21 april 2009

Uge 38 - Kyoto, Tokyo (igen) og Shanghai (Kina)

I denne uge er vi startet i byen Kyoto, som engang har været Japans regeringsby (ca. 1000 år), indtil Tokyo i midten af 1800 tallet overtog rollen. Kyoto er fyldt med templer og historiske bygninger - efter sigende ca. 2000 stykker, så det har været med at udvælge, hvad der skulle ses. Men - templer har dog været et af omdrejningspunkterne.

Den første dag i Kyoto havde vi afsat til en 5 timers walking-tour med den (åbenbart) berømte "Johnnie Hillwalker", der skulle tage os igennem gader og stræder, og vise os det ikke-turistede Kyoto (som der stod i brochuren). Det viste sig (surprise, surprise), at Johnnie lige akkurat DENNE dag var optaget, så han havde sendt en vikar, der var knapt så berømt, knapt så rutineret, og ikke helt så flydende i det engelske sprog. Det gik nogenlunde, og efter den første times tid rystede vores guide ikke mere af angst, og vi havde efterhånden vænnet os til hans begrænsede engelsk, så vi fik lært noget af turen. Vi fik bl.a. besøgt et Higashi Honganji templet (igen Japans største træbygning) og en kirkegård, og fik forklaret nogle af de skikke, som vi har kunnet observere den sidste uges tid.

Dagen efter ville vi selv prøve kræfter med en walkingtour anbefalet af vores guidebog, men lige denne dag stod det ned i tove, så vi valgte dels at sove lidt længere, og dels begrænse vores tur til nogle få punkter, der kunne nås med metro og nogenlunde hurtigløb mellem tørre opholdssteder. Vores første indskyldelse var egentligt at tage på Kyoto National Museum, men da prisen var skruet godt op og halvdelen af udstillingen var lukket, gik vi istedet på opdagelse på den anden side af vejen, hvor vi "faldt" over Sanjusangen-do templet der havde ikke mindre end 1.001 mandshøje buddha statuer i en 120 meter lang træhal. Det var lidt af en overraskelse. Samme dag fik vi også set Nishi Hongwanji templet og Kiyomizu templerne - alle sammen betydningsfulde bygninger, men hvor opbygning og indhold minder en del om hinanden, ligesom hvis man besøger 20 kirker. Sidst på eftermiddagen havde vi billetter til et 1 times Geisha danse/teatershow, hvor der var ca. 60 kvinder med hvidmalede hoveder og farverige kostumer, som optrådte for os. Det er jo ikke lige noget man ser til hverdag, så det var lidt i samme kategori som ballet i Laos og Vanddukkeshowet i Vietnam - noget der skulle prøves. Musikken og sangen var lidt skinger, men vi fik da noget ud af forestillingen - desværre uden mulighed for at tage billeder. Inden vi onsdag trillede mod Tokyo brugte vi et par timer - i næsten tørvejr - på at besøge Rokuon-Ji templet (også kendt som den gyldne pagode) og To-Ji templet, hvilket indeholder den højeste 5 etage pagode i Japan, og så syntes vi, at vi havde set templer nok for denne gang.

I Kyoto fandt vi en restaurant, som vi har brugt et par gange, da den viste sig at servere både god sushi/fisk og grillstegte spyd (tofu, kylling mm). Så her har vi virkelig fået prøvet den rå fisk af, og ligeledes testet den japanske Sake (risvin) - både i varm og kold udgave. Vi er helt klart mest til den kolde, til trods for, at det er normalt man kun får varm sake hjemme i Danmark, på japanske restauranter.



Tilbage i Tokyo har de morgenfriske af os (det inkluderer ikke Søren), bl.a. brugt tiden på at gå forbi det lokale fiskemarked kl. 7.00 om morgenen, hvor der er temmelig meget aktivitet - og ufattelige mængder af frisk tun. Det var lidt af et syn, hvor man ser mange mærkelige fisk, og hvor man springer for livet, for at undgå at blive kørt ned af små ladvogne. Derudover har vi brugt en formiddag på nationalmuseet, som havde en hel del historisk kunst og objekter til udstilling, men med stort set ingen forklaring om Japans historie (ingen beskrivelser, landkort, kejserrække, osv.). Vi prøvede også at jagte lidt kameraudstyr men uden det store held.

Fredag morgen (tidligt !) var det dog slut med Japan. Aftenen før havde vi sagt farvel til Søren, og givet ham lidt ekstra bagage med hjem (tak!), og fredag tog vi så toget til lufthavnen, hvor vi lidt over 12.00 landede i Shanghai i Kina. Her har vi været så heldige, at kunne bo hos Lisbeth og Jan Lang, som er Henriks folkeskolekammerat - i en kæmpevilla. Det har på mange måder været vild luksus. Den har stået på morgenbrød, lurpak smør og ost hver morgen - og vi har endda fået FLÆSKESTEG med brun sovs og kartofler; normalt ikke en ret der er så eftertragtet derhjemme, men efter mere end 8 måneder afsted, så er det bestemt godt .. og så var sovsen god tyk !

I Shanghai har vi haft et noget lavere tempo end normalt, og til tider har det været rart, bare at sidde i sofaen og snakke løs. Men, vi har dog fået noget ud af opholdet. Om lørdagen tog Jan os med til Zhouzhuang, som er en af flere kanalbyer, der ligger i nærheden af Shanghai, og hvor varer (og turister) sejles rundt i små både, lidt ligesom i Venedig. Byen er temmelig godt vedligeholdt, men også mest af alt til for turisterne i disse dage - og der var et anseeligt antal kinesiske turister i byen denne dag. Vi fik dog travet rundt nogle timer, og fik også spist frokost, som denne gang bestod af marineret svineskank, stegte ris og lidt krabbe til Jan. Meget smagfuldt. Dagen efter havde vi alle tre købt Formel 1 billetter, men desværre viste vejrguderne sig fra deres værste side - så det styrtregnede i de 5 timer vi sad på tribunen (hvoraf løbet tog 2 timer). Vi blev ekstremt våde, og selvom det var lidt af en oplevelse at se et løb i virkeligheden, så tog det noget af gejsten fra os. Den eneste fordel var, at pga. regnen og vores placering i 180 graders svinget, så var der sikret masser af underholdning, når bilerne skred ud med 150-200 km/t.

Vi nåede også at komme forbi det lokale marked og park i byen en tidlig morgen. En af pudsighederne var, at se hold af ældre folk motionere i takt til musik eller kommandoer, og flere der trænede ved at gå baglæns gennem parken (?). På markedet var der en hel del sære ting, der var til salg, og selvom vi efterhånden har været forbi en del markeder, så var der nye oplevelser her. Vi nåede både at opleve et par frøer, der måtte lade livet, og et par fugle i due-størrelse der mere eller mindre blev vendt/flået levende inden hovedet røg af (hele øvelsen tog et par sekunder). Markedet var temmeligt præget af en del friske fisk/dyr, som først bliver ordnet/slagtet, når der er købere.



Den sidste dag i Shanghai har vi brugt på at besøge Mettes kollegaer, der er udstationerede og arbejder på Hudong maskinfabrik (og værft). Her brugte vi en halv dag på at se fabrikken, de forskellige stadier i en skibsdieselmotor-byggeproces, samt lidt af værftet - ganske interessant. Derudover tog vi en tur op i Shanghai World Financial Center, der er Shanghais højeste bygning (i øjeblikket), og strækker sig små 492 meter over jorden. 100 etager skulle vi op, og i tusmørket kunne vi se udover en del af Shanghai, til trods for lettere tåge, bl.a. kunne man kigge NED på den kun 430 meter høje bygning ved siden af. Den elevatortur kostede så også små 125 kroner pr. mand. Ifølge Jan skulle der om et par år stå en ny 600 meters bygning i Shanghai. Er det 5 etager man normalt må bygge i København ?

Tirsdag morgen står vi igen på egne ben, og så går turen til Xian med fly.

Ingen kommentarer: