18 august 2008

Uge 3 - San Francisco og vestkysten

Vi startede ugen ud med at trille ca. 200 km til San Francisco, hvor vi havde booket et rimeligt centralt hotel 3 overnatninger det samme sted, så vi kunne slappe lidt af fra ”rakkerlivet” - og slippe for at checke ind/ud hver dag. Vi gik en lille tur rundt i kvarteret, fik vasket (betalte andre for at gøre det), og slappede af indtil hen på aftenen.

Det var vores bryllupsdag, så vi gik på fin italiensk restaurant og spiste en overdådig middag (160$). Det var glimrende mad, men vi blev begge overbevist om, at ”polenta” ikke helt er vores kop the. Mette fik et gratis glas dessert-vin af restauranten, for at have løbet en gæst op, der havde glemt sine solbriller.

Tirsdag var vi på den store gå-rundt-i-byen tur; vi travede afsted, ned langs havnen, og kiggede på bl.a. Fishermans Wharf (meget turistet), og fik lidt frokost langs havnen. Derefter mødte vi op til en 2 timers gratis ”citywalk”. Der er flere af slagsen dagligt, som er arrangeret af byens bibliotek – og gratis (man giver lidt drikkepenge til guiden). Denne her var om Market Street, og der var en del om arkitektur. Onsdag var vi på en anden tur, som var mere om historien bag San Francisco – igen 2 timer, og med en guide som var virkelig god til at fortælle om byen.



Derudover har vi prøvet at køre med byens specielle kabel-baner / sporvogne; de 5 baner der er tilbage, bliver trukket rundt af lange kabler under byens gader – som drives fra samme centrale sted i byen. Kabelbanecentralen err samtidig museum, som vi besøgte. Vi nåede også lige en tur i Coit Tower, som ligger på Telegraph Hill, med en fantastisk udsigt over byen.

Onsdag aften gik vi ”downtown” om aftenen, spiste en gang indisk/pakistansk (ganske godt!) – hvorefter vi havde købt billet til en blues koncert med Tommy Castro på Biscuit & Blues. Ganske god koncert, om end den kun varede lidt over en time (der var vist en del 1 vi ikke fik med). Det mest underholdende var at se på de +60 årige som snoede sig på det dansegulv, som ikke var der ..

Torsdag var sidste dag i San Francisco, så vi checkede ud af hotellet og tog derefter på en sejltur over til Golden Gate Bridge og Alcatraz. Desværre var det så tåget (som det meget ofte er på de kanter), at vi stort set ikke kunne se broen; Og de ”rigtige” ture til Alcatraz fængslet var udsolgt, så det blev også kun til en tur rundt om øen, og retur på land igen. Da vi sidst på eftermiddagen kørte over til broen igen, for at prøve igen, var den stadig tåget, så vi opgav – og trillede i stedet sydover, ned til Fremont.



Dagene i San Francisco har været ganske afslappende (til trods for nogle lange gå-ture), også pga. at vi har boet centralt, og ikke har haft behov for bilen. Og så er klimaet meget mere lig det vi kender fra Danmark. Typisk har det været 20-25 grader, og med en frisk brise. Dejligt !

Fredag brugte vi på, først at køre forbi en park med store Redwood træer i Big Basin, og derefter trillede vi ned til Monterey, hvor vi skulle på hvalcruise. Det var en 3½ times tur på et større skib, hvorfra vi så både delfiner og pukkelhvaler. HELT fantastisk. Først kom vi forbi en flok på +100 delfiner, der sprang rundt i vandet, relativt tæt på kysten. Derefter tog vi længere ud, på dybere vand, hvor vi nåede at se cirka 15 pukkelhvaler, som dykkede ned på flere hundrede meter efter føde. Det meste man ser af dem er jo deres ryg, deres vand-sprøjt, og så deres hale når de dykker. Det var en stor oplevelse, hvor der også var en biolog med, som delte ud af sin viden.



Så havde vi jo regnet med, at vi lige kunne tage en overnatning i Monterey, og gå på akvarium dagen efter. Men nej. Det billigste værelse vi kunne få, lå på den forkerte side af 1.000 kroner, så efter at have overvejet lidt, kørte vi i stedet sydover, ned ad Highway 1 langs kysten. Det blev det så ikke specielt meget billigere af, dels fordi der er meget få overnatningssteder, og dels fordi priserne i weekenden ryger op – sikkert pga. weekend-turister fra Los Angeles og det øvrige opland. Vi endte nede i Cambria til ca. 550 kroner, med check-in kl. 22.00. Undervejs havde vi spist på en ret dyr restaurant, der til gengæld havde udsigt over Stillehavet !!



Efter at have kigget på Cambria by, fået lidt morgenmad/frokost – og set en koloni sø elefanter på stranden – kørte vi væk fra kysten, ind til Bakersfield. Her har vi søgt ly til lidt billigere priser i 2 dage, og bruger samtidigt tiden til at planlægge lidt mere frem i tid. Vi har brugt lidt for meget tid hver dag de seneste uger på at finde ud af hvor vi skulle sove ”i aften”, så nu prøver vi at booke mere frem i tid, for at få noget mere tid til overs til at opleve rejsen. Og - i dag er det Mette’s fødselsdag, så vi skal have fundet en god restaurant, inden vi mandag sætte kursen ud mod kysten og Highway 1 igen.

3 kommentarer:

Staugaard sagde ...

Det lyder alt for lækkert, men var i slet ikke en tur gennem silicon valley?

Henrik Koch Nielsen sagde ...

Tjah, tjoh.

Vi var en tur forbi San Jose området (og boede i Fremont), men ellers brugte vi ikke det helt store, på at kigge på store firkantede bygninger .. :)

Unknown sagde ...

Der er ellers både Winchester Mystery House og San Jose Computer Museum :-)