Hvornår ?
Afrejse Juli 2008 og hjemkomst ultimo april 2009. Ialt 9 måneder eller cirka 40 uger.
Hvordan rejser I rundt ?
Vi forventer at købe en såkaldt "Round the World" billet fra flyalliancen OneWorld. Den giver mulighed for at sammensætte 20 destinationer under bestemte vilkår, som man så kan besøge på sin tur.
Derudover vil vi undervejs benytte busser/tog, indenrigsflyvninger og leje bil.
Er det med rygsæk ?
Ja, af praktiske årsager rejser vi med rygsæk, hvilket også sætter en vis begrænsning på hvad vi kan have med. Men vi rejser ikke med eksempelvis telt og eget kogegrej. Rejseformen bliver en blanding imellem at rejse for os selv og til tider at melde os på planlagte ture.
Vi regner med at i f.eks. sydøstasien vil det være en fordel at rejse sammen med en guide, da vi tror vi får mere ud af turen på den måde og der findes eksempelvis en rejse på nogle uger der tager en rundt i Thailand, Laos, Vietnam og Cambodja. I lande som USA og Australien rejser vi udelukkende på egen hånd.
Hvad er budgettet ?
Vi har endnu ikke lagt et præcist budget, og forventer heller ikke at gøre det. Men vores gæt er at rejsen totalt set kommer til at koste ca. 350.000 DKK for os begge to - måske lidt højere, men nok ikke lavere. Af dette er flyrejsen ikke en meget stor post - den beløber sig til ca. 2 x 25.000 DKK. De største udgiftsposter er overnatning, aktiviteter/ture samt mad og drikke.
Hvor meget planlægges hjemmefra ?
Nogle dele af turen planlægges mere end andre. Vi synes der skal være plads til at være impulsiv undervejs, og derudover er det lidt voldsomt at planlægge 270 rejsedage ned i detaljer; vi regner med at til nogle destinationer der har vi en liste med forskellige aktiviteter eller attraktioner vi gerne vil prøve, men at vi ikke ved præcist hvornår og hvordan de skal gennemføres. Andre steder vil vi melde os på en planlagt tur på nogle dage/uger, så der vil det være mere præcist hvad der skal foregå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar