Efter lidt frokost i Chivay, tog vi på en 2-timers gåtur i området, som var meget smukt, vi havde begge temmeligt meget hovedpine, pga. højden, og man skulle absolut ikke løbe eller hoppe, for så blev man svimmel. Efter gåturen kørte vi til nogle varme kilder i Chivay, og badede. Det var helt fantastisk, vandet var 38 grader, og det var som om hovedpinen lettede lidt. Men da vi kom til vores hotel var Henrik dårlig, han frøs og havde kvalme, så vi blev enige om at gå tidligt i seng, og håbe det bare skulle soves væk.
Mandag d. 04. oktober blev vi vækket kl. 05:00 og kørt til randen af Colca Canyon, hvor vi ankom ca. 07:30, og hvor vi skulle se kondorer flyve morgentur. Efter at vi havde ventet i ca. en halv time kom der pludseligt 3 kondorer til syne, og de lå og kredsede omkring os i en times tid. Det var imponerende, deres vingefang er op til 3 meter, og de kom ganske tæt på. Bagefter gik vi en tur i området, før vi begav os på vej tilbage til Arequipa.
Da vi ankom, omkring kl.19.00, var Henrik sløj igen. Han gik i seng og prøvede på at sove, men han blev ved med at fryse, og kunne ikke rigtigt trække vejret igennem, så jeg blve enig med guidebogen i at han havde tegn på højdesyge. Vi fik receptionen til at ringe til en læge, der heldigvis talte engelsk, og han kom i løbet af 20 minutter. Og mente at Henrik bare skulle indlægges i en 8-10 timer og have ren oxygen, så var han frisk igen. Vi ringede til vores forsikringsselskab i Danmark, og deres læge talte med vores læge, og de blev enige om indlæggelsen på en privatklinik, som vores læge var tilknyttet. Vi fik en adresse og han ringede og aftalte at vi kunne ankomme, og så lovede han at kigge forbi klinikken senere på aftenen.
Vi tog afsted i en taxa, og Henrik kunne næsten ikke slæbe sig hverken op eller ned af trapperne. Da vi ankom til klinikken blev vi modtaget af en spansktalende læge, så min ordbog blev godt slidt inden vi var blevet færdige med at stille en diagnose, og udfylde formularer. Jeg måtte jo så tage alene tilbage til hotellet, og begynde at ændre togbilletter, hotelovernatninger und-so-weiter eftersom vi skulle have været rejst videre til Puno næste morgen. Men de var vældig søde, og hjalp mig på hotellet, efter at jeg havde lavet den store ”Min mand er på klinik, jeg er stakkels hjælpeløs i fremmed land” hylescene. Og vi fik faktisk ændret vores tog- og flybilletter for bare USD 30,- og den hotelkæde vi skulle have boet på i Puno, havde også et hotel i Arequipa.
Tirsdag d. 05. oktober, efter at have sovet HELT alene en hel nat tog jeg ud til Henrik på klinikken, jeg regnede jo med at han var frisk til at tage med hjem; Det var han så ikke. I løbet af natten havde lægen fundet ud af at Henriks hvide blodlegemer var på overarbejde, og så blev han ellers pumpet med penicillin.
Onsdag d. 06.oktobervar meldingen at han skulle blive på klinikken endnu et døgn, og så måtte jeg flytte hotel selv. Beatriz kom også til klinikken for at tjekke op på situationen, det må siges at være udstrakt service.
Hun kørte mig og bagagen til det nye hotel, Libertador, som viste sig at være det fineste i byen. Der gik lamaer og strudse i parken rundt om hotellet og sengen var større end vores soveværelse i Hillerød. Så jeg var MEGET ensom om natten !
Men Henrik blev heldigvis udskrevet næste dag, omkring frokosttid. Vi tog ind til centrum for at besøge Juanita Museet, det sted det berømte ”kummefryserlig” befinder sig. Det er det frosne lig af en ung kvinde, fundet efter et vulkanudbrud i 1995, og i så god stand at hun endnu har hud og kød und alles. Man mener at hun har ligget nedfrosset i ca. 550 år, og for at bevare hende skal hun opbevares nedfrosset. Så hun ligger i en gennemsigtig kummefryser - lidt uhyggeligt. Bagefter tog vi tilbage til vores luksushotel og spiste en overdådig tre retters luksusmenu, for at fejre at Henrik var rask.
Torsdag d. 07.10 fløj vi til Cusco, omkring kl. 14:00, det tog kun en time, til gengæld blev vi ikke hentet, da vores kontakt ikke havde fået at vide at vi ankom med fly i stedet for med tog. Så vi måtte vente en halv times tid inden han ankom. Det var i øvrigt et helvede at stå foran en lufthavn, med al sin bagage, og IKKE skulle bruge en taxi; de samme chauffører spurgte nok 10 gange om vi ville ha’ en taxi - Det blev helt galt da Henrik gik ind i lufthavnsbygningen for at telefonere. Enlig kvinde med meget bagage, hun må da skulle bruge en taxi ? NEEEEJ, for dælen da, ordene forstod de ikke, men tonefaldet.
Endelig kom vores chauffør, og vi blev kørt til Hotel Royal Inca II. Vi pakkede ud og gik en tur i byen, som var meget flot. Der var mange spanskinspirede bygninger.
Vi spiste på et peruviansk pizzeria, hvor vi fik en rigtig god majssuppe til forret.
Tidligt i seng.
Fredag d. 08. oktober Om formiddagen havde vi lidt tid til os selv, som vi brugte på det lokale inkamuseum. Vi lejede en guide, det var studerende der tjente en skilling på at vise rundt, han vidste hvad han snakkede om, og da man først havde vænnet sig til hans engelske, med tyk spansk accent, var det en rigtig god rundvisning.
Om eftermiddagen blev vi hentet at en minibus, til vores citytour, der viste sig at have en meget stram tidsplan, hvilket betød at vi fik et ganske godt indblik i, hvordan får har det, når de bliver drevet rundt af hyrdehunden. Det var ind i bussen, ud af bussen, ind i kirken, ud af kirken, ind i bussen, videre videre ... Vi skulle nå fire steder inden det blev mørkt, og det gik lige akkurat. Men det havde nok været sjovere med kun tre steder, og så lidt mere tid hvert sted.
Det var faktisk første gang vi følte at vi var en del af en stor industri, hvor der skulle så mange igennem som muligt. Men vi besøgte, som nævnt en kirke, eller katedral, meget stor og flot, bygget oven på et gammelt inkatempel, hvilket katolikkerne gjorde helt bevidst, for at markere deres tro i forhold til de ”vilde”.
Og derefter besøgte vi tre forskellige steder, med rester af bygninger fra inkatiden, meget spændende, og imponerende hvor store sten de var i stand til at flytte rundt på. Vel tilbage i byen, spiste vi på en restaurant der lå i nærheden af hotellet, god mad. Tidligt i seng (igen)
Lørdag 09. Oktober skulle vi på heldagstur til Machu Pichu. Vi blev hentet lidt over 06:00 om morgenen, undervejs fra hotellet til togstationen, turen tog ca. 10 minutter, blev vi orienteret om dagens videre forløb af en kontaktperson fra Andean Tours.
Vi ankom til stationen, blev præsenteret for vores turguide, Washington, og overladt til os selv (?) Vi fandt vores pladser i toget, og jeg satte mig, i hvad jeg troede var køreretningen, men det viste sig at vi skulle zigzagge op ad et bjerg. Det gøres ved at køre den ene vej, skifte spor, køre den anden vej og skifte spor, og så fremdeles, så da jeg havde skiftet plads tre gange opgav jeg. Vi fik serveret morgenmad i toget, og efter ca. 2 timers kørsel kom Washington, og fortalte at når vi ankom til Aguas Caliente, skulle vi bare følge ham og hans lille blå flag, så ville han forklare resten når vi ankom til Machu Picchu.
Da vi ankom var der vel 150 mennesker der skulle følge W. og hans lille blå flag, vi vandrede 300 meter til en række busser, men der var ikke plads til os i de busser som hørte til vores selskab, så vi blev hældt ind til en anden gruppe. Og fik besked på at når vi kom til toppen, skulle vi bare finde W. og hans blå flag, som han kækt vinkede farvel med. Efter ca. 10 minutter var vores bus fyldt, og vi kørte til toppen af bjerget, en tur på ca. 30 minutter, hvor man ikke skulle kigge alt for meget ned ad bjerget, de kørte godt nok tæt på kanten. Men vi kom da op.
Vel ankommet kunne jeg egentligt godt bruge et toilet, men vi turde ikke rigtigt andet end at begynde at lede efter W. og hans latterlige blå flag (!), eftersom han jo har billetterne. Vi finder ham, han viser os hen til en anden guide, som får os gennet ind på selve området, og yderligere 100 meter op ad bjerget. Han præsenterer os for en anden guide, der deler os i en engelsk talende og en spansktalende gruppe, og endelig kan vi slappe lidt af. Man bliver en lille smule stresset af at blive gennet rundt og ikke vide hvad det hele går ud på. Havde vi bare fra starten haft billetterne selv, og selv skulle finde en guide, var det nok lykkedes for os, men vi var ærligt talt lidt småforvirrede, fordi vi ikke havde overblik over hvad der helt præcist skulle ske.
Nå, men denne vores sidste guide viser sig at være vældig dygtig og vidende, og viser os rundt på området og tegner og fortæller i ca. 2 timer. Machu Pichu er en meget stor ruinby, som man først har fundet i 1911, murene er renset for planter, og delvist restaurerede, og det er et meget imponerende syn.
Omkring kl 14:00 blev vi enige om at finde toitellet, og vi havde jo også en voucher til noget frokost. Vores frokostrestaturant viste sig at ligge i den by vi ankom til om morgenen, det vil sige for foden at det bjerg vi befandt os på. Og der var ca. halvanden times kø til de busser der bragte folk ned ad bjerget. Så vi spiste et par sandwiches der hvor vi var, og besluttede os for at gå ned ad bjerget, eftersom det sandsynligvis ville tage kortere tid end hvis vi skulle vente på bussen. Det var en flot tur, der var en gammel bjergsti ned ad bjerget, og man vandrede omgivet af smukke grønne planter, og man fik varmen !!
Vel nede af bjerget, var der kun tre kvarters tid til vores tog kørte, så vi opgav endegyldigt at få noget ud af vores voucher. Da vi begav os til stationen, skete der noget lidt bizart, man blev ledt henover skinnerne, rundt om en bygning, og – pudsigt nok – gennem et kæmpemarked med souvenirs. Turistfælde, siger jeg bare. De lokale havde en anden, meget kortere rute, til den samme perron.
Vi fandt vores tog, som på hjemturen kun skulle køre til Ollantaytamboo, en lille flække midt i ingenting, og resten af turen over bjerget skulle foregå i en bus. Vi havde fået at vide at der ville stå en mand med et skilt med påskriften Domiruth, når vi ankom til Ollantaytamboo, og han ville køre os til Cusco. I Ollantaytamboo, var der så nok 350 mennesker der steg at toget, eftersom det var endestationen, og der var nok 30 busser, 40 taxier og et ukendt antal agua-sælgende lokale. Og ikke skyggen af en mand med et skilt.
Det var forholdsvist kaotisk, men vi tænkte at vi da bare kunne gå langs raden af busser, og finde den med skiltet i forruden. Vi brugte så 40 minutter, i tæt dieseltåge, eftersom der ikke var regler omkring tomgangskørsel, på at lede, og konstatere at der var INGEN der nogensinde havde hørt om Domiruth. Så vi endte med at tage en taxi. Eller det vil sige, det var ikke en helt officiel taxi, men chaufføren var mindre end Henrik, og bilen forholdsvis ren, så vi mente nok det gik. Han forlangte 50 soles, og det syntes vi godt nok lød lidt dyrt, men der var ingen af de andre taxichauffører der blandede sig, så vi regndede med at det var dagens bedste bud.
Da vi havde kørt et par kilometer, spørger jeg forsigtigt hvor lang tid han regner med at det vil tage. Halvanden time, svarer han. HALVANDEN TIME ! - vi vidste godt nok at vi var ude på landet, men vi havde ikke gennemskuet at vi var SÅ langt fra Cusco. Så var 50 soles lige pludseligt en meget god pris. Og vores chauffør viste sig at være stedkendt, han kørte som død og helvede. Vi ankom meget trætte efter en forholdsvis kaotisk dag til Cusco klokken 21:00, og tog en hurtig bøf på en restaurant, inden vi krøb til køjs.
Søndag den 10. oktober startede dagen med at vi mødtes med Lucy fra Andean Tours, og hun fik historien om hvordan vi havde tumlet rundt i mørke og ledt efter en bus der, som hun så måtte indrømme, havde glemt at vi skulle med. 08:30 blev vi hentet af en bus, og så brugte vi ellers ca. halvanden time på at køre tre hundrede meter, tage nogle passagerer med .. køre tre hundrede meter til .. og lidt flere .. og det gik der vel små 1-1½ time med. Efterhånden gik det op for de fleste, at hvis vi nu bare havde mødtes midt i på Cusco's hovedstrøg, så havde opsamling taget 5 minutter og ingen skulle have gået mere end 200-300 meter alligevel. Mærkeligt.
(mangler lige det sidste + LIMA)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar