Denne uge har været en blanding af at piske rundt til forskellige aktiviteter og god gedigen afslapning på cafeer .. en god kombination, men også en, der presser budgettet lige vel rigeligt :-)
En af de lidt større udfordringer var at gennemføre "The Alpine Crossing" hike på 23 km i Tongariro nationalpark. Vi blev hentet kl. 07.30 om morgenen af en shuttlebus, og startede vores hike ca. 45 minutter senere. Den tog os igennem et landskab bestående af mere-eller-mindre aktive vulkaner (mindre udbrud for ca. 1 år siden); en af vulkanerne er ligefrem blevet "berømt" som Mount Doom i Ringenes Herre- filmene og den er da også noget af et syn, cirka midtvejs på vores hike. Vi lagde en lille ekstra 3 km tur ind i ruten, som tog os til toppen af Mount Tongariro - og derfra kunne vi nyde en fantastisk udsigt. Landskabet er meget specielt, idet det er præget af røde/gule/grønne farver, fra de forskellige aflejringer fra vulkanerne - og søerne i området er også helt specielle. De sidste 6 km nedad foregik i rimeligt rask tempo (for at nå vores kl. 16.00 bus), hvilket gjorde, at benene var godt ømme dagen efter. Men en god tur og et par velfortjente øl om aftenen på den lokale pub !
En anden aktivitet har været en-dags kanotur ned af Whanganui floden; man kan her vælge alt fra 22 km (vores tur) til +100 km padling (4-5 dage). En af udfordringerne ved denne tur (og specielt det stykke som vi skulle sejle på), er de små vandfald ("rapids") som er undervejs på turen. Det er ikke kategori 3-5 rapids som man kender fra Riverrafting, men dog nok til at give lidt uro i mellemgulvet efterhånden som man nærmede sig. Der var ca. 50 af slagsen, så vi var godt beskæftiget den dag. Det gik dog ganske fint, og bortset fra at vi en enkel gang måtte på land og tømme kanoen for vand efter en lumsk bølge, samt en enkel grundstødning, klarede vi os igennem i fin stil. Undervejs gjorde vi stop på en lavendel farm/cafe, som lå yderst godt placeret - og som godt kunne få en til at overveje at emigrere til New Zealand !
Derudover har vi brugt en dag i Rotorua, som mest af alt er kendt for Maori kulturen og for et par geysere, der hver halve time sprøjter vand og damp op ad jorden. Ganske spektakulært. Det hele blev vist frem i et "kulturcenter", hvor vi først fik 45 minutters koncert/opvisning på Maori (underholdende), og derefter 1 1/2 times guidet tur, med en alt for stor gruppe. Turen bød også på mudderpøle, der spruttede og et par Kiwier (fugle) i et nattebur. En lille detalje ved byen er, at fordi der er så meget termisk aktivitet i området, så lugter det hele lidt af "prut" .. godt man ikke bor der til dagligt.
Vi har også været forbi Waitomo Caves, som dels er grotter hvor der er drypsten, og dels er (nogle andre) grotter indeholdende såkaldte "glowworms" - altså orme/maddiker der lyser i mørket. Vi blev først vænnet lidt til mørket, derefter placeret i en gummibåd, fik forbud mod at tænde lys - stille og roligt dukkede der så lysende pletter frem i mørket, efterhånden som vi bevægede os længere ned ad en flod i grotten. Ormen er iøvrigt ganske mærkelig; den bruger 7 måneder som puppe, udklækker derefter som en slags moskito, for derefter at dø indenfor 3-5 dage, forinden skulle de gerne have forplantet sig, og lagt æg. Det er dens bagkrop som lyser for at tiltrække insekter (deriblandt dens egen slags), som den så spiser. Underligt dyr.
De sidste dage denne uge har vi brugt i Wellington, som er hovedstaden i New Zealand og som ligger helt sydligt på nordøen (modsat helt nordligt på sydøen, hvor vi bor næste uge !). Modsat nogle af de bittesmå byer vi har boet i indtil videre, og hvor der kun har været få spisesteder, der har været åbne, så er Wellington fyldt med masser af restauranter og cafeer. Og det har vi så udnyttet, hvilket har gjort lidt af et indhug i madbudgettet. Vi har været indlogeret på et lidt slidt ældre hotel, men i et værelse med HØJT til loftet - og gratis internet ! Ganske tæt på centrum, og til kun 70 dollars. Tiden er blevet brugt til en tur forbi nationalmuseet, for at dyrke lidt historie / kultur, og så har vi endnu en gang taget en tur i en gammeldags kabelbane; der var også et museum, som viser nogle af alle de private kabelbaner, der findes rundt omkring det meget bjergrige Wellington.
Mandag går turen fra Nord til Syd med færgen; små 3 timer - og vi håber på godt vejr !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar