Tur til Peru (1)

(Skrevet af Mette)

Hermed en rejseberetning fra vores tur til Peru i efteråret 2004;

Vores planlagte tur var 3 uger, og ville tage os rundt til Lima, Paracas, Nasca, Arequipa, Puno, Cusco og Lima igen. På grund af sygdom blev Puno dog aldrig til noget, så det blev sprunget over.


Vis stort kort

Vi tog afsted fra Kastrup lufthavn den 27. september 2004 klokken 15:00, i første omgang med kurs mod Barcelona, hvor vi skulle overnatte, på Pension Dali, der viste sig at blive det værste og mest usle af alle de steder vi kom til at sove på turen.

Der var så beskidt, at jeg havde sko på, da jeg børstede tænder. Og værelsets eneste vindue vendte ud til baggården, men den kunne man ikke rigtigt se, eftersom en kæmpe faldstamme blokerede udsynet. Den gav lyd fra sig hver gang en eller anden på hotellet trak i lokummet. Til gengæld var der masser af liv og glade dage på gangarealerne hele natten, mennesker kom og gik, alle højt råbende eller syngende, vældigt underholdende. Vi spiste aftensmad på Taller de Tapas, som Henrik havde fablet om siden vi var i Barcelona i April, og det var vældig god mad. Nå, det blev en lang nat - Men vi fik da sovet lidt. Næste morgen checkede vi ud, og tog til lufthavnen for først at flyve til Madrid, og derefter til Lima.

Vi ankom til Aeropuerto Internacional Jorge Chavez i Lima lidt i seks om aftenen efter at have rejst i næsten 15 timer, blev afhentet af en minibus fra Andean Tours, og kastede os ud i myldretidstrafikken i Lima Centrum. Der er København centrum vand ved siden af. I Lima var der ikke rigtigt nogen der brugte blinklyset, med mindre det var for at katastrofeparkere i inderste vognbane. Alle dyttede, for at vise de ville overhale, eller skifte vognbane, eller for at tiltrække opmærksomhed. Der er ikke rigtigt kollektiv trafik i Lima, men man kan leje sig ind på en rute, købe sig en minibus,og så gælder det bare om at kapre kunder; dette gøres bl.a. ved at dytte af alle, og der hænger en mand halvvejs ude af sidedøren og råber stoppestederne efter folk. Der er vist heller ingen der kører med katalysator, der hang en hørm af benzin og diesel i luften. Det var en spændende tur, men vi var glade for at det ikke var os der sad bag rattet.

Vi blev indkvarteret på Hotel Boulevard, hvor vi bestile roomservice, omelet og cheeseburger, og gik tidligt i seng. Vi blev så vækket af Henriks mobiltelefon kl 03:00 Peru-tid, fordi den angiveligt kørte på dansk tid. Det lykkedes os ikke rigtigt at falde i søvn igen. Men så var det jo godt vi skulle tidligt op.

Onsdag d. 29. september blev vi transporteret til busstationen kl. 07:00, meget tidligt; vi skulle køre til Paracas, hvor vi ankom ca. kl. 11:00. Vi havde glædet os til disse busture gennem Peru, fordi det jo er en nem måde at betragte landet på, men vi blev godtnok lidt overraskede over hvor kedeligt landskabet var i denne ende af landet. Alting havde den samme brune farve, vejen, markerne, husene, hundene, himlen.

Men da vi ankom til vores hotel i Paracas, blev det tydeligt hvor stor forskel kunstvanding gør. Her var grønne plæner, masser af palmer og blomster. Værelserne var små bungalows, der var swimmingpool, og naturligvis lå det lige ud til Stillehavet. Det var bygget i 1945, antageligt til amerikanske turister. Men det var fantastisk flot, og meget stille og roligt. Det var faktisk så varmt at vi kunne bade i poolen, det vil sige VI kunne, der var ikke rigtigt andre der gjorde forsøget. Der var vel heller ikke mere end ca. 20 gæster, selvom der var plads til 200.

Da vi havde inspiceret vores værelse, og spist frokost blev vi afhentet af en chauffør fra Sandtours, der udstyrede os med skibriller og høreværn, spændte os fast i et køretøj fra ”Månebasen Alpha” og ræsede ud af byen med 80 km/t. Cirka 20 kilometer fra hotellet drejede han fra hovedvejen, og der lå så en gigant ørken. Sand til alle sider !



I starten kørte han meget pænt hen over klitterne, og ned igen, men efterhånden blev det vildere og vildere. Han endte med at køre nærmest lodret ned af en ”sort løjpe”. Vi prøvede også at ”sandboarde”, men de kunne selvsagt ikke køre så langt, så havde sandet slidt voksen af undersiden af boardet. Der var en fantastisk sjov tur. Selvom vi begge havde sand over det hele bagefter.

Torsdag 30.september var vi på bådudflugt til Ballestas Island, en øgruppe cirka 20 kilometer fra fastlandet. Fuglene på disse øer producerer ”Guano”, det indianske ord for fuglelort, som udvindes og bruges som gødning. Det var lidt pudsigt at sejle ud i rum sø, og så hørmede der bare af fugle, i en grad der trak vand i øjnene. Men det var et storslået syn, der var terner, pelikaner og humboldtpingviner, og ikke mindst legesyge søløver. De var slet ikke sky, og man kunne sejle meget tæt på dem, de allermest nysgerrige fulgte efter båden, da vi sejlede derfra.
Vi var tilbage på hotellet sidst på formiddagen, og besluttede os for at vandre ned til selve Paracas by, som lå cirka en kilometer borte, for at spise frokost (og blive solskoldede)



Sidst på eftermiddagen skulle vi atter med bus, til Nazca, hvortil vi ankom, en smule køresyge, kl. 21. Vi spiste aftensmad på hotellet, og gik tidligt i seng. Men jeg vågnede kl. 01, og var herresyg, så jeg ørlede til henad 5-tiden, måske var det køresyge, måske var det maden, det er ikke til at sige. Men det gjorde i hvert fald at Henrik måtte tage alene med minifly, for at se de så berømte Nazca linier, næste dag.

Fredag d. 01. oktober Det var måske meget godt jeg ikke var med, som Henrik beskriver turen, var jeg nok returneret til landjorden med morgenmaden i en pose. Sådan et lille en-motors-fly vipper pænt meget, og så skulle det jo flyve i ring, så man kunne få alle detaljerne på linierne med. Henrik mente at linierne var en smuuuuule oversolgte. Da han returnerede til hotellet mente jeg at jeg var parat til lidt frokost, efter at have fået kildevand og marie kiks til morgenmad, men jeg overvurderede vist mine evner en anelse, for da min bestilte omelet ankom kiggede jeg bare på den, og måtte så gå fra bordet, og så måtte Henrik spise færdig alene ....
Kl.15:00 blev vi hentet til en tur til Chauchilla Gravplads. Det var en lidt underlig oplevelse. Vi blev kørt ud midt i ingenting, hvor der var rejst et læskur, og afdækket 12 grave, fra Inka tiden. Problemet for denne gravplads, og mange andre i Peru, var at den var blevet skændet at gravrøvere længe inden arkæologer havde vist interesse. Så man kunne ikke sige så meget om mumierne, eftersom de var fundet spredt rundt omkring. Man havde samlet dem, som man forestillede sig at de havde set ud. Der lå stadig lårbensknogler og halve kranier og flød, udenfor gravene .. på jorden .. Guiden fortalte et kvarters tid om stedet, da vi ankom, og sluttede af med at sige at vi skulle huske at det var døde menesker, og at man skulle vise respekt. Men man havde et lidt ambivalent forhold til at gå rundt og glo på lufttørrrede lig, arrangeret i grave af arkæologer, fremvist for penge. Og så alle de knogler der lå rundt omkring.
Bagefter kørte vores guide, formentligt på eget privat initiativ, os til et pottemageri, hvor de lavede krukker i samme stil som de gamle inkaer - "special price for you my friend !". Vi købte ikke noget. Derefter gik turen, igen på guidens initiativ, til et sted hvor de udvandt guld fra klippe. De havde en gut der stod og demonstrede processen i miniformat, mens det rigtige guld blev udvundet i baggrunden. Det var ganske interessant, og også her kunne man købe originale souvenirs (!)
Det lykkedes os at spise aftensmad i god ro og orden. Natten skulle vi tilbringe i en sovebus, der skulle transportere os til Arequipa. Ifølge planen skule den afgå kl. 21:30, men da vi ankom til busstationen sagde de at den var 2 timer forsinket; Så vi tilbragte 2 timer i en bygning uden tag, uden kiosk, og uden papir på lokummet (Det kunne man tilfældigvis købe af en lille gammel dame udenfor stationen - for 2 soles - uhyrlig overpris !)
Endelig kom bussen, som viste sig at være en rigtig luksus model med lædersæder, så vi rent faktisk kom til at sove i et par timer. Det viste sig at vi af uransagelige årsager blev yderligere 2 timer forsinket undervejs, så vi ankom først til Arequipa kl. 09;00. og da havde vores kontakt ventet i 4 timer, for der var da ikke nogen, der havde meddelt, at vi var så meget forsinket. Trist for hende.

Lørdag d.02.10 Vi aftalte med guiden, Beatriz, at vi lige spiste noget morgenmad på hotellet, og så ville hun hente os ved 10:00 så vi kunne komme på City-rundtur.
På rundturen så vi katedralen, hvis tårne var blevet rejst flere gange, fordi de styrtede sammen hver gang der var jordskælv, og det var ca. hvert tredje år. De spøgte med at det seneste var i 2001, så man kunne jo aldrig vide; Vi så også en kirke hvis hvælving var revnet på grund af jordskælv, og vi kørte lidt uden for byen og op ad et bjerg, hvorfra der var en fantastisk udsigt over hele byen. Turen endte ved Santa Catalina klosteret , hvor Beatriz overlod os til en meget vidende rundviser. Hun fortalte meget levende og på perfekt engelsk om klosterets historie. Efter at have spist en sen frokost var vi ved at være temmeligt brugte, pga. overnatningen i bussen, så vi gik tilbage til hotellet og sov en lang middagssøvn. Om aftenen besluttede vi os til at prøve en af de restauranter der lå ved Plaza de Armas, den centrale plads i byen, men den vi valgte var desværre ikke den bedste :(