13. januar 2009

Uge 24 - Canberra og New Zealand

Efter en halv dags kørsel er vi nået til Canberra (hovedstaden), som er sidste stop i Australien. Lige som i USA har Australien en række attraktioner i deres hovedstad som er ganske gratis, og det har vi benyttet os en hel del af - specielt efter at have været udsat for Sydneys prisniveau (København er nu ikke meget bedre, er det værd at tilføje).

Vi har været en tur forbi Parlamentsbygningen, der er ganske speciel, fordi den er bygget i nyere tid (indviet i 1988). Både gratis entre og guidede ture. Her kunne vi bl.a. se de to forskellige kamre/sale som er hhv. røde og grønne - lige som i Storbritannien. Det blev også til en tur på Nationalmuset og "Australien War Memorial", et museum bygget op omkring de krige Australien har deltaget i. Det var ganske interessant at få en anden vinkel på f.eks. Anden Verdenskrig. De havde guidede ture på 90 minutter, og det var en meget interessant og vidende ældre herre der viste os rundt. Derudover har vi brugt tid på at få et visa til Nepal, når nu vi var i en hovedstad; så er det ihvertfald på plads (Cambodia og Kina mangler stadig). Og - så gælder det om at tælle sit undertøj grundigt, så man ikke løber tør .. igen! så man skal ud at købe, inden man får vasket. Vi kørte også en aftentur, i et område hvor der var nationalpark, og minsandten om ikke der lige pludselig stod en flok kænguruer og kiggede skeptisk på os. Helt fantastisk, vi har rejst rundt og kigget efter kænguruer i tre uger, og kun set ganske få, og nu var de lige foran os.



Vi havde egentligt besluttet os for at overnatte den sidste nat i Australien, i Wollongong, en lille kystby cirka 50 kilometer fra Sydney, men vi havde ikke bestilt værelse på forhånd, og det vi kunne få, var lidt for dyrt til vores budget. Så vi besluttede at køre lidt op langs kysten, og se om vi ikke kunne finde et lille listigt sted. I højsæsonen.... ved kysten.... Ikke nogen klog disposition!! Så tilsidst måtte vi køre ind i landet, og endte på et skummelt motel, i en meget lille by (Appin); værelset lugtede af støv og "Old Spice", men det kostede kun 65 AUD,- så det var dagens bedste bud. Og vi sov ganske udmærket.

Vi kom vel afsted fra Sydney næste morgen, og landede 8. december om eftermiddagen i Auckland, New Zealand.

Velankommet til lufthavnen hentede vi nøglerne til vores lejebil, som allerede var booket. Men - intet automatgear ! En ting er at køre i venstre side, men at skifte omvendt gear med venstre hånd - nej tak. Nu havde vi både checket vores bestilling på nettet OG ringet til biludlejningsfirmaet først, for lige at sikre os at bilen ville være med automatgear, men det hjalp åbenbart ikke. Og da vi så ringede op til firmaet, kunne de ikke rigtigt hjælpe os (klokken var jo over 17.00), så de smækkede røret på. 10 minutter senere havde vi booket et andet firma med hjælp fra lufthavnsinformationen (1 dollar dyrere om dagen, men en større bil), så vi kunne få afbooket den eksisterende bestilling og komme afsted. Efter lidt aftensmad på vejen, og lidt udfordring med at komme på den anden side af Auckland, ankom vi til vores Bed & Breakfast i Leigh, hvor vi havde 3 overnatninger. Et meget venligt værtspar i midt-50'erne som boede alene i et stort hus (ungerne var vist fløjet hjemmefra); vi delte en flaske vin med dem og trillede i seng. Det viste sig iøvrigt at de var professionelle fotografer, og faktisk havde taget billeder til den udgave af Lonely Planet vi slæbte rundtt på.

De 3 dage i Leigh / Goat Island Marine reserve er primært gået med, at Henrik har skulle være på dykkerskole det meste af dagen. Og - fordi han ikke kunne nå den første ud af de fire kursusdage (der fløj vi), har der været en del ekstra arbejde, bl.a. i form af at skulle læse en hel teoribog til dagen efter; informationen om at man skulle købe og læse bogen INDEN kurset var ikke lige nået frem. Den første dag gik med at lære forskellige færdigheder i en swimmingpool (med fuld udrustning), mens de to sidste dage er foregået ude i havet. Man skal LIGE vænne sig til øvelsen med at tage sin maske af på 16 meters vand, undgå at trække vejret gennem næsen, masken på igen, tømme den ved at blæse ud gennem næsen, og derefter give OK signal til instruktøren. Når man så også har kontaktlinser på og skal gøre det med øjnene lukket - ja, det er lige vel grænseoverskridende. Nå - alt er gået ganske godt, og selvom der er slugt lige vel rigeligt med havvand, blev kurset overstået i fin stil og med et certifikat som "Open Water Diver" - laveste grad, men nu med mulighed for at dykke uden instruktør til 18 meter (det er rigeligt for nu !).



Mette har brugt tiden på at udforske området i bil, læse ved stranden, en tur på hesteryg (også langs stranden) og ellers ikke lave det helt store. Så nu er det vist tid til lidt fælles aktiviteter den kommende uge. Efter at have afsluttet dykkerkurset trillede vi søndag eftermiddag imod Rotorua (sydøst for Auckland), hvor vi kunne checke ind på det næst-mindste værelse til dato (rekorden haves af vores værelse i Castro i Chile). Kontrasten føles nok lidt større, når nu vi har boet 3 dage i et KÆMPE værelse i Leigh med egen indgang, og hele pivtøjet.

Ingen kommentarer: