Vi har booket os billigt ind på et hotel, hvor alt andet end værelset er dyrt; f.eks. 68 HK$ for en flaske Evian eller 268 HK$ for en gang buffetmiddag (en HK$ er ca. 75% af en krone); så det er pænt dyrt heromkring, hvilket hurtigt har fået jaget os ud af hotellet, meeen vi endte dog alligevel med at betale 92 HK$ for 2 kaffe og 2 muffins på en Starbucks, fordi vi gav efter for koffeintrangen. Tak for kaffe (!) - giv os lige New Zealand tilbage. Til vores første frokost var vi blevet lidt klogere og fik et ok måltid til små 60 HK$. Vi må tilstå, at vi ikke er så vilde med maden (særligt Mette), specielt efter at have fået rigtig god mad i New Zealand i 3 uger, men så ryger der måske lidt af sidebenene igen.
Og ellers er Hong Kong jo mest af alt en storby, som man traver lidt rundt i, shopper i, osv. - uden de helt store specielle attraktioner. En del af tiden er gået med at se på kameraudstyr, men efter et par testsskud, er Hr. Nielsen blevet enig med sig selv om, at vi nøjes med en standardlinse resten af rejsen (indtil han ændrede mening i Indien!). Det er dog blevet til en tripod til kameraet, som vi håber, at vi får brugt (mere at slæbe på, hmm !). Derudover har vi brugt en halv dags tid på at være på kopimarked. De sælger uden blusel kopier af de fleste mærkevarer, så man kan købe "Gucci" tasker og "Rolex" ure til næsten ingen penge, hvilket vi ikke helt kan se pointen i (det er jo en efterligning ?). Der var også en masse andet junk, som det var ganske morsomt at gå at kigge på, men som ikke fristede tegnebogen. Vi har også brugt lidt tid på at se på høje bygninger, været en tur i Bank of China Tower og tage en tur med den (efter sigende) legendariske Star-Ferry.
En meget sjov deltalje ved Hong Kong er de gamle sporvogne, som kørte i det område, hvor vi boede; de er i to etager, så man får meget godt overblik, når man sidder oppe og kigger, og så er det billigt. En anden detalje er at butikkerne grupperer sig, så alle skosælgerne ligger i den samme gade, køkkenudstyrssælgerne ligger i den næste og så fremdeles. I vores gade sælger de tørrede fisk og skaldyr! Det er en lidt speciel oplevelse at begive sig ud efter morgenmad klokken 8:30, og så blive indhyllet i hørmen af tørret fisk. Man lærer at trække vejret gennem næsen. De har en hel del tørrede hajfinner til salg, som er den eneste del af dyret, som kineserne er interesserede i (resten dumper de overbord igen fra fiskerbåden). Det er temmelig skræmmende at tænke på, hvor lang tid verdens hajbestand kommer til at holde, når nu der er 1 milliard kinesere, som får flere penge mellem hænderne, og de alle vil have hajfinnesuppe (!)
Men ellers har det hele været temmelig civiliseret, lidt som en europæisk storby .. bare med en masse kinesere rundt om en.
Og så er Indien godt nok noget af en kontrast! Vi ankom onsdag aften til Mumbai, hvor vi havde en enkelt overnatning, før vi kunne komme videre til Delhi. Her prøver folk konstant at tage røven på en. Bl.a. en taxi til mere end dobbelt pris af "standarden", og stedet vi boede var også lidt af en "oplevelse"; først kunne de slet ikke finde vores booking, så var det kun til enkeltværelse, og prisen var en helt anden. Til alt held havde vi printet vores bekræftelse ud, så efter lidt diskussion fik vi vores dobbeltværelse. Roomservice-tjeneren løb med vores byttepenge; vi købte en flaske vand, og han nåede så ikke tilbage, før vi var taget afsted igen dagen efter. Vi prøvede at få pengene fra hotellets ejer(mest for princippets skyld), men han havde ingen penge, og kendte iøvrigt ikke noget til noget. Den taxi vi skulle bruge til lufthavnen, viste sig at koste penge, på trods af, at der på hotellets hjemmeside stod, at den var gratis... ARGH ! Alt i alt fik vi ikke et særligt godt første indtryk af Indien.
Torsdag rejste vi videre til Delhi, og her gik der først en del tid med at finde et hotel til 2 dage; derefter skulle vi opsøge lidt internetinfo, og finde en restaurant. Men bare det at bevæge sig rundt til fods i Delhi viste sig at være lidt af en udfordring. Vi blev konstant fulgt af mindst en rickshawchauffør, der messede "rickshaw, Sir" uophørligt, selv om vi pænt sagde nej tak, og gik videre. Hvis man passerede en butik råbte ejeren efter en, for at man skulle købe hans varer.
Derudover var der gadehandlere, der gik ind foran os og tilbød alt, fra skakspil til ørerensning (!) Hvis vi stod stille, blev vi antastet, af folk der ville "hjælpe", d.v.s. følge os hen til den butik eller restaurant, hvor de fik kommission, eller bare nysgerrigt ville vide, hvor vi kom fra. Det tog meget lang tid at gå 500 meter, og ens ører summede simpelthen af en kakofoni af bilhorn, cykelklokker og stemmer (samt mænd der snortede skråtobak, hhhhhhrrrrraark, spyt). Man skulle hele tiden være opmærksom for ikke at blive kørt ned, ikke at støde ind i mennesker, eller køer, ikke at blive ramt af førnævnte spytklatter, som iøvrigt er røde, fordi der er betelrod i tobakken. Incredible India !
Til aftensmad valgte vi det sikre - troede vi - at satse på en restaurant anbefalet af Lonely Planet, og vi tog en tuk-tuk (trehjulet taxi), for at få en mere "rolig" tur. Trafikken i Delhi er dog også ret spændende, antallet af vejbaner varierer i forhold til trafikken, der køres gerne imod færdselsretningen, og hornet bruges som nævnt hele tiden.Vi blev læsset af på et hjørne, og chaufføren pegede lidt ned af gaden, og sagde, at der lå vores restaurant. Vi vandrede ned af gaden og fandt - et gadekøkken! Måske er der to restauranter i Delhi der hedder Karims ? Vi blev enige om at vandre lidt længere, for at se om ikke der lå en bedre restaurant. Men gaden blev smallere og smallere, og mens mørket sænkede sig over Old Delhi, fór vi lidt vild i den lokale basar. Til alt held var der ikke nogen der antastede os, de var ikke rigtig vant til turister, men Mette blev lidt urolig for, om vi nogensinde fandt ud igen. (Man kunne jo ende op indrullet i et tæppe, og afskibet uden spor). Henrik tog det dog mere roligt, og efter cirka en times vandring var vi da også tilbage på en mere befærdet gade, hvor vi omsider fandt en restaurant. Med borde og alting. Maden var fantastisk, og der var endda levende musik til; lidt af en oase, midt i det store kaos.
Næste morgen gik jagten ind på at en morgenmadsrestaurant i nogenlunde nærhed, og det lykkedes sørme : vi fik noget der mindede om croissanter og snegle, så det var bare med at fylde på. Vi opgav dog at finde et almindeligt vaskeri, og måtte bide i det sure æble og lade hotellet vaske det til overpris (øv !). Nu skulle vi efterhånden rundt at se noget, så vi hyrede en taxi for resten af dagen til den enorme sum af 80 kroner (!) - og han lovede så at køre os rundt til, hvad vi nu ville se. Se - det hjalp lidt. Vi fik set Humayuns Tomb, Bahai Lotus templet og Qutab Minar som er nogle af de mere imponerende bygningsværker i Delhi; vi blev til sidst sat af på Dilli Hat, som er et lukket marked (4 kroner for at komme ind), hvor der var en masse boder som repræsenterede håndværk fra hele Indien. Her kunne man endelig få lidt fred for de hidsige sælgere, og når nu der var tid til at kigge, endte vi også med at shoppe løs (hele 100 kroner blev der brugt !). Vi fik fundet en OK restaurant senere på aftenen, og det lykkedes lige at slette den seneste uges billeder fra harddisken inden at vi gik til køjs (Argh !)
Lørdag var vores sidste alene-dag i Delhi, så vi efter at have provianteret i vores sikre "base" - morgenmadsrestauranten - tog vi afsted for at nå endnu et par attraktioner. Det blev til en tur på Red Fort og forbi en kæmpe moske (plads til små 20.000 bedende) - og indimellem fik vi lige skiftet hotel, samt brugt en del tid og penge på tuk-tuks. Sidst på eftermiddagen mødtes vi på vores nye hotel med vores tourguide og -gruppe; en meget anderledes tour-gruppe end den vi havde i centralamerika, idet vi her helt klart trækker aldersgennemsnittet nedad. De er dog alle vældigt flinke, selvom vi har den ene mistænkt for at være halvt alkoholiker / halvt på stoffer (han var mest interesseret i hvor man kan købe alkohol og ting der kan ryges, og så er hans øjne lige vel blanke). Vi fik en tur ud til India Gate (krigsmonument) og derefter med metro over til en pæn restaurant, hvor vi spiste. Vores blodtryk er vist faldet til det halve, efter at vi har fået en guide på, som lige sørger for, at tingene glider lidt bedre. Faktisk dejligt - og mere "nødvendigt" her end i f.eks. Centralamerika, hvor vi mere eller mindre godt kunne have rejst alene, uden de store problemer.
Puha .. sikke en uge; efter et par dage i Indien vænner man sig til nogle af forholdene og lærer at ignorere nogle af de irriterende faktorer, men det er helt klart det mest stressende sted, vi nogensinde har været. Ikke engang Afrika når på niveau med Indien, og Sydamerika er den rene badeferie. Forhåbentligt bliver de næste par uger bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar