Efter at have brugt uge 13 i Danmark, var det tid til at komme tilbage til Brasilien, og genoptage vores tur.
Vi stod op søndag morgen 2.45 (!) for at hente Torben kl. 04.00, så vi kunne være i lufthavnen inden 04.30; fløj fra København til Amsterdam 06.00, skiftede fly imod Sao Paolo kl. 10.00 hvor vi så landede ca 18.30 lokal tid. Delte en taxi med nogle brasilianere ind til Barra Funda busstationen, hvor vi fik købt billetter til Foz de Iguazu. Her stod vi så på 20.15, og ankom meeeeeeeeeget trætte mandag kl. 11.30, efter at have været på farten i små 36 timer.
Vi fik fundet vores hostel efter en lille gå tur - nogle OK værelser selvom der er lidt larm pga. ombygning. Men til 150 kroner er det fint. Vi fik lige et par timer på øjet, før vi tog en tur rundt i byen og fik lidt at spise. Vi endte på et meget lokalt sted hvor vi for 50 kroner (!) fik en ret hver og noget at drikke. Vi sov RIGTIGT godt til dagen efter.
De næste par dage stod i vandfaldets tegn. Vi har besøgt Iguazu vandfaldene, og set dem fra både Brasilien og Argentina. Det er helt fantastisk, meget store vandfald med masser af vand i (timingen har været helt rigtig i forhold til regntiden). På Brasilien-siden har de bygget en platform ud i vandet, så man står nærmest på kanten af et fald og kigger ned. I Argentina har de Djævelens Svælg, hvor vandet falder ned i en kæmpeslugt. Vi har taget en million billeder, men det er svært at gengive hvor fantastisk stort, imponerende og larmende det er.
Udover selve vandfaldene besøgte vi også en dæmning, Itiapu Dam, som p.t. er verdens største hydro-dam - betydeligt større end f.eks. Hoover Dam i USA, men også meget nyere. Vi tog den lange 2 1/2 times tur, hvor vi bl.a. kom helt ned og så en af turbinerne, samt den næsten 1 kilometer lange turbine hal. Vældig imponerende. 50/50 ejet af Brasilien og Paraguay, men sidstnævnte bruger kun 8-9% af strømmen til at dække 90 % af deres forbrug; resten sælges tilbage til Brasilien.
Det er et meget frodigt område vi er i. Alting er meget grønt, og det regner hver eftermiddag, styrtregn, men vi har været heldige, at det har holdt tørvejr, mens vi kiggede på vandfald. Vi har set helt utroligt mange sommerfugle, men de er lidt svære at fotografere! Vi har ikke set så meget andet dyreliv, der er for mange mennesker ved vandfaldene formentligt, så vi valgte at besøge et Wildlife Rescue Center, som tager skadede, nødlidte dyr ind, og evt. genudsætter dem, hvis de kan overleve. De havde en del fugle, også rovfugle, som de opdrættede, hvilket er lidt af en præstation, da de er svære at få til at yngle i fangenskab. Vores guide talte engelsk med så tyk accent at vi forstod ca. 30% af hvad han sagde, men det var okay interessant alligevel !
Sidst på eftermiddagen fredag afrejste vi mod Buenos Aires, en lille bustur på cirka 17 timer. Vi havde valgt luksus businessclass bus, fordi prisforskellen var så lav på de forskellige klasser og vores første bustur fra Sao Paolo havde ikke ligefrem været behagelig. Og luksus var det, vi fik serveret mad og vin og det var helt vilde sæder, de kunne lægges helt ned, og fodstøtten kunne hæves så man lå helt udstrakt. Man fik udleveret et lille tæppe og pude, og så var det ellers afsted til drømmeland.
1 kommentar:
Hej Mette og Henrik
Ked af at høre om din (sviger)far.
Sidder i Hong Kong og læser om jeres spændende tur. Alt vel på Diesel'en, vi prøver at holde skruen i vandet. Fortsat god tur.
Varme hilsner EXJ
Send en kommentar