise fra enhver tænkelig film. Vi prøvede først en guidet tur forbi de forskellige studier der er bruges til film-og TV optagelser, men man ser ikke så meget af de rigtige optagelsessteder (det koster ekstra !). Bedste indslag var nok en 45-minutters tur hvor der blev leget lidt med specielle effekter. Derudover var der et 15-minutters Waterworld-show, som var en lille forestilling med en scene der minder om filmen.

Søndag var "transportdag". Dem har vi nogle stykker af. Los Angeles - Flagstaff, Arizona ca. 750 kilometer køretur, og med en lille afstikker til Oatman og den klassiske Route 66. I Oatman kunne vi overvære en lille skudduel til ære for turisterne, mens vi blev puffet rundt af løsgående mulddyr. Henad 18:30 ankom vi endelig til vores destination, og efter lidt prutten-om-prisen, fik vi også et sted at sove (350 kroner !). Det var også tiltrængt efter køreturen, så efter en gang hurtig aftensmad, var det på hovedet i seng.

Det var vist uge 1 i korte træk .. Se flere billeder på : http://picasaweb.google.com/henrikkochnielsen/2008USA

23 juli 2008

Forsikringer og andre nødvendigheder

Det er vel værd at dele ud af sine erfaringer, og bl.a. forsikringer har vist sig at være lidt af et emne-område når man skal ud og rejse. Specielt hvis man rejser mere end 30 dage fra lille Danmark. Så her følger nogle af vores opdagelser indenfor området.

Vi har idag en såkaldt familieforsikring hos RUNA, som også indeholder en rejseforsikring. Den gælder ved rejser indtil 60 dage, og ser ud til at have en ganske fornuftig dækning. Men - det rækker jo ikke helt, når nu man er væk +270 dage.

Vi har derfor kigget på selskaber som IHI, Gouda, Europæiske, og et par stykker til. Vi er endt med at købe en 7 måneders tillægs-rejseforsikring hos Europæiske til ca. 13.500 kroner (2 personer), som starter samme dag, som forsikringen hos RUNA slutter. Det var faktisk ikke muligt hos Gouda; her skulle man være dækket ved afrejse fra Danmark.

Derudover ser de primære (relevante) forskelle ud til at være :
- hvor meget der dækket i tilfælde af tyveri (typisk 10.000 eller 20.000)
- om der er baggageforsinkelse indkluderet
- om der er ansvarsforsikring med
- om man kan købe forsikringen som en tillægsforsikring eller ej

Alle selskaberne ser ud til at dække mere end rigeligt, når det gælder sygdom (f.eks. hospitalindlæggelse o.lign).

Der findes en række billige forsikringer i niveauet 7-9.000 kroner (2 personer, optil 9 måneder), bl.a. fra Nomad (IHI), og nogle af de ovennævnte selskaber. En væsenlig pointe er dog, at man ofte her ikke har nogen ansvarsforsikring med. Og det kan jo være lidt af et problem, hvis man f.eks. kører ind i en anden person i USA, og laver en personskade. Så personligt ville jeg ikke vælge en uden.

Når det gælder dækning af tyveri, er det værd at vide, at dækningen - f.eks. på 10.000 kroner - er for HELE rejsen (!) .. så hvis man bliver bestjålet et par gange undervejs på en 9-måneders tur, så rækker 10.000 kroner ikke specielt langt. I og med at vi har 19 flyvninger på vores lille tur, har vi dog vægtet bagage forsinkelse højere end at få 20.000 kroner dækning, fremfor 10.000 kroner.

Bedste råd til andre er : Lav et regneark med de forskellige alternativer, og lav egne beregninger. Man kan næsten altid få mere/mindre dækning, men prisen følger også med.

Derudover så fandt vi også ud af, at ens indbo forsikring (hjemme i huset), har begrænset dækning efter de første 6 måneder. Så dækkes tyveri og hærværk ikke længere, da huset er ubeboet. Så vi krydser fingre for ikke at få indbrud; og hvis det skal være, så lad det være de første 180 dage :-)

28 juni 2008

Kina eller ej ?

Man laver en plan, som gælder indtil den bliver lavet om ..

Det var egentligt meningen at vi skulle afslutte vores rejse med at være 18 dage i Kina (april/maj 2009). Meeeen, det er nu lidt tvivlsomt om det bliver til noget, primært pga. de visum regler der i øjeblikket gælder. Vi havde regnet med at få et 12 måneders visum til Kina inden afrejse, men det er ikke noget man bare får. Og et forretningsvisum er heller ikke muligt. Så at få et 3 mdr. visa (gælder fra udstedelse), kan vi ikke bruge til så meget.

Derudover ser det ud til at være vanskeligt at få det undervejs (Hong Kong, Indien, Thailand), da det kun er 30-40 dages visa der udstedes her. Derfor er sidste håb, at når vi kommer til Japan i starten af april næste år, at få visum der. Af samme årsag har vi nu (efter en del diskussioner med GAP) aflyst vores rundrejsetur i Kina, og må så melde os på hvad-der-nu-er-tilbage, såfremt det lykkedes at komme dertil.

Ellers er det jo bare at finde en anden (sidste) destination eller tage tidligere hjem til Danmark.

En anden ændring der meldte sig var, at vi har måtte bytte om på Australien og New Zealand, sådan at vi er i Australien fra 16. Dec - 15. Jan, og derefter tager 2 uger til NZ. Det betyder så også at vi holder jul i Cairns, og at vi får en lille uges tid ekstra i Sydamerika.

Men, små ændringer i den store sammenhæng (indtil videre)

23 juni 2008

Gadgets til rejsen

Ingen rejse uden gadgets ! Der er jo en årsag til at vi har 2 rygsække med – en til tøj, og en til elektronisk udstyr.

Spøg til side. Når man rejser i mere end et par måneder, kan det være en ide at tænke lidt over hvordan man holder kontakten, og sørger for at ens regninger o.a. bliver betalt som normalt. Desuden regner vi med at komme forbi en del interessante steder og områder, hvor man gerne vil have en del billeder med hjem. Da vi for nogle år siden var i Afrika fik vi taget ca. 1.500 billeder på 3 uger, og det er lidt mere end der lige kan ligge på et par hukommelseskort.

Derfor medbringer vi følgende ..

  • Sony digitalt spejlreflekskamera (A200), med en Sony 18-250mm zoom linse på i alt 1 kilo. Det er en god all-round linse som burde dække vores behov både for almindelige billeder, og billeder hvor der skal zoomes. Vi har 2 stk. 4 GB hukommelseskort med til billeder. Kameraet bruger vi f.eks. når vi er på oplagte turer, men det .er lidt for stort til at man har det med hele tiden.
  • Canon IXUS 70 digitalt (letvægts) kamera, som vi kan have med overalt. Det mangler stadigt at blive indkøbt. Mest af alt som backup, og så vi også har muligheden for simple videoklip.
  • Asus EEE 900 computer. En lille let sag der vejer 950 gram og som kører Windows XP. Den er købt i UK til små 3.000 kroner, og den skal vi bruge til en del ting : skrive emails, ordne netbank, ringe via Skype, lave indlæg til bloggen (som jeg gør lige nu), ordne selvangivelse og moms, osv. Den har kun 12 GB plads, men det rækker til formålet.
  • Freecom Toughdrive 250 GB. En bærbar harddisk på 175 gram, som vi kobler til computeren når vi skal overføre billeder og redigere dem. Tanken er, at undervejs som vi kommer forbi netcafeer og/eller trådløse netforbindelser, så vil vi overføre vores billeder til Google Picasa + en server hjemme i Danmark. Men derudover holder vi et bibliotek på den bærbare disk.
  • Nokia N82 mobiltelefon, med 5 Mpix kamera og GPS. Vi regner ikke med at ringe specielt meget i denne telefon da det hurtigt bliver dyrt. Men til gengæld har den et godt kamera indbygget og en GPS med tilhørende verdenskort. Bl.a. når vi skal finde rundt (f.eks. sovesteder, restauranter o.lign.) er det rart med en GPS, og vi kan løbende overføre de nyeste og mest relevante kort via vores computer. Derudover vil den nok blive brugt til lidt SMS undervejs.
  • Apple iPod 8 GB, til musik undervejs. Med mere end 100 timers flyvetid og en masse ventetid, så er det rart med noget musik i øret.

Og det var faktisk det hele. Alt i alt vejer det ca. 3 kilo at medbringe, inkl. strømforsyninger o.lign – men det gør nogle ting lidt nemmere. At vi kan sidde på et motel om aftenen og skrive indlæg eller sortere billeder, er noget nemmere, end at skulle gøre det på en netcafe. Vi satser så på at det ikke bliver stjålet undervejs ..