26 januar 2009

Uge 26 - South Island

Mandag d. 19. januar lagde vi ud med at krydse over fra Nordøen til Sydøen via færge - en tur på små 3 1/2 time. Vejret havde været rimeligt skidt de foregående dage, men heldigvis lagde vinden sig og det blev en pæn tur. Man sejler ind igennem et sund med masser af fjorde det sidste stykke; det minder en smule om turen ind i bunden af Oslofjorden. Velankommet til vores hostel i Picton, fik vi både adgang til gratis internet (dejligt !) og en gang chokoladekage/budding med vanilieis - som de serverede gratis på dette sted hver eneste aften. Vi nøjedes dog med at deltage en enkelt gang - virkelig en kaloriebombe og så var det store portioner ...

Ugen har været præget af en hel del outdoor aktiviteter. Onsdag og torsdag brugte vi på det såkaldte Queen Charlotte Track, som er en lille gåtur på 71 kilometer, der tager mellem 3 og 4 dage at gennemføre - vores mål var dog kun de første 51 km fordelt på 2 dage. Ruten snor sig i nærheden af fjorde og vandet hele tiden, så man kan meget bekvemt blive transporteret til forskellige steder via en vandtaxi. Vi startede ud fra "Ships Cove" kl. 09.00 og traskede derefter små 27 kilometer til vores overnatning på Mahana Lodge, hvor vi ankom ca. klokken 17.00. Stedet var lidt dyrere end hvad vi plejer, men til gengæld var beliggenheden ubetalbar. Lige ned til vandet og med udsigt over fjorden. Værterne lavede selv den 3-retters menu, der blev serveret om aftenen, med ingredienser fra køkkenhaven, hjemmebagt brød og lokal hvidvin. Vi var lidt kede af, at vi allerede skulle afsted næste morgen! Bevæbnet med hjemmesmurt madpakke, og med fyldig morgenmad i maven, begav vi os ud på næste stræk på turen. Her galdt det 24 km frem til Portage, men de sidste 11 km var lukket pga. jord-ejerens ønske om at regulere vilde grise (eller hunde?). Det sidste stræk foregik derfor på en meget lidt spændende landevej, og cirka halvvejs tog vi imod et lift de resterende kilometer. Lidt snyd, men på det tidspunkt var vi også plagede af vabler og varmeknopper - så det fortrød vi ikke. Henad 17.00 torsdag var vi retur i Picton, og tog et dejligt langt bad. Selve turen var ganske pæn - meeen, dog ikke på samme niveau som Tongariro i sidste uge (den var nok også helt i særklasse).



I Picton fik vi også stiftet bekendtskab med kunsten at ro en havkajak. Vi havde købt os en heldagstur i kajak på Marlborough Sounds, som er det sund, der ligger op til dele af Queen Charlotte Track. Det viste sig, at vi var de eneste to den dag, så for små 600 kroner havde vi en ganske underholdende guide med os i 6 timer - samt både frokost og nylavet kaffe. Super tur ! Vi blev placeret i en 2 mandskajak med ror (bagerste mand styrer med fødderne), og så er det egenligt bare at padle afsted. Vores guide fortalte lidt om området, samtidig med at han lærte os lidt om teknikken. Eneste bekendtskab med en rigtig kajak var fra Torbens polterabend nogle år tilbage, så Henrik var godt tilfreds, da han ved dagens slutning kunne konstatere, at man ikke bliver specielt våd (det blev vi til polterabend), og at vi ikke tiltede rundt (ditto på polterabend). Overarmene var dog temmelig slidte, så det summede lidt dagen efter.

Senere på ugen skiftede vi Picton ud med Motueka som overnatningslokation. Den primære attraktion er den nærliggende Abel Tasman National Park. Den udforsker man typisk enten til fods (stadig vabler; nej tak) eller fra søsiden via en kajak. Og da vi jo efterhånden er helt erfarne kajakroere (ehmm!), så blev det på den måde i Abel Tasman. Vi valgte denne gang at leje en kajak uden guide (små 350 kroner), fik lidt instruktion samt et kort - og så var det bare afsted. Det er jo egentligt heller ikke sværere at ro kajak end som så, bare man lige er informeret om f.eks. tidevand, som i Abel Tasman kan skifte med 4 meter på bare 6 timer ! Vi tog en tur op til Anchorage Bay, hvor vi fandt vores egen lille private strand og fik spist frokost, samt badet lidt, inden turen gik hjemad igen. Vi så lidt forskelligt fuglevildt, og en enkel sæl-unge som lå og tumlede i vandet. Det var en god dag med et flot område at padle rundt i, perfekt vejr med lidt god vind til at bringe os tilbage til vores udgangspunkt - som så pga. tidevandet var en lille kilometer længere ude end hvor vi startede :-)



Inden at vi søndag forlod Motueka, fik vi lige købt lidt ind på det lokale marked. Så her blev der handlet hjemmebagt rugbrød (!), tysk pølse og skinke (med tyk, tysk accent fra sælgeren), en god lagret gouda ost samt en masse grøntsager. Vi kom også igennem vinområdet ved Blenheim, hvor vi fandt en god flaske vin, og så var aftensmaden på plads. Det var nu lækkert at få et par "flade" pålægsmadder, om aftenen, på vores hostel i Kaikoura.

Ingen kommentarer: