Uge 31 - Nepal og trekking

Denne uge startede i Kathmandu, hvor vi brugte noget tid på indkøb af bl.a. lidt erstatningstøj for stumper, der ikke længere hænger sammen. Da vi samtidigt har besluttet os for at gennemføre et flerdages trek, er pengene blevet lagt i butikker med (håber vi) rigtigt trekking tøj; resterne donerede vi til en indsamlingskasse for brugt tøj, så det forhåbentligt kommer lokale trængende til gode. Herefter er vi taget tilbage til Pokhara med bus (7 timer for at tilbagelægge 180 kilometer), hvor vi har booket et 5-dages trek, som skal tage os tæt på bjergene. Efter lidt diskussion frem og tilbage blev vi enige om at booke en kombineret guide/porter, som dels tager os turen rundt i området, og dels bærer noget af vores bagage, som dog er holdt på et absolut minimum. RIGTIGE trekkere bærer vel deres egen bagage, men nu er vi jo heller ikke rigtige .. endnu ihvertfald.

Vores trek startede onsdag morgen, hvor vi blev mødt af KB, som havde solgt os turen, og Kaji, som skulle være vores guide de kommende dage. Kaji var en høj, ranglet herre med et stort smil, og han talte rimeligt engelsk. Han kunne også et par tyske fraser, men det var vist mest for underholdningens skyld. Han virkede temmelig glad for at skulle afsted, sikkert også fordi det jo giver smør på brødet; ingen treks - intet smør (eller ris for den sags skyld).

Vores trek startede og stoppede i Naya Pul, som ligger lidt over en times kørsel fra Pokhara - noget længere, hvis man punkterer, som vi gjorde på hjemvejen.. Ruten tog os fra Naya Pul til Tikedungha (4 timer), til Ghoropani (6 timer), til Tadapani (5 timer), til Ghandruk (3 timer), og retur til Naya Pul igen (4 1/2 time), så det var ikke meget lange dage, vi havde, men det var dog nok til, at man blev pænt træt henad 20.00 stykker om aftenen, og sov rimeligt godt natten igennem. Dagene startede med morgenmad, derefter et par timers trek, med te-pause, en frokostpause på omkring en time, og som regel ankom vi til vores overnatningssted omkring klokken 14-15:00. Der lå en hel del små "restauranter" hvor man kunne spise frokost, langs med ruten, ligesom der også var rigeligt med "te-huse" hvor man kunne overnatte. Det var altsammen rørende billigt, men også temmeligt rustikt. Det var fantastisk, at man ikke behøvede at sove i telt, eller at slæbe sin egen mad, så gjorde det ikke så meget at soverummet var uopvarmet, og der var rimfrost på dynen om morgenen. Vores kontaktlinsevæske var så kold om morgenen, at det krævede lidt overvindelse at putte linserne i øjet. Jow, man har kuldefølere i øjnene.... Det var generelt småt med elektriciteten og opvarmningen,de steder vi overnattede. De havde vanddrevne, lokale elektricitetsværker, men de valgte alligevel at slukke om aftenen, så det var lidt af en ekspedition at skulle op og tisse om natten. Og koldt... Det ene sted var spisesalen opvarmet af en stor brændeovn midt i lokalet, det næste sted var den eneste opvarmning et kulbækken under bordet, og det sidste sted vi overnattede var der ingen varmekilde overhovedet, så vi sad og spiste aftensmad med jakke og hue på.
Menuen var kommunalt bestemt, så det var stort set de samme retter alle steder. Henrik spiste Dhal Baat næsten hver aften, en nepalesisk ret, der består af ris, karrygrøntsager, linsesuppe og fladbrød, som skulle være meget ernæringsrigtig, og Mette fik prøvet utallige variationer af stegte ris, med grøntsager. En aften faldt vi for fristelsen og købte "Pringles" chips.... vi tænkte ikke lige på at de var transporteret op på bjerget på ryggen af et mulddyr, så det var halvt rasp og halvt chips. Så kan vi lære det, kan vi.

Mette havde en fordom om, at det ville blive frygteligt anstrengende, at skulle følges så tæt med en fremmed i fem dage, men guiden var meget behageligt selskab, og lærte os et kortspil, som han (høfligt?) tabte de fleste gange, fulgt af kommentaren "I dont like this game !". Vi lærte ham at drikke varm chokolade med rom. Derudover mødte vi også andre trekkere undervejs, så man kunne udveksle vandrehistorier (!) Vi oplevede sågar at spille kort med en af de ansatte, på det ene sted vi overnattede; han var døvstum, så sproget var ikke noget problem, men det var lidt af en udfordring at lære ham reglerne!



Højdepunktet på vores trek var på 3. dagen om morgenen hvor vi fra Ghoropani kravlede op af Poon Hill kl. 05.30 (!!!) om morgenen, til 3200 meters højde, og på tæt hold kunne se solen stå op og belyse Annapurna Range. Det er en bjergkæde, hvor højden på bjergene ligger lige omkring 8000 meter, så det er nogle af de højeste i verden, selvom de ligger ca. 180 km fra Mt. Everest. Her var vi sammen med ca. 35 andre (gale) hikere, som alle kæmpede en smule for at holde varmen i den times tid solopgangen tog. Vel tilbage i Ghoropani kunne vi derefter spise morgenmad, før turen gik videre til næste destination. Vi kom forbi Ghandruk samtidigt med, at der var byfestival, hvilket her blev fejret med en stor volleyball turnering, hvor alle de omkringliggende byer havde sendt et hold - til fods vel og mærke. Det gav lidt ekstra at kigge på, selvom volleyball ikke normalt er noget vi bruger mange sekunder på.

Alt i alt var det en rigtig god tur, hvor vi efter 5 dage kom tilbage til Pokhara, og velfortjent (synes vi) kunne indtage et par drinks, pizzaer, DESSERT (!) og nogle solide øl. Hele turen stod os i små 2.000 kroner inklusiv alt, så det har bestemt været en billig uge, og vi har fået set nogle helt fantastiske bjerge.

I den kommende uge går turen retur til Kathmandu dalen, hvor vi har 4 dage tilbage, før vi igen skal med fly - denne gang til Bangkok.